Det har været bøvlet for dig, at finde et nøglebundt eller en pung på gaden.
I hvert fald hvis du ønskede politiets hjælp til, at finde den rette ejermand.
I en længere periode har det kun været muligt, at aflevere hittegods på Fyns Politis Hittegodskontor i Odense, men nu bliver det anderledes.
Der er nemlig placeret en såkaldt “hittegodsboks” i indgangen til det tidligere rådhus i mellemgade i Faaborg.
– Vi har faktisk længe talt om mulige løsninger på den her udfordring, for det bør ikke være svært, at være en hjælpsom og ærlig borger, der gerne vil aflevere det hittegods, man har fundet. Derfor er vi også rigtig glade for, at vi nu er kommet i gang, Faaborg-Midtfyn Kommune sammen med et par andre kommuner, har sagt ja til at have boksene stående. Nu håber vi, at borgerne vil tage godt imod dem, og bruge dem, siger Erik Skov Knudsen, politikommissær og leder af Hittegodskontoret i Fyns Politi, ifølge en pressemeddelelse.
Boksene er mærkede med ”Fyns Politi” og ”Hittegods”, og på boksen står en tydelig vejledning, ligesom der er boblekuverter til rådighed til at putte det fundne i.
På kuverten kan man oplyse, om man ønsker en kvittering, for det man har fundet og ellers blot putte det i boksen.
Hittegodsboksene står inden dørs og er tilgængelige i rådhusenes åbningstid.
Fyns Politi tømmer boksene jævnligt, og de ting, som er afleveret, bliver kørt til Hittegodskontoret i Odense.
Forsøget med hittegodsboksene bliver evalueret om et halvt år og kan så evt. bredes ud i flere fynske kommuner.