Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Akutberedskabet – altid til tjeneste
Hver dag året rundt, står der to mand og en ambulance klar til at hjælpe akut syge eller tilskadekomne i Faaborg. Læs mere om det lokale beredskabet her.
Til manges overraskelse ligger der ikke længere en synshal på Smedemestervej 5. I garagen står der nu en ambulance, og i lokalerne ved siden af sidder mandskabet klar til udrykning. Når de altså ikke lige skal forklare bilister, at der ikke længere synes biler på adressen, og at ja, Faaborg har fortsat et ambulanceberedskab.
Vagtskifte
Klokken er 7.30 og der er vagtskifte i akutberedskabet. Over en kop kaffe, og efter en relativ fredelig vagt, overleverer Claus Spanggaard og Jørgen Figge det seneste døgns opdateringer til det næste makkerpar, Jan Dideriksen og Palle Mortensen. Tilsammen har Palle og Jan 66 års erfaring i akutberedskabet, og de modtager med sindsro overleveringen.
Herefter starter dagen rutiner. Ambulancen skal gennemgåes efter nogle helt særlige og strikse guidelines: udstyret skal tjekkes, og beholdningerne skal efterses. Medicinkufferten skal tjekkes for indhold, beholdninger og datomærkninger. En rapport skal udfyldes og sendes ind til driftsafdelingen.
Håndterminalen skal afprøves. Den er mandskabets livslinje, deres kanal til kommunikation med samtlige samarbejdspartnere, lige fra brandvæsen, politi, indsatsleder, lægehelikopter og den skadesstedsansvarlige. Det daglige kontrolopkald er dog mere fredeligt, og der bliver hilst godmorgen til kollegerne i Glamsbjerg og Bogense.
Ventetid
Der er otte ansatte i beredskabet i Faaborg. Fire faste makkerpar, der året rundt bemander ambulancen.
Hvert fjerde døgn har Jan og Palle vagt sammen. Her møder de hver gang ind til et ukendt og uforudsigeligt døgn. Efter morgenens rutiner er det faktisk bare at vente, men samtidigt skal de konstant være klar til at ‘trykke afgang’ indenfor 60 sekunder.
– Vi bor her jo et døgn ad gangen, så vi skal have dagen til at gå. Hvis vi er sammen begge to og har bilen med, så kan vi godt køre en tur på havnen eller køre ud og handle ind til aftensmaden, fortæller Palle Mortensen.
Opholdsstuen er behageligt indrettet med lænestole og bliver brugt til både at se fjernsyn og til at holde sig fagligt opdateret. Næsten dagligt kommer der nye instrukser, som mandskabet skal forholde sig til. Måske skal de fremover lægge drop i højre hånd frem for venstre, eller der kan være kommet nye retningslinjer for medicin-doser. Alt skal læses og huskes, så det er viden, de kan hente frem i akutte situationer.
Der kommer også jævnligt nyt faglitteratur, som de forventes at holde sig ajour med, og som de ser som en naturlig og forventelig forpligtigelse overfor deres patienter.
Akutkørsel i et yderområde
Tidligere havde Faaborg både en akutbil og en ambulance. Nu er akutbilen fjernet, men til gengæld er der kommet endnu en ambulance til området, nemlig i Sallinge. Det betyder, at ambulancen fra Faaborg skal dække knapt så stort et område nordpå som tidligere. Men afstandene til de nærmeste sygehuse er fortsat stor, når man bor i Faaborg.
– Alt i alt er det blevet bedre for borgere i nærområdet. Nu kører vi kun akutkørsel med ambulancen, hvor vi tidligere også skulle køre fx sygetransporter, så vi er meget mere specialiseret i at opstarte en behandling enten i hjemmet eller i ambulancen, forklarer Jan Dideriksen.
De lange afstande til sygehusene betyder, at mandskabet i Faaborg ofte kun har 2-7 kørsler på en døgnvagt, hvorimod et mandskab i Odense kan have betydeligt flere. Selvom det kan være udfordrende at bo langt fra et sygehus, så ser Jan Dideriksen flere fordele fra mandskabets synspunkt.
– Vi kommer ofte ud til patienter, der har brug for en omgående indsats. Det kan være en hjerneblødning, en blopprop eller vejrtrækningsbesvær. På turen til sygehuset får vi virkelig mulighed for at se effekten af den behandling, vi opstarter. Vi ser, at vi virkelig kan gøre en forskel for vores patienter med den uddannelse og de kompetencer, vi har, forklarer Jan Dideriksen.
Ingen træmænd
Inden omstruktureringen så hverdagen meget anderledes ud. Her skulle mandskabet både køre sygetransport, kranopgaver og akutopgaver. I dag kan mandskabet få lov til at koncentrere sig om deres kerneopgave, akutberedskabet. De mange opgaver med ulykker og akut syge patienter betyder også, at mandskabet ser mange traumatiske episoder på deres arbejdsdag.
De førhen så usårlige ambulancefolk, der kunne løfte alt og aldrig talte om det svære, er ikke at finde længere på Smedemestervej.
– Det bliver jo hverdag for os på en måde, og der skal meget til at slå os ud af kurs. Med selvom vi har mange års erfaring, så kan det stadig være svært, for vi har jo følelserne med på arbejde. Selvom det er professionelle følelser og med en professionel distance. Vi bruger hinanden meget som makkere, og vi afslutter altid en tur af med at drøfte, hvordan det gik, om vi kunne have gjort noget anderledes, og om det ville have ændret på noget, forklarer Palle Mortensen.
Oplever mandskabet episoder ud over det sædvanlige, kan de også henvende sig til driftsvagten, der kan sikre dem den rette hjælp.
– Det er blevet legalt at sige fra. Fx hvis en patient er for tung at løfte, og vi skal bruge hjælpemidler. Og det er helt ok at sige, at ‘det her var voldsomt for mig’. Vi plejer at sige, at vi går på arbejde som en hel person, og vi skal hjem igen som en hel person, fortsætter Jan Dideriksen.
Selvom de arbejder systematisk med bearbejde de mange indtryk og aftryk, så bliver noget alligevel siddende. Nogle særlige episoder kan mandskabet genkalde sig på dato, nærmest klokkeslet. Men, som de siger, så er det ikke noget, de lader fylde i hverdagen.
Specialiseret mandskab
Det er ikke enhver, der kan opfylde kravene som ansat i beredskabet. Der er krav til både fysikken og samarbejdsevner, og ud af 330 ansøgere, blev kun 14 optaget på uddannelsen i Ambulance Syd sidste år.
Elevtiden er på tre år og syv måneder, hvorefter man kan kalde sig ambulancebehandler og køre med i ambulance. Efter tre års erhvervserfaring kan man læse videre i seks måneder, hvorefter man får titlen paramediciner.
Mandskabet i Faaborg har alle mere end 10 års erfaring, og med smil på læben priser de sig lykkelige for, at de ikke skal gennemgå optagelseskravene i dag. Alligevel er det knivskarpe kompetencer, de råder over i Faaborg.
– Vi er en godt sammentømret flok, og vi har det godt sammen socialt. Med vores lokalkendskab og erfaring er vi gode til at møde patienterne i øjenhøjde, afkode folk hurtigt og ikke konfliktoptrappe en situation. Vi er også jævnligt på kurser af forskellig karakter, så vi er helt opdateret med den nyeste viden, fortæller Palle Mortensen.
– Vi gør en forskel. Med vores viden og rutine dækker vi de behov, der er. Vi afleverer patienter til sygehusene, der ikke har fået det værre, end da vi mødte dem. Vi er selvstændige og har de kompetencer, der skal til at behandle patienterne, indtil de kommer ind på sygehuset, og det er vigtigt, fortsætter Jan Dideriksen.
På alle ambulancevagter er der én behandler og én paramediciner. Hvert hold har 87 døgnvagter om året, og hvert eneste dag året rundt er der mandskab klar til at køre ud til akut syge eller ulykkessituationer.
Typiske situationer: Hjerneblødninger, bloppropper, vejrtrækningsproblemer, sukkersygepatienter, ulykker i hjemmet, trafikulykker, kritisk sygdom, kramper og allergiske reaktioner.
Udstyr i ambulancen: Defibrillator, elektrisk båre, sug til afspærrede luftveje, fødepakke til gravide, LUCAS – apparat til hjertemassage, stabiliseringsudstyr til brækkede knogler, medicintaske, iltudstyr, IO-kanyler, Larynx-masker, diverse forbindingsstoffer, plaster og en stor portion tålmodighed.
