Det er slut for Coffee Couple i Faaborg. De slår ikke lugen op til deres bod denne sommer. De har nemlig fået “nej” af kommunen til at vende tilbage til kajkanten for at servicere lokale og turister med kaffe.
Mikkel Dalskov Larsen og Rosabella Pearl Larsen har siden 2020 nydt stor succes i Faaborg. Det hele startede med en lille campingvogn ved Havnebadet, og kulminerede sidste år med en ombygget container ved havnekajen, men nu er iværksættereventyret slut for det unge par, fortæller de selv i et opslag på Facebook.
Vi har ikke fået lov til at sælge vores Faaborg-kaffe, og uden kaffe er der ikke meget Coffee Couple tilbage. Derfor har vi måttet tage den svære beslutning ikke at være en del af havnen denne sommer, skriver parret.
Et opslag der har affødt reaktioner både i kommunalbestyrelsen og på Christiansborg.
Således skriver Lokallistens Ole Pedersen i en kommentar: “Jeg er lettere rystet skal I vide – synes klart I hører til.” Kim Aas Christensen der til daglig repræsenterer Socialdemokratiet på Christiansborg, har også reageret på meldingen fra det lokale kaffepar med en spørgende emoji: “Hvorfor må I ikke det?, undrer han sig.
Det er i det hele taget et spørgsmål, der går igen på udmeldingen fra de lokale kaffe-darlings, derfor gik vi på jagt efter svaret:
Forvaltningen har i år besluttet, at kun én bod må sælge baristakaffe – en beslutning, vi naturligvis er meget uenige i. I tre år søgte vi om at få lov til at stå på Havnen, men fik hver gang afslag. Derfor stod vi i stedet på Havnebadet i to år og på Torvet i et år, selvom det altid var Havnen, vi helst ville være en del af. Først sidste år fik vi endelig lov til at få en plads på Havnen, men nu har vi så igen fået afslag på salg af baristakaffe. Vi har søgt om at sælge is, kaffe, øl og tapas, men har fået afslag på kaffedelen, med den begrundelse at vores sortiment angiveligt overlappede med en anden bod. Det giver dog ingen mening, når vi ser, at der gennem årene har været flere andre vogne med både baristakaffe, øl og vin. Kommunen siger nu, at de, der har fået lov, har angivet kaffe som primærvare frem for sekundær vare – men ingen har ringet og spurgt ind til, hvordan vi ville sammensætte vores sortiment. Vi havde jo netop planlagt at sælge kaffe præcis som sidste år. Vi har søgt aktindsigt for at få klarhed over, hvordan disse beslutninger bliver taget, for lige nu sidder vi tilbage med en følelse af, at reglerne ikke gælder for alle på samme måde.

Hvad er jeres reaktion på afslaget fra kommunen?
Det har været enormt frustrerende at kæmpe med et bureaukrati, der ændrer regler og retningslinjer hele tiden. Vi har aldrig kunnet vide os sikre – heller ikke selvom vi tidligere har fået positive tilbagemeldinger. Mens andre har fået treårige kontrakter, har vi skullet søge fra år til år uden nogen form for sikkerhed. Det har gjort det umuligt for os at investere i bedre faciliteter og udvikle konceptet videre. Det er svært at forstå, når vi var de første til at starte en foodtruck på Havnebadet i 2020 – i hvert fald i nyere tid – og dermed var med til at bane vejen for mere liv og madoplevelser i området. Samtidig har vi brugt penge og ressourcer på alkoholbevilling og andre tilladelser, som nu føles som spildte investeringer. Vi elsker Faaborg, og vi har altid prioriteret at sælge lokale produkter. Vi ville bare skabe en hyggelig sommer sammen med andre lokale, men vi har måttet indse, at kampen mod bureaukratiet nu fylder mere end glæden ved at stå der. Derfor har vi besluttet at stoppe – og vi håber, at vores beslutning sender et signal om den uretfærdighed, vi oplever.
Er det slut med at drive kaffevogn/foodtruck efter det her?
Vi ville elske at fortsætte, men lige nu har vi brug for at tage et skridt tilbage. Det har fyldt for meget i for lang tid. Måske vender vi tilbage en dag – men ikke i år.
Hvad skal sommeren nu bruges til?
Vi håber at drive det videre senere, men vi er nødt til at have det på afstand i år, når vi ikke kan bruge sommeren i Faaborg på det. Når vi ikke kan være der, overvejer vi at tage på interrail eller bare generelt komme ud og opleve andre steder. Derefter må vi se, hvad fremtiden bringer.
Hvad er jeres bedste minde fra årene med Coffee Couple?
Der er så mange! De små øjeblikke, hvor vi har grinet med kunderne, lavet jokes og mærket den gode stemning – og så selvfølgelig de store koncerter. Jakob Sveistrup-koncerten var magisk, fordi alle trængte til fællesskab efter corona og virkelig bakkede op. Og GO GO Berlin og Nikolaj & Piloterne var også kæmpe højdepunkter. Vi har haft de fedeste somre, og vi er så taknemmelige for alle, der har bakket os op, slutter parret.