Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Jørn Ungstrup
Et levet liv
Mange drømmer om at bryde med traditioner, normer og forventninger, om at følge sine lyster og interesser. Her kan du møde et ægtepar, der aldrig har holdt sig tilbage og den dag i dag stadig ikke lader sig begrænse.
Folk i Faldsled kender Ebbe og Signe Toldstrup fra deres mere end tyve år som bestyrere på Faldsled Strand Camping. Eller også har de bemærket Signe, når hun er kommet cyklende med sit farvestrålende orangerøde hår. Eller også har de hørt anekdoter, fra da ægteparret var med til at bygge et stålvalseværk i Østtyskland, eller de været modtagere af nogle af de flere tons appelsiner, som ægteparret har fragtet hjem fra Spanien gennem tiden.
Intet er som normalt, når man træder ind på grunden, der tilhører Ebbe og Signe Toldstrup. I haven ligger et shelter, en solsikkemark og skelettet til en tipi. Træerne er kunstfærdigt pyntet med pil og formet som fugle, og den indianske inspiration træder tydeligt frem.
Indenfor er den gode anderledeshed også fremherskende, med hjemmegarvede ræveskind, der er blevet til puder, tasker og benvarmere. Selve huset er en gammel grisestald, de selv har designet og bygget om til et hjem, der passer til netop dem.
– Huset er bygget meget ud i ét, så det ikke kommer til at virke for stort den dag, hvor der kun er den ene af os, der skal bo her, fortæller Signe.
Et liv bag jerntæppet
I 1971 mødte Ebbe og Signe hinanden. Forinden havde de begge været meget i udlandet, og det skulle de fortsætte med. For Ebbe tog arbejde på Thulebasen og vendte først hjem til Signe fem år senere. Signe tilbragte en del af ventetiden som ung pige i huset i USA, hun ville nemlig lære at tale engelsk.
Forenet på dansk jord, besluttede parret i 1976 at flytte til Østtyskland. Ebbe havde fået arbejde som lagerchef i en byggelejr i Brandenburg, hvor de skulle opføre et stålvalseværk, der kunne forvandle jernbjælker til pigtråd. Signe blev ’medfølgende hustru’, men skaffede sig hurtigt et job.
– Jeg passede opvasken i kantinen og gjorde rent efter håndværkere etc., og så kørte jeg vognen med kaffe og håndmadder rundt på byggepladsen. Her kunne jeg følge med i byggeriet, og det var meget spændende. Der var arbejdere fra andre lande, som ikke var en del af vores overenskomst og dermed kaffevognen, og hvis der var noget til overs, så skulle i bare se, hvor hurtigt de jugoslaviske arbejdere kunne glide ned ad stilladset og løbe hen til vognen, fortæller Signe.
I Østtyskland lærte de både sproget og noget om kulturen. De fik et såkaldt grüne Anlage i passet og kunne dermed køre udenfor korridorerne. De oplevede ofte at blive stoppet af politiet, som dog måtte lade dem køre igen – efter en vis betaling naturligvis.
– Korruptionen fejlede bestemt ikke noget. Og ingen, der har oplevet kommunismen, vil nogensinde ønske sig et sådan styre. Alt initiativ blev slået ned, med mindre det handlede om borgernes egne køkkenhaver, fortæller Ebbe.
I 1980 returnerede parret til Danmark. I deres jobansøgninger skrev de, at de havde erfaring fra Østtyskland, og de fik afslag på alle ansøgninger.
– De må have troet vi var kommunister, men det er der ingen, der har levet i Østtyskland, der er, det kan jeg garantere for, fortsætter Ebbe.
Fra stålvalseværk til Faldsled Strand Camping
Parret fik den idé ikke at skrive noget om årene i Østtyskland i deres ansøgninger, og i 1982 fik de begge job som bestyrere af campingpladsen i Faldsled.
– Godsejeren fra Stensgaard spurgte, om vi var vant til campinglivet, men vi havde aldrig camperet, fortæller Signe, vi gjorde det bare.
De tiltrådte jobbet og boede på campingpladsen hver sommeren, servicerede gæster, passede pladsen og lavede regnskaber.
– Det var en sjov tid, mindes Signe og fortsætter, vi refererede direkte til godsforvalter Bastrup, og det var en fornøjelse at arbejde for Stensgaard.
Hvert efterår kørte de ned til deres hus i Spanien og blev der til næste forår.
– Det passede med, at appelsinerne i haven var modne, når vi skulle tilbage til Danmark. Så vi fyldte en buggytrailer og tog appelsinerne med og delte ud til alle, vi kender, fortæller Ebbe.
Parret bestyrede campingpladsen i 21 år frem til 2002, hvor Ebbe gik på efterløn, og Signe tog arbejde som cyklende hjemmehjælper i Faaborg.
Et roligere pensionistliv – og dog
I 2012 gik Signe på pension, og ægteparret kunne have lænet sig tilbage i et hus, der er betalt ud. Men i tråd med deres arbejdende liv, så er der alt andet end normalt og kedeligt i Ebbe og Signes hverdag. Igennem flere år har de haft børnebørn boende i huset. Ebbes datter er nemlig bosat i Spanien, og hendes ældste piger ønskede at studere i Danmark.
– Det har været rart at have pigerne boende og lære dem godt at kende, fortæller Signe og tilføjer, man får kørt virkelig mange kilometer, når man bor i Faldsled og har teenagepiger i huset.
Det er ikke kun børnebørnene, der holder ægteparret i gang. Deres to store hunde skal luftes og aktiveres dagligt, haven med de mange kvadratmetre skal plejes og passes, og når vejr og helbred tillader det, så sover Signe gerne udenfor i tipien.
– Jeg har altid været fascineret af indianere. Lige fra barns ben. Jeg er med i dansk indiansk forening, og vi har som familie ofte været på sommerlejr på Røsnæs. Her boede vi i telt, lavede mad over bål og svedte i svedehytter. Jeg elsker indianernes historie, deres måde at tænke på og deres respekt for naturen.
Ebbe føler ikke samme trang til udeliv, og bliver indendørs og i nærheden af badeværelset, som han udtrykker det. Han gør status over et levet liv:
– Vi havde det mål at være gældfrie som ældre, og det mål har vi indfriet. Vi er frie mennesker, der lever af to folkepensioner. Vi er taknemmelige for hverdagen og tilfredse med livet. Det har sgu ikke været kedeligt, afslutter Ebbe.
