Bliv klogere på Fremtidens Faaborg

Lørdag den 25. januar og lørdag den 8. februar inviterer Faaborg-Midtfyn Kommune til havne- og byvandring i Faaborg. Vandringen tager afsæt i arkitektkonkurrencen og vinderforslaget ”Vi dyrker Faaborg.”

Der er stor interesse for udviklingen af hhv. Slagterigrunden, Banegårdsområdet og Kulturområdet hos borgerne i Faaborg. Nu inviterer kommunen til to by- og havnevandringer i de tre områder.
På den to timer lange vandring vil der blive fortalt om arkitektkonkurrencens vinderforslag ’Vi dyrker Faaborg’, som blev offentliggjort først i december sidste år.

Borgmester Hans Stavnsager (S) fortæller, at interessen for vinderprojektet har været stor:

– Vi åbnede en pop-butik med udstilling i Vestergade umiddelbart efter offentliggørelsen, og den blev flittigt besøgt op mod jul. Vores vurdering er, at der har været ca. 50-70 besøgende forbi butikken, hver gang den har været åben. Grundlæggende har tilbagemeldingerne været meget positive. Folk er glade for, at forslaget bygger oven på Faaborgs stolte traditioner og særlige kvaliteter,” fortæller han og fortsætter:

– Derfor glæder vi os også meget til at gå rundt i byen sammen med interesserede borgere og høre deres kommentarer og spørgsmål til de enkelte delelementer i de tre udviklingsområder.

- Annonce -

Udstillingen af vinderforslaget er nu rykket ind på biblioteket i Faaborg.

Der er mulighed for at stille spørgsmål undervejs.
Alle er velkomne.

Tid og sted
Lørdag den 25. januar og lørdag den 8. februar 
Kl. 10.00-12.00
Mødested: Legepladsen på Slagterigrunden 

Læs vinderforslaget og øvrige oplysninger på www.fmk.dk/faaborg