Foreningen Faaborg Restvarer har fået en drøm opfyldt.
Den 1. maj flytter det frivillige fællesskab nemlig fra det kolde hjørne i en lagerhal på Odensevej til store lokaler midt i Faaborgs gågade, der har tre ting formand Christina Kjølby længe har eftersøgt – mere plads, varme og et toilet.
– Vi har hænderne helt oppe i øjeblikket. Nu behøver vi ikke fryse helt ind til knoglerne, når vi skal udlevere varer i de kolde måneder, og medlemmerne behøver ikke tisse bag deres biler, hvis de bliver trængende. Her er der både varmt og et toilet, fortæller Kjølby med et stort smil om læberne, mens hun viser rundt i foreningens kommende rammer, ledsaget af bassethunden Agnes.
De cirka 80 m2 der i fremtiden bliver centrum for uddelingen af overskudsvarer og social hygge ligger i kælderen under Østergade 17, hvor Film Fyn holder til i stueetagen.
– Det har længe været med i min aftenbøn at kunne tilbyde vores medlemmer et bedre sted at være, men det her er jo helt vildt. Nu får også få et rum, hvor døren kan lukkes, og der bliver en skulder at græde ud ved. Det er der brug for nogle gange, og så er det altså fedt, at vi kan skænke en kop kaffe og tilbyde lidt omsorg, forklarer formanden under omvisningen i kælderen, der også rummer et køkken, et depotrum, et kommende fællesrum til mindre sociale arrangementer og sågar en handicaplift.

Christina Kjølby har set på en del mulige tilholdssteder til foreningen, men det har været svært at få noget på plads på grund af foreningsens stramme økonomi. Det hele så dog lidt lysere ud, da Faaborg Restvarer sidste år blev tildelt et årligt tilskud på 50.000 kr. til husleje af Socialudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune. De penge bliver der bare slet ikke brug for nu, og derfor ryger de nu tilbage i kommunekassen til gavn for andre, da foreningen får de nye lokaler stillet til rådighed kvit og frit af kommunen, Faaborg Restvarer skal blot afholde forbrugsudgifterne.
– Jeg har mange gange klaget min nød til Anstina Krogh fra Socialudvalget, og hun henviste mig en dag til Preben Johansen (teamleder i afdelingen Facility Mangement), så kom der skub i tingene. Efter lidt skriveri frem og tilbage, så fik jeg en fremvisning og tænkte bare “yes”, her skal vi være, siger hun.

Inden flytingen bliver en realitet, så skal foreningens frivillige dog lige i arbejdstøjet, varsler formanden. – Der skal spartles og males, så rykker vi ind, og inviterer hele byen til en stor åbningsfest. Robins Madvogn har allerede lovet at kigge forbi med mad til vores medlemmer og frivillige, så jeg kan sgu næste ikke vente, slutter Christina Kjølby.