Camilla Aaen Olesen i Taiwan. Foto: Faaborg Rotary

Faaborg Rotary Klub tilbyder et års udlandsophold til unge mennesker og det er ved at være sidste frist for ansøgninger.

Jens Møller fra Faaborg Rotary Klub oplyser, at klubben hvert år arrangerer udsendelsen af en udvekslingsstudent i alderen 15-17 år fra Faaborg-området til et oversøisk land.

De seneste år har klubben haft udvekslingsstudenter i Brasilien, Australien, USA, Taiwan, Canada og USA. I dette skoleår er Camilla Aaen Olesen i Taiwan, og efter sommerferien rejser Lukas Longfors Hansen til USA.

Formålet med Rotarys udvekslingsprogram er at fremme international forståelse og give de unge mennesker oplevelser for livet.

- Annonce -

Rotary udsender unge mennesker, som typisk har afsluttet 9. eller 10. klasse eller 1. år i gymnasiet.

Lukas Longfors Hansen, der efter sommerferien rejser afsted. Foto: Faaborg Rotary Klub

Udvekslingsstudenten vil i udlandet komme til at gå i skole svarende til det danske gymnasium. Man kommer til at gå i den samme skole i hele skoleåret.

Jens Møller oplyser, at det ikke er nødvendigt at have nogen relation til Rotary for at komme i betragtning som udvekslingsstudent. Alle kan søge, og det vigtigste er, at man er åben for nye indtryk og interesseret i andre lande og deres levevis. Og man skal selvfølgelig være en god repræsentant for Faaborg og Danmark.

Udvekslingsstudenten vil typisk bo hos tre forskellige private værtsfamilier i den samme by i løbet af året, hvilket betyder, at man vil få et indtryk af forskellige familiers levevis. Desuden bliver man tilknyttet den lokale Rotary klub, som er vært for udvekslingsstudenten, og som fungerer som støtte og sikkerhed for det unge menneske.

Et års udvekslingsophold bliver en oplevelse for livet. Man oplever skolegang og levevis i et andet land og får styrket sine sprogkundskaber. Endvidere får de unge mennesker venner i deres nye land og knytter bånd til hele verden, da man også møder udvekslingsstudenter fra mange andre lande, og ofte bliver det til livslange venskaber.

Mange unge kommer afsted

Rotary i Danmark udsender hvert år omkring 200 unge mennesker og er dermed en af Danmarks største udvekslingsorganisationer. Rotarys udvekslingsprogram er i flere år af brugerne kåret som det bedste i Danmark.

Samtidig er Rotary den billigste udvekslingsorganisation, fordi Rotary er en non-profit organisation, og udvekslingsprogrammet er støttet af Rotary, forklarer Jens Møller. Endvidere arbejder alle i Rotary for udvekslingsprogrammet på frivillig basis og uden løn. Værtsfamilierne er udpeget af Rotary og modtager heller ikke betaling for at være værtsfamilie. Man er udelukkende værtsfamilier, fordi man er interesserede i det internationale udvekslingsarbejde for de unge, og det giver ekstra sikkerhed for et godt ophold for udvekslingsstudenten.

Den endelige ansøgningsfrist for at få chancen for et spændende år i udlandet i skoleåret 2018/2019 er den 10. august i år. Hvis man ønsker yderligere oplysninger eller er interesseret i et udvekslingsophold, kan man kontakte Jens Møller på telefon 20661101. Man kan også læse mere på hjemmesiden http://www.rotary-yep.dk