De entreprenante unge mennesker bag ungdomsgruppen Helios Cinemates står bag en uhyggelig event, der løber af stablen fredag d. 26. oktober.
Fredag er nemlig dagen, hvor du kan komme i biografen og se filmen “Halloween – maskernes nat” – hvis du tør….
Det er ikke kun selve filmen, der skaber gru og gys denne aften, for forud for filmen har ungdomsgruppen planlagt en uhyggelig og bloddryppende event fra kl. ca. 18.30, og indtil der blændes op for uhyggen i biografsædets mørke.
Således vil syv zombier fra Halloween Sydfyn dukke op fra deres grave og gå rundt i byens gader for at sprede skræk og rædsel – og naturligvis for at lokke folk med ned til Helios-Teatret, der i dagens anledning vil være pyntet op med masser af halloween-stemning, gys og gru.
Café Soze byder på blodige drinks, og der trækkes lod på billetterne om goodie bags med gaver fra byens forretninger.
Der er altså al mulig god grund til at vente med at se filmen til fredag 26. oktober, hvor der således både er bonus-oplevelser inden filmen med gode chancer for at blive sat i den helt rette stemning – og for at vinde en flot præmie.
I filmen venter det endelige opgør mellem Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) og psykopaten med den hvide maske, Michael Myers, hvis første blodige møde var for 40 år siden i John Carpenters gyser-klassiker “Halloween“, og det er ikke for sarte sjæle…