Et par minutters kørsel fra Faaborg i retning mod Diernæs ligger et stykke unikt danmarkshistorie. Danmarks ældst fungerende vandmølle – Kaleko Mølle.

Vandmøllen der er en del af Øhavsmuseet, bliver i dag drevet af frivillige kræfter.
Cirka 15 mænd og kvinder i og over pensionsalderen der står for rengøring, kustodearbejde, og som sørger for at alle gæster, får en god oplevelse.

- Annonce -

Gæsterne er der nemlig mange af.
Sidste år besøgte cirka 3500 turister og lokale vandmøllen i sommermånederne.

Den onsdag formiddag vi kiggede forbi, var de mange hænder i fuld gang med at klargøre turistattraktionen til den forestående sæson, der starter den 30. juni, men med en lille tyvstart den 17. juni, hvor det er Dansk Mølledag 2018.

Alle møbler, redskaber og andre udstillingsgenstande har været dækket over med lagner, duge og skjorter, siden døren til møllerhuset blev lukket for vinteren i august sidste år.

– Vi har fundet ud af, at det er nemmere at dække tingene af, når sæsonen slutter, i stedet for at skulle støve det hele af, når vi skal lukker op igen, fortæller 85-årige Ida Rasmussen.

Hun er en del af frivillig-hæren på Kaleko og i øvrigt også initiativtager til ordningen med de frivillige mølle-passere.

Ida Rasmussen og Tove Lind i gang med at fjerne de lagner der har beskyttet figurerne vinteren igennem.

– Jeg var for år tilbage ansat som lønnet kustode herude, men en dag var der ikke penge til det mere, og Øhavsmuseet ville gøre stedet til et museum, der kun kunne ses udefra, men den gik altså ikke. Så samlede jeg en flok, og spurgte om vi ikke skulle stå for pasningen og driften af møllen. Der var fuld opbakning, og museet syntes også om idéen, så sådan blev det, forklarer Ida Rasmussen, mens endnu et lagen bliver trukket af et bord i møllerstuen.

Rigtig mange kender Kaleko Møllen som kulisse i julekalenderen med Nissebanden, der for første gang blev vist på tv i 1984, og siden har rullet over skærmen flere gange, hver gang med fornyet interesse for nisseboet i Kaleko.

– I 2015 var det helt vildt, fortæller Tissel Lund-Jacobsen fra Øhavsmuseet.
Her viste DR igen Nissebanden, og vi tænkte, at det kunne være hyggeligt at åbne vandmøllen i en weekend, så vi kunne vise den til de nye seere af julekalenderen.
Det endte i trafik- og parkeringskaos i hele området omkring møllen og hele 13.000 gæster på EN weekend, husker hun.

Der er mere stille på denne solrige junidag, hvor forvalter Klement Bornebusch arbejder på at få det ene af de to store møllehjul til at dreje rundt. Strømmen og vandmængden i Mølledammen er ikke længere så kraftig, at den af egen kraft kan få hjulene til at snurre, og derfor må en elektrisk vandpumpe hjælpe lidt til, og efter lidt asen, masen og skubben kører det ene hjul også igen til ære for dagens gæster.

Klement Bornebusch måtte have gang i en jernstang for at skubbe gang i vandhjulet igen.

I møllerstuen har, Ida Rasmussen og Tove Lind, befriet to livagtige dukker fra deres vinterdækken i form af et sæt tunge lagner.

– Det er møllerparret. De to dukker er der mange lokale, der husker fra deres besøg med skolen her. De har siddet her i 60-70 år, og kan godt virke skræmmende på de yngre gæster, så mange kan huske, at de i deres barndom har fået et chok, da de trådte ind i stuen, fortæller Ida Rasmussen.

Hun har også et særligt ritual, når hun hver morgen i sommersæsonen åbner døren ind til rummet.

– Man skal huske at sige god morgen til møllerparret, ellers kan de finde på at drille.
Mølleren smider nogle gange sin pibe på gulvet, når han bliver sur, og møllerfruen kan sågar finde på at tabe begge fødder på gulvet, hvis vi ikke husker at hilse på, fortæller kustoden.

Mølleren kan have sin egen vilje, hvis han ikke får sin morgenhilsen.

Kaleko Mølle holder åbnet fra kl. 10-15 søndag den 17. juni og åbner for sæsonen den 30. juni.

Har du selv lyst til at blive en del af holdet af frivillige omkring Kaleko Mølle, så kan du tage kontakt til Øhavsmuseet eller en af de frivillige i møllens åbningstid og høre mere.

Det sociale samvær er også en stor del af det at være frivillig på Kaleko Mølle. Her nyder Bodil Mortensen, Margit Berthelsen og Ida Rasmussen formiddagskaffen foran møllen.