Af Anne Kruse
Mads Hermann var 14 dage gammel da han første gang var med mor og far til håndbold i Svanningehallen. Her på det blanke gulv under det buede træloft blev sporene for en fremtidig dommer-karriere lagt ud. I dag dømmer han på fjerde år kampe i ligaen og i de europæiske turneringer. Hans eget mål er, at kunne stå i håndbold-arenaen ved næste Champions League, OL og VM.
I alle Mads Hermanns 32 år har Svanninge været hjemmebane. Et godt stenkast fra Svanningehallen har han slået sig ned som voksen med kæreste, to børn og en karriere som håndbolddommer. En passion der kræver godt 30 timer om ugen udover et fuldtidslederjob i en el-grossist virksomhed i Odense. I sin ungdom blev han hentet til Faaborg som divisionsspiller og efter en meniskskade i knæet begyndte dommer-funktionen at tage form.
– Fra jeg var syv år gammel var jeg med min far ude om aftenen og i weekenderne og se ham dømme håndboldkampe, så det var naturligt at prøve at gå den vej. Efter jeg blev opereret i knæet fik jeg også en længere periode, hvor jeg ikke kunne spille. Så for at blive ved med, at være en del af kulturen og det sociale liv begyndte jeg at gå i dommer-retningen, fortæller Mads Hermann der dagen forinden, jeg møder ham, har været ude at dømme semifinalen i DM for herrer i Skjern. Ambitionerne om hele tiden at klatre et trin højere op har indtil videre båret frugt.
– Det er en lang vej man begiver sig ud på som dommer. Både for at blive accepteret og hele tiden blive bedre. Min meddommer og jeg går hele tiden steppet op. Det mest spændende punkt i min karriere som dommer var i 2016 hvor vi fik lov at dømme EM finalen i U20 i Kolding. På det stadie vi er på nu, vil det ypperligste være nogle af de store kampe indenfor Champions League. Næste step hedder IHF (International Handball Federation) hvor vi er berettiget til at dømme VM og OL.
Vejen til tops som håndbolddommer kræver god kondition som testes fire gange om året med løb og to gange årligt skal han bevise, at han kan reglerne til punkt og prikke.
– Det fysiske kan man træne sig op til, men der er alt det psykiske. Dommerfunktionen er et udskældt erhverv, og det er også derfor, at så mange falder fra. Det er ikke altid sjovt at rende rundt derinde. Håndbold er tillige baseret på en masse store og kendte personligheder, som alle sammen skal tackles forskelligt.
Har du nogensinde overvejet at holde op som dommer?
– Ja, mange gange. Især i det første år i ligaen var det svært. Det er svært at komme ind som ny og begynde at klatre op ad stigen og få vist sin personlighed. Når man kommer ud til en håndboldkamp som helt ny dommer på højt niveau, er der stort set ingen accept fra folk. Hverken fra træner, tilskuere eller spillere. De er i bund og grund ligeglade med dig. De har ikke den respekt der skal til. Men nu har vi været med i ligaen i fire år. Nu kender de os og ved hvad vi står for. Nu har vi opbygget en tillid.
Et gladere og bedre menneske
Sammen med den gensidige respekt fra spillerne må det være glæden ved selve spillet der, trods alle timerne væk fra familien, fastholder dommeren fra Svanninge. Men hvordan beskriver Mads Herman selv den lidenskab der omkranser en håndboldkamp med titler på spil?
– Til semifinalen i DM for herrer kommer jeg ind i en propfyldt hal i Skjern Bank Arena. Der er den her intensitet, den her nerve som er helt unik. Musikken spiller, alle er glade. Spillerne har trukket sig ind i sig selv. Jeg får selv sommerfugle i maven. En indre spænding der helst ikke skal slippe ud. Så jeg har en facade bygget op, fortæller Mads Hermann og understreger hvad en håndboldkamp gør af gode ting for ham
– – Den giver mig adrenalin og en selvtilfredshed som jeg kan føre videre. Efter en kamp har jeg ekstra overskud. Ekstra endorfin til at være sammen med mine børn. Og virkelig glæde mig til at komme hjem. Så er jeg tilstede 110 procent i stedet for 50 procent.
Selvom en hverdag som dommer på højt niveau byder på mange rejser, masser af publikummer og store håndbold-personligheder, så bliver kontrasten mellem at være hjemme i trygge Svanninge og kampene i Danmark og resten af Europa aldrig helt nem at vende sig til.
– Kontrasten er stor, når jeg går fra at være hjemme i haven og lege med ungerne i weekenden og så lige pludselig stå i en hal med 5-8000 tilskuere, der i bund og grund ikke kan lide en. Det er en kontrast at komme fra en masse kærlighed derhjemme og så ud til en flok mennesker, der egentlig ikke bryder sig om en. Men de ved at man SKAL være der.
Mit andet hjem
Mads Hermann fortæller om sin dommerkarriere i den hal hvor hele håndboldverdenen foldede sig ud. Den hal hvor hans forældre var aktive siden 1984 og som på en naturlig måde var der hvor mange eftermiddage, aftener og weekender blev brugt. Her var der ingen mor eller far med høje forventninger, kun opbakning og støtte hele håndbold-vejen igennem. Legen og glæden ved spillet sammen med vennerne var nøgleordene. Et pusterum. Hallen er på en eller anden måde også gået Mads Hermann i blodet, for ofte går de ugentlige løbeture et smut forbi Svanningehallen uden noget egentlig formål.
– Hallen har jo været mit andet hjem. Lugten er her stadig. Den her duft af hal, af sport, af nostalgi. Jeg nyder at være her. Der er sjæl i den her hal. Den giver mig ro.