Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Randi Potter
Siden hun var 20 år, har Randi Jensen været selvstændig keramiker. Mange af årene har hun solgt sine populære æg til kendte restauranter, og hun har formet smukke vaser med skytsengle og blomsterpiger. I dag er Randi pensionist, og hun insisterer på kun at lave noget, hun synes, er sjovt.
Med bare 14 somre bag sig stod Randi Jensen en dag på sine forældres stuegulv. På fjernsynsskærmen foran hende flimrede der billeder forbi af en keramiker, der sad ved sin drejeskive og formede ler. I Randis hoved kørte der nu kun én tanke: ’Det der, det vil jeg bare.’
Tre år senere gik hun i Faaborgs gader og kom tilfældigvis forbi Konservesgården. Bag ruderne til Poul Havgaards værksted fik Randi øje på Poul, der sad og drejede.
– Jeg gik ind til Poul og spurgte, om jeg måtte komme ind og lære det. Jeg endte med at være i lære hos ham et lille års tid, og derefter hjalp han mig videre til en ny læreplads.
Efter tre års tid i lære på mindre keramik-værksteder, startede Randi sit eget værksted op i forældrenes renoverede grisestald i Korinth. Eller, som hun selv udtrykker det, hun gik i lære hos sig selv. Senere lejede hun sig ind i Konservesgården, i de samme lokaler, hvor Poul Havgaard havde introduceret hende til faget.
Æg i lange baner
De første mange år som selvstændig lavede Randi forskelligt drejet brugskunst i lertøj, brændt ved 1000 grader. Senere gik produktionen over til stenlertøj, som brændes ved 1200 grader og dermed er mere holdbar og også tåler opvaskemaskine.
Men en dag for 25 år siden fik Randi kontakt til den franske kok på Falsled Kro. Deres levering af vagtel-inspirerede serveringsæg fra Frankrig var stoppet, og nu skulle Randi overtage produktionen.
Æggene skulle støbes, ikke drejes. En helt ny arbejdsform for Randi, der nu måtte tænke i nye baner. Sammen med sin mand Henrik lavede hun nogle gipsforme til at støbe æggene i.
– Jeg har leveret mine æg til mange kendte restauranter: Noma, Kong Hans, Nimb, Falsled Kro. De franske kokke kender allesammen hinanden, og rygtet rendte hurtigt. Kokkene serverer deres aperitif i mine æg – små røgede æg ovenpå lidt halm. Æggene har været fundamentet, det, der gav os rugbrød på bordet.
Gennem tiden har æggene også været populære i butikken, hvor de findes i mange størrelser og farver og som æggeskåle.
Ændrede pensionist-planer
Bestillingsvarer og bestillinger med personlige ønsker var noget af det, der stressede Randi. Hun så derfor frem til en mere rolig pensionisttilværelse, hvor hun kunne skabe lige nøjagtigt det, hun måtte have lyst til. Men kort inden hun nåede pensionistalderen, blev hendes familie hårdt presset fra flere sider.
– I et tidsrum på to år blev min mand syg, vores søn blev syg, og vores hus brændte ned. Det var virkelig en stresset periode. Heldigvis er vores søn rask igen, det går godt med Henrik, og huset er blevet totalrenoveret. Det betyder meget for os at kunne blive i huset, hvor vi har boet i over 40 år, men med hus og 500 kvm have er der nok at se til, fortæller Randi.
Vintertid er kreativ tid
Pensionisten Randi arbejder kun med sit stenlertøj om vinteren. I værkstedet, der ligger i forlængelse af huset, finder hun en ro i sin keramik.
– Jeg elsker at komme i værkstedet. Her kan jeg høre P1 og glemme tiden. Det er som at komme tilbage til mit gamle liv. Men nu er jeg pensionist, og jeg vil kun lave noget, der er sjovt. I et halvt havde jeg været klar over, at jeg skulle have gang i noget nyt.
I år havde Randi den helt rigtige idé til en ny produktion. Glade fantasi-fisk, kalder hun dem, og med deres ekstra brænding med lystre-glasur skinner fiskene perlemorsagtigt, mens de vrider sig og slår et lille slag med halen, som var de netop halet op fra havet.
– Jeg så nogle fisk på en væg, og pludselig vidste jeg, hvordan mine fisk skulle se ud. Det er rent håndarbejde, hvor jeg modellerer dem op fra bunden. Og så er det op til fiskens ejer at bestemme arten. Rødspætten er selvfølgelig en rødspætte, men de andre er mere fantasi. Måske lidt makrel-lignende. Andre har ment, at det er ørreder.
Butikken i Østerbrogade gemmer sig bag den gule facade med den kamtakkede gavl, hvor den har ligget siden 1976. I december måned holder Randi Potter åben hver lørdag fra 10 – 15.