Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Julen er glædens tid, når børn og voksne rykker sammen som familier og valfarter i kirke. Julen er ensomhedens tid, når højtiden virker som en fremkaldervæske, der får de svære ting i livet til at træde skarpere frem. Sognepræst Ole Buhl står klar til at rumme alle de aspekter af præstegerningen, som julemåneden bringer.
I præsteboligen nær Brahetrolleborg kirke har sognepræst Ole Buhl indrettet den gamle konfirmandstue til kontor, som han i december har omdøbt til julemandens værksted. Her arbejder han på juletidens mange prædikener, omgivet af gyldne portrætter af jomfru Maria og Jesusbarnet, glaskrucifiks, salmebøger og omkring 57 forskellige udgaver af præstens vigtigste arbejdsredskab, biblen.
– December er en travl måned for præster. Det er en super hyggelig tid, men travl. Der er en koncentreret travlhed, og det er en intens tid, da mange har det svært i julen og bruger deres præst. Og så er der alle de mange juleafslutninger for plejehjem, børnehaver, skoler mm., og jeg roder mig altid ud i noget med rekvisitter.
Ole Buhl har altid elsket julen og er vokset op med familiehygge ved juletid. Som voksen og som præst følger de stærke barndomserindringer med som en del af hans væsen og virke.
– Kirken er altid stuvende fuld i julen. Det er en fest. Folk vil gerne høre budskabet, og der er en god fortættet stemning af højtid. Julen er en kirkehøjtid, en troshøjtid, hvor vi kan lide at mærke, at Gud blander sig.
Et af de budskaber, som følger med julen, er det grænseoverskridende i at gøre sig sårbar på grund af kærlighed. Et budskab, der taler til barnet i os alle, forklarer Ole, mens han skæver til billedet af jomfru Maria og jesusbarnet.
– Juleaften fejrer vi Jesus’ fødselsdag, selv det til manges overraskelse først er den 25., han har fødselsdag. Faktisk ved man jo ikke, hvornår på året han er født, så dagen er noget man i fællesskab har valgt. Men det passer med budskabet – han kommer til os med lyset i den mørkeste tid. Faktisk er det en gammel hedensk fejring af lyset, men det vil Jim Lyngvild kunne fortælle meget mere om.
Ole Buhl hentyder til Jim Lyngvild, der er asatroende og bor på vikingeborgen Ravnborg, der ligger som nabo til Brahetrolleborg kirke. På trods af deres forskellighed, nærer de begge en
respekt for hinandens respektive tro.
Om at gøre en forskel
Det sidste halve år af sit teologistudie brugte Ole Buhl på et valgfag i kommunikation på journalisthøjskolen, og de første seks år efter endt uddannelse arbejdede han som kommunikationsmedarbejder for hhv. Dansk Blindesamfund og Center for små handicapgrupper.
– I de år lærte jeg virkeligt at kommunikere. Jeg har lært meget af de forældre, jeg mødte, som havde handicappede børn. Noget med at tage det med sig, som man får ud af at have det svært. Børn med særlige handicaps møder sjældent nogen som dem selv. Det gør vi andre hver eneste dag, og ellers ville vi jo blive ensomme på en måde. Jeg bliver derfor meget rørt, hver gang jeg ser de dokumentarer om børn med de sjældne sygdomme.
I 1994 søgte Ole Buhl embedet på Sydfyn, hvor han siden har udøvet sin præstegerning.
Med 25 års jubilæum som sognepræst er Ole Buhl begyndt at døbe børn, hvis forældre han har både døbt og konfirmeret. Og han har ingen planer om at finde sig en ny menighed. Ole er ikke god til at skifte – han kan lide at gro fast, forklarer han.
Udspurgt om, hvordan han gør en forskel, falder Ole lidt ydmygt tilbage til sine jyske rødder. Men det må være noget med, at præstegerningen skal give mening, kommer han frem til. Glæden og budskabet skal formidles og gøre en forskel, hvad enten det er til en dåb, en begravelse eller et bryllup.
– Vi har en kultur, hvor vi gerne slår det svære lidt hen. Vi vil måske ikke belemre familien med det svære. Som præst kommer jeg udefra og kan facilitere – få forskellen til at ske. Jeg kommer ud til mennesker i en svær eller tung tid, og det er lettere at tale med præsten, og det nytter. På et dødsleje ser jeg mennesker uden filter og uden maske, og uden en forlegenhed over deres egen tro. Jeg kommer helt tæt på, og det giver rige menneskelige oplevelser.
De mange tunge tanker, Ole bliver præsenteret for, bliver hængende i ham. Det er ikke noget, han bare lægger fra sig igen. At være menneske og at være i smerte er én og samme ting til tider, kan det synes. Ole Buhl retter sin taknemmelighed eller sine anfægtelser til Gud.
– De alvorlige ting tager jeg med hjem. Men jeg oplever, at det giver mig et rigere liv at se alle aspekter af det. Som præst lærer man at være i de store ting, og en måde at rumme det på er for mig, når jeg fx lover at bede en bøn for et menneske eller tænde et lys for dem i kirken. Det, at lytte til mennesker i sorg, er med til at udvide blikket på livet og give et rigt liv.
Livet giver mening for Ole Buhl. Allermest giver livet mening, når han er sammen med sine børn eller sin kæreste – når livet bare er godt, som han udtrykker det. Eller når der i kirken opstår noget, der er større end ham selv, forklarer Ole Buhl lidt på siden af sin egen refleksion.
– I kirken giver det allermest mening, når det lykkes. Fx en prædiken eller til en begravelse, hvor jeg kan mærke, at alle er med og lytter efter trøst eller glæde. Det føles som et sus af mening, og jeg kan tænke: dér var helligånden. I de øjeblikke sker der mere, end det jeg selv kan komme med.
Successen som præst afhænger ikke af antallet, der dukker op i kirken på en søndag. To eller tohundrede, det er ikke vigtigt.
– Man ved aldrig, hvornår der sidder en, der har brug for at høre et budskab. En vinter med snestorm kom der to personer i kirke i Øster Hæsinge. Efterfølgende fik jeg en mail, hvor der stod: du flyttede noget for mig. Det havde da været skønt med 100 mennesker, men de to, der var der, havde brug for at være der.
Gennem forkyndelse og sjælesorg, lykkes det Ole Buhl at balancere denne indlevelse mellem liv og virke.
Kirkens værdier og rolle i samfundet
Folkekirken bygger på de kristne værdier. For Ole Buhl er det selve budskabet om næstekærlighed og tro, der er de vigtigste. Af disse værdier udspringer rummelighed, som en tro på, at vi alle lever efter bedste evne.
– Vi skal være rummelige. Vi skal se mennesket i alle mennesker. Hvis vi ikke er rummelige, så tror jeg, vi forsvinder. Folk vil så gerne rummes. Samfundet i dag tænker meget over at lave fællesskaber med plads til alle, tag fx me too-kampagnen eller debatten om kønsidentiteter. Her skaber vi plads til at være i et samfund som den person, man er. Alle er skabt i Guds billede, og selvom mange gennem tiden desværre er skubbet ud, så er det vigtigt at holde fast i kernen af troen – og rumme.
Glæden er en anden vigtig værdi i det kristne budskab. Ikke at vi mennesker skal rende rundt og være glade hele tiden, men vi skal finde noget at glæde os over, hver dag. En svær øvelse, det erkender Ole, men vigtigt. Han fremhæver en passage fra biblen: Glæd jer altid i Herren, jeg siger atter: glæd jer.
– Jeg kender det fra mig selv. Hvis jeg har svært ved at føle mig glad, er det dobbelt så vigtigt, at jeg har øjnene op for det, der er at glæde sig over. Ting, der lykkes, er en gave; børn eller et solstrejf. Jeg opfordrer ofte folk til at bede aftenbøn, hvor de takker for alt det gode.
Et aktuelt eksempel er klimadebatten. Ifølge præsten er der mange bekymringer for klimaet, der fylder, og netop derfor er der et behov for troen på, at det skal lykkes, troen på en fremtid, troen på en udvej. Om Gud kan man ikke føre bevis, og netop derfor må man tro og håbe.
Med tiden har folkekirken fået en rolle i udkanten af samfundet, hvilket Ole Buhl synes godt tilfreds med. Kirkens tidligere magtposition i samfundet er fjernet, hvilket giver kirken mulighed for at vise, at livet netop kan leves i afmagt.
– Kirken kan tilbyde fordybelse, noget, der ikke kan måles og vejes. Her kan kirken kaste lys over tingene fra sidelinjen. Rent fysisk betyder det også noget, at kirkerne er her. De er monumenter over budskaber – en håndfast tilgang til livet, historiske markører i landskabet. De betyder noget – her er der noget, man har villet og ofret noget for at have.
En anden rolle og en fast tradition i vores kristne samfund er konfirmationen, som gennem Oles 25 år som præst har udviklet sig meget.
– Jeg oplever, at konfirmationen i dag betyder mere for de unge. Det er ikke bare en tradition, men det er noget, de har taget stilling til, og som betyder noget for dem. De vil gerne tænke med. Som præst hjælper jeg dem med at tage det sort/hvide og det firkantede ud af det, og jeg er klar til at lytte med og komme deres forundringer imøde.
De unge mennesker stiller krav til budskabet. Ofte må Ole Buhl glemme alt det, han har planlagt, og være klar til at møde konfirmanderne der, hvor de er. Arbejdet med konfirmanderne er både sjovt, spændende og frusterende, forklarer han. Men vigtigt, da bibelhistorierne giver de unge gode forudsætninger for at forstå det samfund, de lever i i dag.
– Noget af det bedste ros, jeg har fået i min tid som præst, var, da en konfirmand fortalte, at hans storebror havde sagt, at han skulle glæde sig til at gå til præst. Senere fandt jeg dog ud af, at det nok var på grund af de to tysktimer, de så kunne undgå, fortæller Ole Buhl smilende.
I de tre kirker, Brahetrolleborg, Krarup og Øster Hæsinge, og de tilhørende små landsbysamfund forøger Ole Buhl at nå ud til sine sognebørn. I landsbyerne er alle samfundslag repræsenteret, og det er vigtigt at få det hele til at spille sammen. Sognepræsten har på egen krop oplevet nogle af livets nedture, og han ved, at det er dem, der har det sværest, som det er sværest at nå ud til. Ole Buhl forsøger at bringe det håb, mennesker i nød kan sætte deres lid til.
– Kriser, sygdom eller andet kan ramme os alle. Og der skal så lidt til, før al normalitet styrter i grus.
Kirken, præsten og Jesus forsoner og frelser, og hvad er kirkens indhold, hvis ikke netop eksistens.
