Den 1. april overdrager Lone og Torben Kjærulff nøglerne til Faaborg Camping og Pandekagehuset til Rasmus Kjærulff og Frederikke Post, der bliver de nye ejere af begge dele.

Der er nok ikke nogen tvivl om, at Lone og Torben Kjærulff, der de seneste 24 år har drevet pladsen, beholder en kopi af nøglebundtet. De fortsætter nemlig som ansatte hos de nye ejere, der også har titel af søn og svigerdatter.

– Vi er meget glade for den her løsning. Det havde været svært at skulle sælge vores livsværk til en tredjemand, så at det her kunne lade sig gøre, er helt fantastisk, fortæller Lone Kjærulff om salget til de nære familiemedlemmer.

- Annonce -

At skulle afhænde noget, man har viet sit liv til i mere end 20 år, har heller ikke været en nem beslutning, understreger Torben Kjærulff.

– Der er så mange følelser i det her. Vi vidste jo ikke, om nogle af vores børn var interesserede, da vi for første gang luftede tankerne om et salg. Vi kan jo ikke løbe fra vores dåbsattester, så noget skulle der ske inden for de næste 5-8 år. At det så allerede blev nu, og at det er vores familie der tager over, det er stort for os, siger han.

De nye ejere kender allerede hver en krog af den naturskønne campingplads, da se selv har arbejdet på pladsen igennem en årrække

Rasmus Kjærulff og Frederikke Post har dannet par i 10 år, venter deres første barn til sommer, og nu kan de så lige toppe et stort år med købet af en campingplads.

– Vi kommer begge oprindeligt fra Faaborg, og har i en lang årrække boet i Odense for at studere og arbejde, så vi ser frem til at få en tilværelse tættere på vores familier med den her beslutning, siger Frederikke Post.

Parret er dog langt fra nye i camping-faget, begge har arbejdet på pladsen gennem flere år, hvor Frederikke har været i caféen, mens Rasmus stort set har varetaget alle arbejdsopgaver, og derfor føler de sig godt rustet til den kommende tilværelse.

– Selvom vi har mange drømme og idéer for både campingpladsen og caféen, ønsker vi at videreføre driften i samme ånd og stil, som Lone og Torben har gjort, fortæller Rasmus Kjærulff og Frederikke Post

Frederikke Post er sygeplejerske og sundhedsadministrativ koordinator, men Rasmus Kjærulff er uddannet inden for salg og marketing, så der bliver tale om et par markante brancheskift, når sæsonen starter den 4. april.

Næste store skridt for det unge par bliver at skifte en mindre lejlighed i Odense ud med 178 m2 bolig på campingpladsen for foden af Svanninge Bakker.

– Vi kommer til at lave en “familiesammenførsel”, og skal bo to generationer under samme tag. Nu skal hele ejendommen først totalrenoveres, og så får vi hver vores etage, forklarer Torben Kjærulff.

Der er allerede taget hul på renoveringen af det store stuehus, der i fremtiden kommer til at huse begge familier.

Gæsterne kommer ikke umiddelbart til at mærke, at der er nye ejere af pladsen.

– Nogle fastliggere har naturligvis været lidt nervøse for, om vi nu ville lave det hele om, men det gør vi ikke. Vi holder fast i fokusset på den gode stemning, idyllen og naturen, fortæller Frederikke Post.

Der er dog en ting, som vender tilbage til campingpladsen med de nye ejere – nemlig vintercamping.

– Vi vil gerne udvide sæsonen, og ved at flere har efterspurgt en længere sæson, så det ønske imødekommer vi nu. Vi vil også gerne have endnu flere lokale til at bruge vores faciliteter. Kom endelig op og tag et spil minigolf, brug legepladsen og spis en pandekage, selvom du ikke er campist, lyder opfordringen fra Rasmus Kjærulff