Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Privat
I 1983 lander en munter københavner med talegaverne i orden i Faaborg, og straks efter begynder han at sætte sit præg på byen. Med sin let reserverede humor og sit energisk væsen skaber han hurtigt både en stor omgangskreds, gode venner og familie, og så er han én af dem, der ikke kan lade være med at blande sig – hverken når det handler om frivilligt foreningsliv eller lokalpolitik. Mød Bjarne Herhold, der netop er fyldt 75 år.
– Jeg holder meget af Faaborg. Faktisk holder jeg næsten lige så meget af Faaborg, som jeg holder af mig selv.
De fleste, der kender Bjarne Herhold, vil ikke være overraskede over hans umiddelbart selvglade udtalelser, for Bjarne er en mand med store armbevægelser og med ordet i sin magt. Det er på samme let skrydende vis, at han også for mange år tilbage navngav sig selv med kælenavnet Haltefanden, der hentyder til bentøjet, der ikke er alt for godt længere.
Men bag det ironiske ydre gemmer sig også en ydmyg mand, der trods svære startbetingelser har lært at overkomme og elske livet og vigtigst af alt – elske sig selv.
FRA KØBENHAVN TIL SYDFYN
Interviewet med Bjarne foregår naturligvis på Blækhuset, der fungerer som hans anden dagligstue. Med et enkelt nik mod baren, ved den unge mand bag disken, at det er rødvin, der skal fyldes i glasset, og så er vi klar til at få fortællingen om københavneren, der indtog Faaborg med humor, holdninger og halten.
Bjarne har boet i både Farum, Roskilde og Hillerød, men i 1983 følte han sig færdig med København og ville prøve noget nyt.
– Jeg havde besøgt Faaborg jævnligt siden 70 og havde derfor en del bekendte i byen. Én af dem sagde: “Du kan bo hos mig, hvis du er træt af København.” Så boede jeg seks måneder i Korinth, indtil jeg mødte en kvinde, som jeg flyttede sammen med i Dyreborg, fortæller Bjarne Herhold.
Det var let for Bjarne at integrere sig i byen, for han har let ved at lære nye mennesker at kende. I Dyreborg var det gerne over en øl på havnen, og senere på Oasen, som han dengang var med til at indrette.
– Jeg har altid holdt af atmosfæren på værtshuse. Det er så hyggeligt at spille billard, læse avisen eller diskutere med de andre. I starten af 1985 begyndte jeg at komme her på Blækhuset, og nu er jeg her mere eller mindre dagligt, nogle gange endda to gange om dagen, siger Bjarne Herhold.
Mens samtalen i de yngre dage drejede sig om højaktuelle emner, og damer naturligvis, så er der med årene kommet mere snak om sygdomme og medicin. Så kommer Bjarne gerne med en ironisk bemærkning for at ændre samtaleemnet, for han kan godt lide at snakke om noget, der kan udvide hans horisont.
– Med fyraftensflokken, som er dem, der kommer herinde om eftermiddagen, drøfter vi gerne et politisk emne eller mere seriøse emner. Og med min gode ven, Kim Laue, der vender vi nogle emner privat, som ikke tåler offentligheden. Han er en god sparringsmakker, siger Bjarne Herhold.
ET BROGET ARBEJDSLIV
I København arbejdede Bjarne som selvstændig annoncesælger, og da jobbet foregik over telefonen, kunne han tage det med til Faaborg. Senere forsøgte han at opstarte et lokalt reklamebureau, de kaldte ‘Idé-drengene’, sammen med Villy Johansen.
– Villy var den kreative, og jeg kunne skrive tekster. Men det blev ingen succes, da mange af butikker var med i kæder, som havde deres egne reklamebureauer, forklarer Bjarne Herhold.
Men det tog ikke modet fra den driftige mand, og gennem sit selvstændige virke har Bjarne solgt alt muligt, lige fra træsko og thai-krukker og alt derimellem.
I en lang årrække fra 1990 og frem var den dygtige sælger også eventkoordinator for Faaborg Handelstandsforening, hvor han bl.a. sammen med byens bilforhandlere, skabte Faaborg Forårsmesse og stod for for markedsføring og salg af stande.
– Men i 1997 fik jeg kontakt til Elmerdahl Bureauerne, som spurgte, om jeg ikke ville arbejde der. Jeg kunne komme, som jeg ville, og det endte med, at jeg blev grebet af det og kom til at arbejde der på fuld tid, siger Bjarne Herhold.
Hos Elmerdahl Bureauerne var Bjarne med til at arrangere festivaller, firmafester og private fester, og så var han med fra den spæde start af Faaborg Sommerrock i 10 år, hvor han var med til at finde de store navne, samtidigt med at han fungerede som backstage-manager. Dermed var det ikke ukendt territorie, han begav sig ind på, når han involverede sig i frivilligt arbejde, hvor han bl.a. han styret arrangementet ‘Klinterock’ i otte år og var med til at opstarte konceptet ‘Musik i Gården’, der foregik i Den Voigtske Gaard.
– Jeg er altid røget ind i frivilligt arbejde, og jeg var formand for ‘Musik i Gården’ i 11 år. Nu er jeg med i bestyrelsen for Vennerne, ligesom jeg er oldermand i Faaborg Købstads Vægterlaug, men det er rent administrativt arbejde nu, siger Bjarne Herhold.
Herudover er Bjarne også kredsrepræsentant i Polioforeningen, og de mange poster betyder, at han flere gange om dagen sætter sig ved computeren og læser og sender mails eller deltager i møder.
– Jeg er god til det administrative, og jeg har problemer med ikke at engagere mig, både i kommunalpolitik og i Polioforeningen. Det kan også være, at arbejdet ved computeren er at sende en pressemeddelse afsted, måske endda én om de selvfede vægtere, griner Bjarne Herhold.
Energien synes uendelig, og den 75-årige lokalpatriot sidder nu også med i et initiativråd, der skal til at starte Faaborg Lokalråd, der har ligget lidt i dvale, op igen. Han stiller sågar op for den tværpolitiske ‘Lokallisten Faaborg-Midtfyn’, når der til november afholdes kommunalvalg.
EN HÅRD START PÅ LIVET
Blot to år gammel blev Bjarne alvorligt syg af polio. Så syg, at han måtte indlægges på børnehospitalet Fuglebakken og Blegdamshospitalet. På grund af smitterisiko og et andet pædagogisk syn på børn, blev Bjarne indlagt uden sine forældre. I det halvandet år, han var indlagt til behandling og genoptræning, måtte hans forældre besøge ham én gang om ugen. Selvom det var en voldsom oplevelse, fortsatte Bjarne i sin sædvanlige, joviale jargon.
– Hvis ikke jeg havde haft polio som barn, så var jeg ikke blevet så klog. Jeg har kæmpet mig op. Lige siden 1. klasse, gik jeg to kilometer til skole med krykker. Jeg var for stærk til at blive mobbet, og de opdagede hurtigt, at jeg var lige så fræk som de andre. Jeg var god til sport og kunne spille tennis, bordtennis og badminton med en krykke, men jeg var alligevel meget hurtig, smiler Bjarne Herhold.
På et tidspunkt opdagede medierne, at Bjarne kunne noget særligt, trods sit handicap, og han kom på forsiden af en avis, hvor han på billedet laver højdespring med krykker. Bjarne udtalte selvsikkert til avisen: “Jeg har ikke noget handicap, kun benene.”
Da tankerne nu er rettet hen på barndommen, reflekterer Bjarne på forespørgsel over, hvad de vilkår i livet har betydet for ham. Han bliver stille, nipper til rødvinen og forklarer:
– Det er måske derfor, jeg holder en facade. Jeg må beskytte mig lidt. Jeg bruger meget ironi. Ironi har jeg altid haft, og det er en måde at få folk på afstand, hvis de kommer for tæt på. De nære må gerne komme tæt på. Ellers distancerer jeg mig, og ironien er med til at gøre, at man ikke bliver betragtet som handicappet, siger Bjarne Herhold.
Hvis ikke polio havde sat en stopper for førligheden, så er Bjarne ikke i tvivl – så havde han satset på en karriere indenfor fodbold, for der er mange penge i den sport – eller måske tennis, han kommer lidt i tvivl. Selvom det ikke blev til en professionel sportskarriere, så havde Bjarne mange succesoplevelser med idræt i skoletiden.
– Jeg var altid førstevalg. For de kunne ikke tackle mig, hvis jeg først havde bolden, på grund af krykkerne, griner Bjarne Herhold.
Som 18-årig smed Bjarne helt krykkerne, men da han var 60 år, vågnede polio-virussen op fra dvale, og han måtte igen komme omkring med én krykke, senere to. I dag kører han i sin elscooter og har sine to krykstokke med bagpå.
– Nu kan jeg gå tyve meter, og det er rigeligt, for så kan jeg parkere lige udenfor Blækhuset og komme ind til min plads, og det er jeg glad for, at jeg kan, siger Bjarne Herhold.
KVINDERNE OG KÆRLIGHED
I et tidligere interview har Bjarne omtalt sig selv som ‘hele byens charlatan’, og han husker tilbage på et fuldt ud levet liv med mange gode kærlighedsrelationer. Med let opspilede øjne fortæller han om en mere kuriøs én af slagsen. Det var Randi fra Roskilde. Hun var uddannet narkosesygeplejerske, og så var hun jæger og udstoppede dyr. Hun var desværre også den jaloux type.
– Hun sagde: “Hvis du forlader mig, så bedøver jeg dig først, så skyder dig og udstopper dig.” Da jeg så var ud at rejse, skrev jeg et brev til hende, om at jeg ikke kom retur. Andet turde jeg ikke, griner Bjarne Herhold.
Relationen til den første kvinde i Faaborg var også god og resulterede i tre drenge, som Bjarne i dag har et godt forhold til, ligesom han har med sin datter, han har fra et tidligere forhold.
– Børnene kommer ofte på besøg. De kommer ikke af pligt, men fordi vi har det skideskægt sammen. Vi spiller måske backgammon og får en portvin. De er noget af det vigtigste i mit liv, og det giver en samhørighed at være sammen med dem, siger Bjarne Herhold.
Der er ingen fortrydelser, når Bjarne ser tilbage på sit liv, for han har oplevet meget, måske endda det meste, nu skal hans børn og børnebørn have gavn af ham. Men først skal de 75 år markeres, og det skal ske i ‘dagligstuen’ på Blækhuset, og det er tydeligt, at Bjarne også nærer en stor kærlighed til stedet og de mange bekendte, der omgiver ham.
Ved nabobordet opdager de, at Bjarne bliver interviewet, og så går lidt godmodige drillerier i gang: “Nu ikke noget med at blotte sig for meget. Du skal vide, Bjarne er som et løg, der skal skrælles lag for lag.” Bjarne griner, og mens den næste replik, noget med en stripperstang, flyver gennem luften, giver Bjarne et diskret nik i retning af baren, og fluks fyldes der rødvin i glasset foran ham. Sædvanligvis holder han sig til et enkelt glas, men i dag, når han nu skulle snakke så meget, måtte der et ekstra et til.
TRE SKÆVE
Min mærkeligste vane er: at jeg altid kradser mig selv på tommelfingeren. Men en anden mærkelig vane er måske også, at jeg elsker mig selv – og jeg har ingen konkurrenter.
Hvis jeg skulle tilbringe en dag i en andens liv: så ville det være en dag i en kvindes liv. Så ville jeg møde en masse mænd, og se det fra en anden vinkel. Se forkelle i måder at tænke på og se verden på.
En type, jeg let bliver fascineret af: er personer, der kan bidrage til en samtale, og ikke bare small-talker. Folk, der har lyst til at udforske og bidrage positivt, for jeg kan godt lide at få udvidet min horisont.
POLIO I DANMARK
Da Bjarne Herhold var to år, blev han ramt af polio og indlagt på hospitalet til behandling og genoptræning i mere end halvandet år. Her måtte hans forældre besøge ham én gang om ugen, og den oplevelse sidder fortsat i ham.
Til hans 75-års fødselsdag, som blev fejret den 27. februar på Blækhuset, ønskede han sig ingen gaver. Han ønskede i stedet, at folk gav en donation til Danske Hospitalsklovne:
“Jeg havde tænkt på flere organisationer, men så tænkte jeg på alle de gange, jeg var hospitalsindlagt som barn. Hvor ville det have været et friskt pust med disse klovne dengang.”
For de mange børn, der blev indlagt med polio, var det en meget svær og skræmmende tid, hvor de blev adskilt fra deres forældre i uge- eller månedsvis. Besøgene var korte, og i nogle tilfælde helt forbudte pga. smitterisiko. Derfor var ensomhed og angst en stor del af børnenes oplevelse.
Efter udskrivelsen måtte de igennem lange genoptræningsforløb, der kunne være både smertefulde og tålmodighedskrævende. Nogle børn fik skinner eller lagt i stræk for at forhindre ledskader.
Mange børn kom sig helt, men en del, herunder Bjarne Herhold, fik varige lammelser og måtte lære at leve med funktionsnedsættelser resten af livet.
• Polioepidemi i Danmark fandt sted i 1952, hvor over 7.000 personer blev smittet, og flere end 3.000 fik varige lammelser.
• Polio kunne give høj feber, muskelsmerter og lammelser, der i nogle tilfælde gjorde det umuligt at trække vejret selv. Nogle patienter måtte derfor lægges trykkammerrespiratorer (jernlunger).
• Efter introduktionen af vacciner blev polio stort set udryddet i Danmark i 1960’erne. Det sidste danske tilfælde blev registreret i 1976.
