Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
På en af Faaborgs brostensbelagte gader, Hospitalstræde, ligger et meget lille byhus. Et hus så lille, at man næsten ikke opdager det på sin vej op gennem gaden. Det hvide byhus er helt tilbage fra 1760’erne, men er sidenhen blevet renoveret mange gange. De mange renoveringer har skabt et hus med en historie, der kan mærkes i murene, når man træder ind. Huset gemmer på gamle “skatte”, og det er senest renoveret ud fra et princip om æstetisk ansvarlighed og med en vision om at genbruge kvalitetsmaterialer. Bag denne transformation står arkitekt Morten Sonnenborg og hans hustru, Helle Harder, der er født og opvokset i Faaborg. De har med kærlighed til både håndværk og æstetik genskabt husets charme.
Tilbage i 2020 drømte Helle og Morten om et sommerhus. Drømmen tog dog en drejning, da de stod foran det lille byhus på Hospitalstræde, og forestillinger om friskbagt morgenbrød og stille gåture i de brostensbelagte gader tog form. Huset er en flexbolig, og derfor ønskede parret ikke at have et sted med mange vinduer, der ville stå tomme en del af året. Det lille byhus på den 45 kvadratmeter “store” grund er 56 kvadratmeter og kun 2,5-3 meter bredt på det bredeste sted. Der er kun ét vindue ud mod gaden. Det to-etagers hus har en lille, skjult have og en hems, hvor parret kan kravle op og sove. I byhuset kan de tage ned, når de bare trænger til ro og nærvær.
Morten og Helle bor til daglig i en lejlighed på Frederiksberg inde midt i København. Når de træder ud af døren, møder de mange mennesker, men hilsner sjældent på dem. Der er mange biler og cyklister, og flere af butikkerne inden for rækkevidde har døgnåbent. Det er en kæmpe kontrast til den ro og idyl, de mærker, når de kommer til Faaborg. Her er tempoet et helt andet og folk hilser gerne på hinanden.
– Vi er så heldige, Helle og jeg, at vi kan få begge dele. Når vi trænger til ro, kan vi tage en forlænget weekend og arbejde lidt her fra Faaborg. Når vi har været her i noget tid, så glæder vi os også til at komme tilbage til København igen, og mærke det pulserende storbyliv, fortæller Morten Sonnenborg.
“DEN GRIMME ÆLLING”
Hvor andre måske kan blive skræmt af de få kvadratmeter og den plantegning som det lille byhus havde, fandt Morten som arkitekt det meget spændende. Det var en udfordring som parret sammen var klar på at tage op.
– Det pirrede min nysgerrighed at finde ud af, hvordan vi kan få det bedste ud af sådan et lille, bevaringsværdigt byhus. Jeg kunne godt se, hvad det kunne blive til, for jeg er vant til at arbejde med gamle og bevaringsværdige bygninger, fortæller Morten Sonnenborg.
Han beskriver det som en dejlig proces at sætte huset i stand. De har brugt tre år på istandsættelsen, fordi de også skulle passe bolig og job i København. De gik ind til projektet med en vished om, at det ville koste tid og penge at renovere byhuset, hvor de primært kunne komme i weekender og ferier.
Det lille hus er bygget om mange gange siden 1760’erne. Oprindeligt var huset et bindingsværkshus, men i 1920’erne boede der en murer, der valgte at mure det op. I 1958 blev huset igen renoveret, da kunstmaler Axel Kyed opførte en første sal i 50’er stil til sin familie. I 1986 lavede ejeren en mellemgang ned til baghuset, der blev ombygget til et toilet. Alle disse ombygninger i forskellige stilarter gennem tiden, havde ifølge Morten gjort huset til “den grimme ælling”.
Undervejs i Morten og Helles renovering af byhuset har der har været nogle ting, der har åbenbaret sig i huset. Renoveringen afslørede husets skjulte hemmeligheder. Bag væggene var en gammel mur fra 1760’erne med både ubrændte lersten og brændte mursten. De brændte mursten viste sig at være fra det gamle kloster, der blev revet ned ved Helligåndskirken. Det var som en historisk gave, de ikke havde ventet.
BÆREDYGTIG RENOVERING MED GENBRUGSMATERIALER
Da parret gik i gang med renoveringen, havde de kun en overordnet plan for ombygningen. De ville have køkkenet ned på stueetagen og stuen op på førstesalen, med en hems på toppen. Derudover var det vigtigt for parret at genbruge så meget som muligt – både fra huset selv og med materialer samlet sammen rundt omkring i landet. I alt er 80% af huset renoveret med genbrugsmaterialer.
Tegningerne til byhuset lavede Morten og Helle lavet lidt efter lidt, efterhånden som de pillede huset ned og byggede det op igen. Det store fokus på at finde genbrugsmaterialer har også spillet en rolle i, at renoveringen har taget tre år. Selvom det har kostet tid, har parret sparet penge på denne løsning. De har brugt lang tid på at finde ud af, hvad der er værd at bevare i huset, og hvad der ikke skulle bruges. De fleste ting er gamle, både materialer og møbler, men lidt nyt har sneget sig ind på Hospitalstræde. Deres køkken er af nyere dato, og da de fandt det, måtte Morten igen tilpasse tegningerne til huset, for at få det til at passe ind.
– Vores køkken er moderne, men det passer godt sammen med de gamle mursten og bjælker, og med de gamle genbrugsmaterialer vi har fundet, fortæller Morten Sonnenborg.
DIRIGENT FOR ET ORKESTER
Man kunne forestille sig, at Morten som arkitekt styrede hele projektet på Hospitalstræde, men virkeligheden er anderledes. Han så ikke projektet som et arbejde, men som en renovering, han med glæde skulle dele med Helle. I byhusets renovering har han trukket på sin erfaring som arkitekt og tidligere ombygninger af huse. Han sammenligner sin rolle som arkitekt med en dirigent for et orkester.
– Man er måske ikke den bedste til at spille på alle instrumenter, men man ved hvordan de fungerer sammen, forklarer Morten Sonnenborg.
Helle havde ikke selv renoveret hus før dette, men hun havde sine meninger og holdninger til, hvordan det skulle se ud og hvad der skulle være i huset. Morten forklarer, at parret har haft nogle gode samtaler og drøftet mange ting undervejs, så de begge to har fået det hus, de ønsker. De har fået god hjælp udefra til at renovere huset. Udover lokale håndværkere har de haft Helles onkel, der er tidligere snedker, til at hjælpe med renoveringen. Morten peger også på, at han og Helle har været et godt team hele vejen igennem.
– Helle er super god arbejdskraft og er meget vedholdende, for eksempel i malerarbejde, hvor jeg er mere lystbetonet. På den måde supplerer vi hinanden meget godt, smiler Morten Sonnenborg.
Morten er særligt glad for muren med lersten, der fortæller en historie tilbage fra 1760’erne, ligesom han er glad for alle de muligheder, de har i det lille byhus.
– Vi er stolte af vores køkken/alrum, der er hyggeligt og mørkt om vinteren, og på førstesalen har vi lavet et meget lyst rum. Vi har tænkt meget over, hvad rummelighed er, og sørget for at der både er plads til mørke og hygge i det ene rum og lys og ro i det andet rum, fortæller Morten Sonnenborg.
Morten beskriver deres “soveværelse” som at sove i telt, fordi de skal kravle op på den lille hems fra førstesalen. Herfra kan de kigge ned på deres lille, skjulte have, der kan tilgås fra glasfoldedøre nede fra gangen.
BALANCE MELLEM TRAVLHED OG RO
Parret er godt tilfreds med, hvordan huset er kommet til at se ud. Det har været en lang proces, hvor de har haft tid og mulighed for at lave huset, lige som de ønsker. Med huset har de fået mulighed for at besøge Faaborg og bruge byen så meget som muligt. De holder af at bruge forlængede weekender og ferier i huset, og de ser frem til at kunne bruge huset, når de engang bliver pensionister.
– På den måde kan vi få nogle dage, hvor alle dage ikke er ens, og besøge Faaborg i weekender og ferier. Vi elsker den ro, der er i byen, fortæller Morten Sonnenborg.
Selvom han og Helle elsker Faaborg, tror han ikke at parret vil flytte hele deres liv her til. De holder meget af de kontraster de møder i henholdsvis København og her i Faaborg. Når han er i København kommer han til at savne den ro, han finder her, ligesom han længes efter hovedstadens tilbud, når han har været i Faaborg for længe.
– Vi er så privilegerede at vi kan få det hele, siger Morten Sonnenborg.
Helle er som nævnt født og opvokset i Faaborg, og har stadig familie og venner i området. Morten fortæller, at det betyder meget for hende, at hun med byhuset kan være med til at give noget tilbage til den by, der betyder så meget for hende, og hvor hun har brugt hele sin barndom og ungdom. Byen har nu også fået stor betydning for Morten, der ligesom Helle også går op i, at det går godt for byen og de følger med i, hvad der rører sig, ligesom de aktivt bruger byens tilbud.
For Helle og Morten er byhuset blevet meget mere end bare en flexbolig. Det er et fristed, der forbinder dem med fortiden og giver dem mulighed for at være en del af Faaborgs liv. Deres projekt handler ikke kun om mursten og genbrugsmaterialer, men også om at skabe noget, der rækker ud over dem selv. Huset er et bevis på, at med kærlighed til håndværket og en vision for fremtiden, kan selv en grim ælling forvandles til en smuk svane.
– Man skal ikke være så bange for at købe et bevaringsværdigt hus, lyder opfordringen til sidst fra Morten Sonnenborg.
