Fredag udkom bogen ”Afklædt” fra årets forfatterhold på Faaborg-Midtfyn Ungdomsskole.
Bogen tager udgangspunkt i temaet fremtid, og indeholder et væld af personlige, rå og stærke tekster og illustrationer.
Samlingen indeholder alt fra haikudigte til romanuddrag, der alle er blevet til i løbet af efteråret og foråret på Ungdomshuset i Faaborg.
Borgmester Hans Stavnsager åbnede udstillingen med rosende ord om de modige unge, der netop, som bogens titel antyder, “afklæder” sig selv.
I et interview med Det Rigtige Faaborg har to af forfatterene Benjamin Cilleborg og Frederikke Malling Hansen tidligere fortalt om det skræmmende ved at dele sin inderste tanker med andre, som det sker, når man sætter sine tanker på papir.
I alt har fem lokale unge bidraget med tekster til bogen.
Fredagens boglancering bød også på oplæsning og udstilling af bogens billeder, som Ida Lejre Dyreborg har stået for.