På Værkmestervej i Faaborg knokler to selvstændige iværksættere for at reparere vores elektronik.
De sidste tre år har 30-årige Jack Ingildsen taget sig kærligt af knuste skærme og defekte mobiltelefoner i firmaet Jack & Phones, og det er kun gået en vej for den ihærdige selvlærte mobilrep’er.
– Der er rigtig god opbakning til min lille butik, og kunderne kommer igen, så jeg er godt tilfreds, fortæller Jack Ingildsen fra sin plads ved skrivebordet, fyldt op med skærme og reservedele til stort set enhver tænkelig mobiltelefon.
Et andet sted i bygningen er 34-årige Thorbjørn Wessel Fyhn flyttet ind, og har startet virksomheden Wessel IT.
Han har tidligere været ansat hos Skako som montør, men det satte en dårlig skulder en stopper for. Så lægen sendte ham i retningen af et nyt job.
– Jeg fik besked på, at finde et job der ikke var så fysisk krævende, og da jeg altid har interesseret mig for IT, og tidligere været ansat hos computerfirmaet Pro Consult i Odense, følte jeg at det var tiden til at springe ud som selvstændig.
Da Jack Ingildsen læste om Wessel IT på facebook, ringede han straks til Thorbjørn, og spurgte om han ikke ville flytte ind på Værkmestervej. Der er nemlig ofte kunder, der også kommer med deres IT-problemer til Jack, men her han hidtil måtte melde pas, men med Thorbjørn i baglokalet kan han nu sende dem videre til en hjælpende hånd.
– Det har fungeret rigtig godt. Efter en stille start er der ved at være godt gang i tingene ,fortæller Thorbjørn, mens hans peger på syv computere, der står adskilte på bordet bag ham.
Det er hovedsageligt reperationer, computeroptimering og fjernelse af virus, som fylder i ordrebogen hos byens nye pc-mand.
– Mange døjer med en langsom computer på grund af problemer med for eksempel Windows-opdateringer eller gamle harddiske, så de opgaver har jeg en del af, ligesom jeg gerne hjælper med at finde den rigtige computer eller det rigtige udstyr, folk har brug for, slutter Thorbjørn Wessel Fyhn.