Rosa hjælper Palle med at se lyst på fremtiden

25. april 2019

Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

En verden forsvinder

En arvelig øjensygdom gør Palle Bjerres synsfelt mindre og mindre. Nu har han fået bevilliget en førerhund, så de to kan lære hinanden at kende, inden verden – måske – bliver helt sort. En førerhund er ikke et dagligdags syn i Faaborg, og i anledning af førerhundens dag den 24. april ønsker Dansk Blindesamfund at sætte fokus på førerhunde, og hvordan folk omkring hundene bedst støtter op om deres funktion.

- Annonce -

Rosa skøjter på hvalpeivrige poter hen over det glatte stuegulv, fanger sit legetøj og returnerer det hastigt til Palle. Hun nægter at give slip og vrider hovedet fra side til side. Til sidst lykkes det Palle at fravriste Rosa legetøjet, og legen kan begynde forfra.

Den to-årige labradortæve landede hjemme hos Palle Bjerre den 4. januar i år, og de er fortsat ved at lære hinanden at kende. Det er tredje hund Palle og hustruen anskaffer sig, men denne gang er noget helt særligt. Rosa er førerhund, og snart skal hun hjælpe Palle med at færdes i det fri.

65-årige Palle lider af en arvelig øjensygdom, rhitinitis pigmentosa, også kaldet kikkertsyn. Her dør nethinden udefra, og synsfeltet indskrænkes gradvist. Palles fem år ældre bror er allerede helt blind, mens Palle med et tilbageværende synsfelt på omkring fem grader (8-10 cm) håber på at undgå en verden helt i sort.

– Når jeg kigger på noget, så er det ligesom at se igennem en toiletrulle med en plasticpose foran. Jeg er meget lysfølsom, så i modlys kan jeg stort set ikke se noget.

Når Rosa ikke er på arbejde, er hun en helt almindelig familiehund. Men kigger man godt efter, vil man bemærke, at Rosa reagerer en smule anderledes på almindelige kommandoer end andre hunde. På plads markeres med et snudetryk på Palles hånd, sit foregår med kroppen mod Palles ben, og dæk sker med fuld kontakt til Palles fødder. Når man ikke kan se, skal det kunne mærkes, hvor hunden er.

Det næste stykke tid skal Palle Bjerre afprøve sin førerhund og beslutte, om de er det rigtige match for hinanden.

Vigtigt med hjælp fra omgivelserne

Når Palle går udendørs, monterer han en fast bøjle hen over ryggen på Rosa. Rosa løfter halen, så den peger vandret bagud, og så er hun på arbejde. Nu skal hun trække, styre, adlyde kommandoer og ignorere både katte, hunde og hundeglade forbipasserende.

– Det er en stor hjælp, at jeg har fået Rosa, mens jeg stadig har et lille restsyn. Vi er i gang med at lære nogle faste ruter, fx til hallen, hvor jeg går til fitness, eller til bageren. Førerhunde kan ikke selv finde vej, hundeføreren skal kende vejen og give hunden kommandoer: højre vej, gå frem, til venstre.

Rosa stopper selv ved kantsten, men hun kan ikke fortælle, om der kommer biler eller cykler. Derfor medbringer Palle også sin blindestok, når han færdes udenfor med Rosa, så medtrafikanter kan tage passende hensyn.

Rosa har gennem de seneste 6 måneder boet og trænet sammen med en hundeinstruktør, og hun kender omkring 35 forskellige kommandoer. Rosa er førerhund. Det kræver koncentration. Fuld koncentration. Men hun er også en nysgerrig hund, der let kan lade sig distrahere, og her kan omgivelserne være med til at lette arbejdet for Rosa.

– Jeg tror aldrig, at jeg har set en førerhund i Faaborg. Og jeg vidste ikke, hvordan man bedst forholder sig til en. Faktisk er det bedste at lade være med at interessere sig for hunden. Helt ignorere hende, undgå øjenkontakt og ikke snakke til hende. Det er helt optimalt for hunden og den blinde, hvis man som forbipasserende kan trække lidt ud til siden og holde sin egen hund i kort snor.

Om at springe ud som blind

Siden 1989 har Palle Bjerre arbejdet på borgmesterkontoret i Faaborg og Ringe, mens synsfeltet langsomt snævrede sig ind. Hjælpemidler og gode kolleger har medvirket til, at han først to år inden almindelig pensionsalder måtte trække sig tilbage.

– Jeg har fået kontrastlys og større tekst på mine skærme og et læseprogram til pc’en. Og så har jeg været meget åben om mit syn, så mine kolleger har kunnet tage hensyn. De vidste godt, at de ikke skulle fx lade en skuffe stå åben, for så kunne jeg risikere at falde over den. Folk har også lært, at det ikke handler om arrogance, når jeg ikke hilser på dem på gaden.

På trods af den gode forståelse fra venner og kolleger var det ikke let for Palle Bjerre at ’springe ud som blind’, som han formulerer det. Først i efteråret 2018 begyndte han at gå med sin blindestok og en badge, der tydeligt angiver, at han er svagtseende.

Palles kendskab til det kommunale system kom ham til gode, da han skulle i gang med sin ansøgning om en førerhund. En sådan ansøgning var nemlig nyt i Faaborg-Midtfyn Kommune, og de varslede en meget lang sagsbehandlingstid. Palle lod sig ikke feje af med den besked, og efter at han havde taget kontakt og forklaret sagen, gik det hurtigt med at få ansøgningen godkendt.

Palle Bjerre han har besluttet sig for, at der fortsat skal drages nytte af hans arbejdsiver og -erfaring, og han har derfor meldt sig ind i Ældrerådet.

– I Ældrerådet sidder der mange stærke kompetencer, og vi danner et fint modspil til kommunen. Det er vores princip, at de ressourcestærke skal hjælpe, så alle ældre borgere bliver behandlet ens.

I området i Faaborg øst vil man også af og til kunne se Palle Bjerre komme løbende. Han har, foruden Rosa, fået bevilliget en ledsager, som bl.a. skal guide ham, når han er ude at løbe ture. Det skal også afprøves om Rosa kan lære at være førerhund på løbeture, for Palle har allerede besluttet sg: Rosa skal blive hos ham.