Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Havnerokkerne
Gennem tredive år har Faaborg Havn været mødested for en gruppe venner. De er blevet en del af kulturen på havnen, og omend den er skjult bag en brovtende munterhed, hersker der en dyb fællesskabsfølelse og omsorg for hinanden i de daglige morgenmøder.
Gennem tiden har de fleste havnebyer haft en tradition med, at pensionerede erhvervsfiskere mødtes på havnen hver morgen og ‘så skibene ud’. Således kunne man også i Faaborg gennem mange år spotte flere afmønstrede skippere siddende på langbænken ved den gamle hvide havnekontorbygning, mens færger og både tog afsted mod deres destinationer.
I årenes løb svandt skipperne i antal, og med det nye havnekontor og kanalen, der blev opført i 2000, blev traditionerne brudt helt op.
I dag mødes en flok venner fortsat på havnen hver eneste morgen. Det har de gjort i 30 år for de ældstes vedkommende. Nu er det ikke længere de tidligere søens folk, men folk fra blandede erhverv, der starter dagen med at se færgen ud og ellers vende verdenssituationen siden gårsdagen.
Havnerokkerne, kalder de sig.
En fornøjelig forsamling på fire
Det er en kølig og klar forårsmorgen på færgehavnen i Faaborg. På den stille plads ved færgelejet står en fotograf på jagt og afventer, at det rette solstrejf rammer den afsejlende færge. En enkelt lystfisker iført vaders står forventningsfuld i det rolige vand. På den anden side af havnebassinet er medlemmerne af roklubben i sving med at gøre klar til morgensejladsen.
Havnerokkerne har indtaget deres faste pladser i ventesalen til færgerne. Thorbjørn Hansen på 71 år har været med til morgensamlingerne på havnen i 30 år. Han har taget plads ved opslagstavlen og fortæller om dengang, de på samme tavle havde et postkort fra Gambia, adresseret til ‘Havnerokkerne’. Det var aldrig gået i dag, reflekterer Thorbjørn, især ikke med PostNord som sendebud. Der lyder en munter brummende tilkendegivelse fra de øvrige mænd.
Ved siden af Thorbjørn sidder forsamlingens yngste mand, 65-årige Peer Raahauge, der er kommet på havnen de seneste fem år. Her sender han hustruen med morgenfærgen og indtager dernæst ventesalen med de øvrige. For Peer er formålet med morgensamlingen udelukkende at holde sig ude af ungdomskriminalitet, lyder de drillende røster omkring ham.
Overfor dem sidder 74-årige Frede Jakobsen. Han har været en del af fællesskabet i 15 år og har den ærefulde titel som glasmester. Foran ham står den hvide kasse med små glas til en bitter, som mændene indtager ved helt særlige lejligheder.
Glasmester-titlen har Frede overtaget efter Greven, forklarer ventesalens ældste rokke, Karl Rasmussen på 84 år, også kendt som Karl Ballade. Kaj Greve, saddelmageren eller bare Greven, var ganske bogstaveligt med i havnefællesskabet helt op til sin død, forklarer Karl.
– Han døde lige herude ved hjørnet. Han havde lige sat cyklen, og jeg spurgte, om han havde husket at slukke lygterne. Han kom ikke ind igen, og jeg fandt ham ude ved cyklen. Han var ikke til at bære ind, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, men så kom Peer.
De andre supplerer fortællingen, men Karl Ballade hører dem ikke, han har fået nye høreapparater, og det er kun det ene, der virker. De andre lader sig ikke påvirke, men nævner, at det ikke gør noget, for Karl hører alligevel ikke efter.
Udenfor døren går en af ‘kontorpigerne’ forbi, og de hilser alle på hinanden.
Svindende tradition
Forsamlingen på fire er kraftigt reduceret. Tidligere kunne morgenforsamlingerne mønstre op mod 10 styks, men folk falder fra med jævne mellemrum. Disse fire holder fast, det er vigtigt at komme op om morgenen, forklarer Thorbjørn.
– Det er godt for de gamle at have noget at stå op til. Vi skal gerne herned hver morgen og genere hinanden lidt. Alle kender udtrykket ‘hørt på havnen’, og det er jo her, det starter. Vi er her klokken otte, og så får vi vendt verdenssituationen. Hvis én af os ikke dukker op, så får han lige en sms fra os, siger Thorbjørn.
– Ja, det kan godt være vi er ældre, men vi er moderne og altså rimeligt opdateret med telefonerne, supplerer Frede.
Således på betryggende vis forsamlet hele gruppen, går de denne morgen en tur ned ad mindernes allé. Der er sket en del mindeværdige episoder gennem årene. Thorbjørn minder de øvrige om dengang, da Søby-færgen ikke kunne slå bak på grund af et motorstop, og mandskabet faldt ned ad lejderne. Den store færge stoppede først, da den ramte broklappen, og på grund af den åbne klap kom der hul i stævnen.
Karl følger op med fortællingen om dengang, der var en arbejder, der faldt i vandet, da de byggede den nye havn. Med kedeldragt og det hele. Men de øvrige fik ham fisket op så hurtigt, at han ikke engang nåede at få våde strømper. Der blev han pludseligt vinterbader, smiler Karl.
Beboerne på øerne kender også havnerokkerne. Er der øboer, der venter på en taxi, hænder det ofte, at en af rokkerne kører dem. Eller de kan holde et øje med ungerne, der sidder og venter i ventesalen.
Det er noget andet med turisterne, de har ikke forstået det med deres faste pladser, hvilket kan afstedkomme lidt forvirring.
Havnefogedens bil passeret vinduet, og han får nogle drillende ord og lidt gas med fra den anden side af den lydtætte rude. Han har nok haft travlt med det nye monstrum af en kran, der er ankommet. Nej, Lasse, han er sgu god nok, afslutter de muntre udtalelser.
Plads til alle
Normalt er der ikke noget på bordet under morgenmøderne. Ikke engang kaffe, selvom havnerokkerne mener, at de fra havnekontoret godt kunne servicere dem med kaffe. Men i dag er en særlig dag i ventesalen, og det markeres med en enkelt. Glasmester Frede trykker skænkeproppen på plads og placerer rutineret den ene hånd under flaskehalsen.
– Sikke en rolig hånd, du må da have fået en hjemmefra, mener Thorbjørn, og en trækning breder sig i hans ene mundvig.
Et ‘skål’ efterfølges af diskrete nyde-lyde, og et øjeblik er der helt tavst i rummet. Mændene spejder i stilhed ud over vandet.
Gennem tiden har der været mange pudsige mennesker med i havnefællesskabet. Karl Rok, Løvefar, Pølse-Hans, Gode gamle Arthur, og en enkelt en fra Esbjerg vist også. Dengang blev Havnerokkerne altid inviteret med til generalforsamlingerne på Ærøfærgen, de hørte ligesom med til skibet. Men efter den nye sejlplan er indført, ser de ikke meget til søfolkene længere.
Der kommer ikke så mange nye til gruppen længere, selvom alle er velkomne. Det koster en omgang, naturligvis.
– Det er måske en tradition, der går tabt, men det er jo helt op til ungdommen, siger Thorbjørn og stirrer stift på Peer.
På havnen kan de diskutere alt. Alle emner er tilladt, selvom de ikke altid er af samme mening.
– Her er ingen censur, men til gengæld er det ikke alt, vi hører hernede, som vi fortæller andre steder, griner Peer.
Klokken er blevet ni, og de splitter op og drager hver til sit igen – ellers får de jo overarbejde, påpeger de.
