Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen

Det er en kold og stille novemberaften, mens jeg kører i bilen på vej fra Faaborg til Horne. Klokken nærmer sig 19, og sneen daler let ned fra den mørke himmel, mens jeg holder mine kolde hænder på rattet. Jeg har min varme strikhue godt nede om ørerne. Der er ikke mange biler på vejene, og det er kun lyset fra de modkørende biler og lyskæderne uden for folks huse, der oplyser turen mod Faaborgegnens Efterskole.

Det er tirsdag, i en ulige uge, og det er lige netop på disse tirsdage, at de kreative sjæle, jeg skal mødes med i dag, samles. Kreagruppen, hedder de.

- Annonce -

Gruppen blev til for godt et år siden, da Kirsten Ganderup mødtes med Mona Clausen og Anne K. Paulsen til en hyggelig fællesspisning i Horne forsamlingshus. Kirsten havde længe savnet et sted, hvor kreative mennesker kunne samles og fordybe sig i hækling eller strikning. Mens de tre delte et lækkert måltid og latteren rungede mellem forsamlingshusets vægge, voksede idéen sig større og mere konkret. Kirsten delte sine tanker med Mona og Anne, der straks var med på idéen. Sammen blev de enige om, at skabe et kreativt rum for alle. Det er disse tre kvinder, der tager imod mig på efterskolen.

Her er endnu helt stille og gangene er tomme, for eleverne har et kvarter tilbage af stilletimen på deres værelser. Det eneste, jeg hører, er svage fodtrin fra en elev, der vasker gulv, og den fjerne lyd af en dør, der smækker i en anden bygning. Jeg bliver vist ind i et stort, lyst lokale, hvor der er opstillet borde og stole, klar til en aften fyldt med kreativitet og varme samtaler. I lokalet dufter der af den kaffe, som Mona lige har hentet i skolens køkken, og jeg får at vide, at der ofte også er noget lækkert til ganen.

Kirsten, der tog det første initiativ til Kreagruppen, fortæller med et smil, hvorfor hun synes, det var nødvendigt at starte et sådant tiltag på efterskolen.

– Der er mange gode tilbud til dem, der kan lide at være aktive med løb eller boldspil, men der manglede noget for os, der kan lide at skabe og være kreative sammen, siger Kirsten Ganderup.

Sammen med Mona og Anne kontaktede hun for et år siden forstander Simon Voetmann fra Faaborgegnens Efterskole, og han var hurtigt med på idéen om, at lade gruppen bruge skolens lokaler. Med det nye initiativ på efterskolen har de unge også mulighed for at deltage hver anden tirsdag. Aftalen er, at efterskolen sørger for både lokale og kaffe, mens Kreagruppen står for de hyggelige snakke og hjælpen til de kreative projekter.

Til den allerførste aften med Kreagruppen, havde Anne, Mona og Kirsten et håb om, at der ville dukke bare nogle stykker op. Kirsten havde bagt en kage, som hun medbragte til det lille lokale, de havde lånt på efterskolen. Hurtigt gik det dog op for dem, at dét lokale var for småt – og det samme var kagen næsten også. Der kom nemlig rigtig mange mennesker, både fra efterskolen og fra Horne og omegn, der alle gerne ville bidrage til fællesskabet, hyggen og kreativiteten.

– Vi har både elever fra skolens kreative linje og dem, der elsker madlavning. De roste Kirstens kage og bad om opskriften – de er simpelthen så søde, griner Mona Clausen.

Da flere og flere mennesker begyndte at komme, måtte de hurtigt finde flere stole frem. Kort efter blev der lavet en aftale om, at skaffe et større lokale, som de bruger i dag. Det er blevet et samlingspunkt for både unge og ældre.

UNGE OG ÆLDRE LÆRER AF HINANDEN
Denne novemberaften er der omkring 20 personer fra Horne og omegn til stede, mens eleverne fra efterskolen også lige så stille kommer til. Deres stilletime på efterskolen er netop slut, og derfor må de nu deltage i aftenens sysler. Døren ind til krealokalet går op, og en frisk kulde følger en elev, der smilende stikker hovedet ind og siger:

– Vi skal lige handle lidt lækkert, og så kommer vi bagefter.

Det lyder som om, at Kreagruppens tilbud er noget, de ikke vil gå glip af, og det er der vist flere grunde til.

Jeg taler med nogle af efterskoleeleverne, og de fortæller, at fællesskabet ikke kun handler om, at lære at strikke eller hækle. Gruppen er blevet et varmt samlingspunkt, hvor unge og ældre lærer af hinanden. De unge deler historier fra weekendens strabadser, og stiller spørgsmål til livet og fremtiden: “Hvad skal jeg være, når jeg bliver voksen?” lyder et af de mange spørgsmål. De ældre lytter interesseret og deler ud af deres livserfaringer.

– Jeg har ikke selv bedsteforældre, som jeg lige kan snakke med, og derfor kan jeg rigtig godt lide at komme her. Det er ikke det kreative, der fylder mest for mig, fortæller efterskoleeleven, Karl Hedelius-Strikkertsen.

Karl nævner, at han særligt har haft nogle fantastiske snakke med 89-årige Edel, der ofte deltager i aktiviteterne på skolen. Hun laver bolde, vanter og tæpper til vuggestuebørn, og hun deler både opskrifter og livshistorier med de unge. Hun er et sandt opslagsværk,, både når det gælder håndens arbejde og livserfaring. Med sine hænder, der arbejder hurtigt og præcist med garnet, skaber hun ikke kun varme ting, men også varme stunder.

Klokken nærmer sig nu 20, og flere elever strømmer til. Nogle har allerede strikketøjet med, som de flittigt fortsætter med, mens de taler sammen. Andre kommer uden håndarbejde, men det er der styr på. Hos Anne K. Paulsen kan de i dag lære at knytte og lave armbånd. Hun har alt med og er klar til at hjælpe dem i gang.

– Jeg oplever at alle her er søde til at hjælpe hinanden, fortæller hun. Det er dog tydeligt, at det ikke kun er trangen til at lave kreativt arbejde, der tiltrækker de unge.

– Snakken er lige så vigtig. Det ses også tit i de projekter, som folk kommer med her. Det er måske ikke det mest vanskelige strikketøj, man vælger at tage med i dag, for så er det sværere at snakke, fortæller Mona Clausen.

Hun tilføjer, at det ikke kun er de samme elever, der kommer hver gang. Der kommer næsten altid nogle nye, der lige skal se, hvad der sker i Kreagruppen.

HÆKLING HITTER
Initiavtitagerne kan de se, at det særligt er hækling, der er populært blandt de unge deltagere, når de skal lave noget håndarbejde.

– Hækling er let at gå til og man bliver hurtigere færdig med sit produkt, end ved strik, fortæller Mona Clausen.

Hun forklarer desuden at hun kan se en tendens til, at det er “in” at lave håndarbejde, både blandt unge og ældre. Hele genbrugstanken går igen hos de unge, der gerne vil lære at lave tøj, der holder i mange år.

PLADS TIL FLERE
Kreagruppen er meget glade for den modtagelse, de har fået i lokalsamfundet. De er blevet positivt overraskede over den mængde af deltagere, der kommer hver gang. Der er dog altid plads til flere, understreger de, og de håber også på, at flere unge uden for efterskolen har lyst til at deltage.

Hvis du har lyst til en hyggelig og kreativ aften, kan du deltage i Kreagruppen hver anden tirsdag kl. 19-21 i ulige uger på Faaborgegnens Efterskole. Det er gratis at deltage og de tre initiativtagere fremhæver, at det er for ALLE. Det er helt uforpligtende, og man bestemmer selv, om man vil tage et projekt med hjemmefra. Det vigtigste er, at man nyder selskabet og hygger sig.

– Hvis nogen har udfordringer i forhold til kørsel, så skal de endelig bare kontakte os. Vi vil gerne hjælpe med en løsning, afslutter Kirsten Ganderup med et venligt smil. Da jeg forlader efterskolen, er lokalet fyldt med glade ansigter, og snakken går livligt på kryds og tværs. Jeg mærker tydeligt en varme i lokalet, inden jeg tager min strikhue på, og går ud i det kolde vejr igen.