Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Andreas Greve har alle antenner ude
Når forfatter Andreas Greve bevæger sig rundt i byen, iagttager han meget. Vigtigt og uvigtigt. Stort og småt. Indtryk og udtryk. En modtagelighed, der er på grænsen af det sygelige, mener han selv. Alt gemmes på det indre varelager og hives frem, når nye rim og remser skal formuleres. Greve betragter sig selv som flanør – desværre oftest en siddende flanør, der hænger bag skrivebordet.
Den 4. maj afholder han bogreception for sin seneste bog, børnebogen ’Kom snart igen’.
Stemningen sættes allerede halvvejs oppe ad trappen: ‘Grevens gæster må gerne hænge sig her’, står der på et skilt over garderobeknagerne.
Den tyskfødte forfatter Andreas Greve har placeret sig gennemtænkt og strategisk på Østerbrogade. Fra den højtliggende lejlighed glimter øhavet og havnen i det sydvendte stuevindue, og fra køkkenvinduet troner naturen i sundbakkerne. I centrum for kontrasterne grubler 66-årige Andreas Greve over både lettere og mere underfundige sætninger, som han skriver til børn og voksne på en melodisk og oftest humoristisk facon.
Andreas Greve kan noget med ord. Netop hjemvendt fra børnebogmessen i Bologna, og siddende midt blandt lejlighedens mange nye og gamle bøger, har han sagt ja til at lade sig interviewe om sin hverdag som forfatter og sine finurlige formuleringer.
Har du altid gerne ville være forfatter?
Jeg er vist sådan en, der gør alt baglæns. Jeg har en studentereksamen fra Tyskland, så tog jeg en tømreruddannelse i Danmark, og langsomt fik jeg arbejdet mig ind på det med at skrive. Jeg har tidligere malet og illustreret meget, og da jeg en dag læste en børnebog, som jeg skulle illustrere, tænkte jeg, at det kunne jeg også. Jeg begyndte at skrive og kunne mærke, at jeg kunne skrive – og kunne lide at skrive.
Hvor finder du inspirationen til dine fortællinger?
Nogle af mine bøger kommer omkring store emne som kunst eller magt, men ellers kan det være samtidsspørgsmål, der inspirerer mig. Men oftest er det nu skriveriet, der leder mig et sted hen, sproget, der styrer vejen. I børnebøger kan der være store temaer på spil i en lille historie. Det giver plads til store og mange fortolkninger. For eksempel denne her bog om en konge, der altid fejrer sig selv og til sidst bliver smidt ud af sit eget kongerige – han opfører sig altid på samme måde og bruger de samme midler, selvom resultatet udebliver – lidt lige som Theresa May. Både kongen og Theresa May hænger fast i anden akt. Moralen kunne være, at man må godt lære noget af sig selv, nej altså, det er faktisk ikke mig, der har brug for morale, men i dette tilfælde må det være, at man ikke kun skal tænke på sin selv. En morale, jeg deler med Ternet Ninja for eksempel.
Hvilke tekstformer skriver du oftest?
Nogle af mine sidste historier er gennemgående rimehistorier, hvor versene rimer parvis AA BB, der går lige ind. Når man rimer, så holder man sig ligesom på den lette side. Her får læseren mulighed for forståelse gennem ørerne. Det giver også mig en fornøjelse ved at skrive, når det er rim og remser – rytmen kommer tæt på kroppen, og jeg reagerer næsten fysisk på rytmikken. Jeg tænker forresten også på, at det gerne må være en fornøjelse for forældrene, når de skal læse bøgerne for deres børn.
Jeg har tidligere skrevet noget meget indviklet, men jeg bliver mere og mere enkel med tiden.
Kan du se dig selv i nogle af karaktererne i dine bøger?
Kongen, som holder for mange taler og altid fejrer sig selv, kunne faktisk godt ligne min far. Alle historier, man skriver, har jo noget med en selv at gøre, men samtidig er det en rolle, man indtager. Selvom det fx er en bjørnehistorie, som min nye bog, så kan man vel nok finde ud af, at jeg nok nærmere er bjørnen, ham der er på rejsen, end hende i hvis have han havner. Det såkaldte lyriske jeg er en form for stilisering – jeg har fx i min rim og remsebog en figur, der er digter – der er selvfølgelig dele af mig i den, men det er især vigtigt, at man samtidig kan tage lidt pis på digtertypen, egotripperen, narcissisten og andre navlebeskuende personer, ikke mindst skuespillere, der kan bære sig selv på tungen. Man har sig selv med som udgangspunkt, og derfra får den så hele armen.
Jeg søger tilbage til steder og mennesker, jeg kender og kan lide. Jeg skal ud og opsøge steder og folk. Jeg kan ligesom ikke komme tæt nok på, hvis jeg gjorde det over telefonen eller wikipedia. Jeg skal ligesom vade ind. Min måde at forstå tingene på er meget analog, praktisk og taktil. Jeg er ikke en skrivebordsstrateg, der kan konstruere en lang roman. Det er korte strækninger med lyrik, digte og børnebøger, hvor jeg kan kontrollere forløbet.
I et af mine digte skriver jeg: Fjern fra hjemstavn, her som der, helt ved sig selv, alene i ord. Det er meget mig. Forresten rimer det på tysk: Fern der Heimat, hier wie dort, ganz bei sich, allein im Wort.
Hvad laver du, når du ikke skriver?
Stort set er det det, jeg laver. Eller jeg læser op. Jeg har ikke brug for noget privat. Jeg bevæger mig rundt mellem mennesker. Går rundt og snuser, eller tager en tur på café – det er meget vigtigt. For når jeg skriver, gemmer jeg mig væk. På en café er der en form for offentlighed, og du kender nogle omkring dig. En normal arbejdsdag kører fra morgen til aften, uanset hvor jeg er henne. Jeg holder mig indenfor den tankebane, jeg er i gang med. Derfor har jeg også altid mit kontor på mig, med papir og kuglepenne i lommerne. Man kan ikke satse på, at man kan huske tankerne senere. Om jeg så nogensinde kigger i de notater igen, det er en anden sag.
Hvad interesserer dig ved dine omgivelser?
Jeg kan til tider godt virke, som om jeg er uvenlig og afvisende. Normalt falder jeg nemt i snak med folk og fyrer noget fis af, så de føler sig afslappede. Men jeg iagttager cirka 5.000 procent mere, end jeg har brug for – alt for meget. Jeg tager ting, som ikke vedkommer mig, og jeg husker meget ved at lagre det i form af sprogstumper. Og det kommer på lager, så jeg kan hive det frem, når jeg har brug for det. Når jeg skal rime, så skal jeg kunne vælge mellem mange tusinde muligheder, som ligger et eller andet sted. Jeg trækker ordene ned fra mit indre varelager og bruger dem i sammenhæng.
Vi er alle dybt afhængige af, at der er en verden omkring os. Men en kunstner kan også godt lide at være for sig selv. Han skal faktisk være alene. Egentlig en modsigelse, og det bliver pinefuldt, når vi prøver at beskrive verden, eller et udsnit af verden, når vi på samme tid vender ryggen til selv samme verden.
Jeg ved ikke, hvordan det ville være at bare gå rundt og observere og ikke skrive. Hvordan min egen balance så ville være. Indtil videre regulerer jeg min velvære ved at skrive. Og morsomt nok kan jeg gennem lyrik og tekster frembringe humor, selvom jeg er trist. Og omvendt beskrive noget trist, hvis jeg har det godt. Faktisk kan jeg blive i helt godt humør, hvis det lykkes mig at beskrive noget trist på en rammende måde. Det er dejligt absurd, men det er meget rigtigt.
Den seneste bog handler bl.a. om savn. Hvad betyder følelsen af savn for dig?
Jeg har altid været den, der godt kunne lide at køre væk. Det er en basal følelse, jeg kan huske fra min barndom, rejselysten. Savn er ikke noget, jeg lider af, men jeg kender godt til menneskers forskellige tilgang til følelsen af savn, men som jo egentlig er en børnefølelse: hvor er mor? Hvornår kommer mor? Jeg har i bogen ’Kom snart igen’ set savn fra den humoristiske side. Noget man ikke bare bliver kastet ud i, men ligefrem noget, man selv skaber og får til at ske.
Hvad betyder det for dig, at din nye bog har fået en flot lektørudtalelse?
Den er jeg glad for. Jeg var i Bologna, da der kom en mail fra min forlægger på forlaget Turbine. Jeg vidste, at når hun sendte mig en mail om det, måtte den være god. Det gør mig glad, for så passer det med det, vi selv synes om den. Når det kommer fra andre, er det perfekt, og man er som forfatter også afhængig af de udtalelser, så bibliotekerne finder på at bestille bøgerne. Hvis udtalelsen havde været dårlig, så havde jeg nok fortalt mig selv en skråt-op-løgn om hvorfor.
Forlaget i Schweiz har været så begejstret for de to hovedfigurer i bogen, Hubert og Hugo, at de har bestilt en bog mere. Andreas Greve ser frem til at arbejde med dem og til at fortsætte sit samarbejde med illustrator Lena Winkel, som ifølge Andreas er fantastisk til at fremvise den humor og stemning, han gerne vil udtrykke.
Lørdag den 4. maj klokken 14.14 kan man møde både Andreas Greve og Lena Winkel, når de afholder bogreception på GaleRiget. ’Kom snart igen’ bliver i den anledning læst op af tidligere radiojournalist Lise Ravn.
