Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup

Grands Vin

Byen Bjerne gør ikke meget væsen af sig. Men skråt overfor et nedrivningsværdigt forladt hus ligger en stor gård, og i den ene længe foregår der noget ganske usædvanligt for byen. Herinde forvandler Helle og Sofie Grand nemlig solbær til en rosévin, der imponerer restauratører i hele landet. Opskriften på vinen er nedarvet gennem generationer – og ganske hemmelig.

- Annonce -

Efter at være vokset op med bedsteforældrenes vin på bordene ved enhver lejlighed besluttede den 25-årige Sofie Grand i 2015 at starte en vinproduktion brygget efter den gamle opskrift.

– I min familie har vi altid lavet alting selv, lige fra grøntsager og kød til vin. En dag nævnte jeg for min mor, at det kunne være sjovt at sætte en produktion i gang. Min mor var med på idéen og vi var enige om at gøre det. Vi kunne se et kæmpe potentiale, fortæller den unge iværksætter.

Samme år var de første flasker solbærrosé klar, men nogen succes blev det ikke.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke vidste en skid, hverken om bekendtgørelser eller samarbejdskontrakter. Og så smagte det første batch forfærdeligt, og jeg måtte hælde alle 1.000 liter ud. Så måtte jeg have min mor til at hjælpe mig med at lave noget vin, der kunne sælges, fortæller Sofie Grand.

I 2017 forlod Sofie både Aarhus og sin uddannelse i medicin med industriel specialisering. Hun slog sig ned i København, og samtidig med købte mor Helle sig ind i virksomheden, og produktionen blev flyttet til gården i Bjerne.

– Min hidtidige samarbejdspartner var en opstartsmand, og det var meget naturligt, at han forlod virksomheden på det tidspunkt. Nu samarbejder jeg med min mor, og det har jo rykket lidt ved rollerne i vores almindelige relation. Helle varetager al produktionen, og jeg klarer alt det øvrige. Fra min uddannelse har jeg en naturlig interesse for biologiske processer, gæringen og det kemiske – alle nørderierne, fortæller vinproducenten.

Her på tredje år løber virksomheden rundt, selvom de fortsat ikke kan trække løn ud til sig selv. Erfaringen viser, at det i denne branchen tager omkring 6-8 år, inden det kommer til at løbe rundt.

– Vi ser det som en hobby, selvom vi arbejder fuld tid i virksomheden. Men vi glæder os over, at vi er kommet over den største hurdle. Der har været store udfordringer, men vi er godt på vej, fortæller Helle Grand.

Lokalt input og output

I år er Jacob Jepsen kommet med i virksomheder som salgsansvarlig. Han har et stort netværk og kan supplere de øvrige talenter og evner i den lille virksomhed, der i 2018 regner med at afsætte mindst 2.500 flasker af deres rosévin.

– Vi skal have en rigtig salgsstrategi for et så relativt lille batch. Vi har et unikt produkt, og vi vil gerne afsætte det her på Fyn. Der er jo her, at historien er, fortæller Jacob Jepsen.

Alle solbær kommer fra en plantage i Voldtofte. Fra den samme mark, som bedsteforældrene tilbage i 1966 fik deres solbær fra. Og vinen er brygget efter samme opskrift.

– Vi er fokuseret på at støtte de lokale bæravlere, og så er der en god historie bag bærrene. Vi forsøger at indkøbe lokale og danske varer, ligesom vi gerne vil afsætte den færdige vin lokalt, fortæller Sofie Grand.

På samme måde som bedstemoren gjorde det på, lægges alle bærrene på frost, og på den måde kan de producere frisk vin året rundt. Hos de lokale bliver den friske vin taget godt imod.

– Vi havde en vinbar på Heartland, hvor vi solgte 500 liter vin. Og så har vi indgået en samarbejdsaftale med Hotel Faaborg Fjord, der forhandler vores rosévin, fortæller Sofie.

Sofie Grand stiller store krav til sine samarbejdspartnere. De skal have nogle gode værdier.

– Som noget nyt har vi indgået et samarbejde med Røgericaféen, og jeg glæder mig vildt til at samarbejde med Line, hun er så sej. Og så er vi enige om, at det er nemmere at sælge et produkt med en lokal historie, så der ligesom er et tilhørsforhold, fortæller Sofie.

Grands Vin har allerede planer om flere tiltag, som fx lagring af vinen på træfade og årgangsvine, og så drømmer de om en årlig produktion på 10.000 flasker.