Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
December måned byder på forventningsglæde for mange børn og voksne. Julen er folkets højtid, og mange af os bruger kirkerummet mere i juletiden, hvilet giver præsterne en særlig platform til at nå ud og ramme os alle lige i hjertet midt en mørk tid. Sognepræst Rikke Gotfredsen er ikke i tvivl om, hvilket budskab, hun ønsker at udbrede; at når det er allermørkest, spirer samtidigt det fineste håb.
Julen er glædens tid, og børn og voksne rykker sammen som familier og tænder adventslyset søndag efter søndag, mens vi tæller ned til den store aften. Men juletiden kan også være en katalysator for svære følelser, præster taler endda om julesorg, når højtiden får de svære ting i livet til at træde skarpere frem. Sognepræst Rikke Gotfredsen står klar til at håndtere sjælesorg, indgyde håb og rumme alle de aspekter af præstegerningen, som julemåneden bringer.
EFTER MØRKE KOMMER LYS
Selvom præster har travlt i december, så er det egentlig påsken, der er præsternes højtid. Men folket har talt, og julen er menighedens største højtid, hvor mange søger mod kirkerummet. Det giver sognepræster mulighed for at udbrede deres budskaber til mange, og derfor arbejder Rikke Gotfredsen på sin juleprædiken det meste af året, og hun har næsten lagt sig fast på årets vigtigste budskab.
– Julen er vores platform til at nå folket og ramme dem lige i hjertet. Det er en tid, hvor mørket kommer bragende, og midt i det buldrende mørke, så vender det, og lyset kommer tilbage ved vintersolhverv. I julen brager budskabet så igennem med lys, når det er allermest mørkt, og hvor mange lider af julesorg. Lyset kommer i form af Jesus fødsel, og her er det præstens opgave at sikre, at mørket ikke skal være det sidste, der er at sige.
Lyset er håb, og selvom vi lever i en priviligeret del af verden, så skal vi ikke orientere os langt væk for at få øje på potentiel håbløshed.
– Hvis man kigger ud i verden, er der mange krige. Der er ufred derude. Herhjemme har vi også alle modtaget en besked i e-Boks, om at vi skal forberede os til tre dages nødberedskab. Så vi mærker alle, at det er virkeligt, at mørket findes.
Adspurgt om, hvordan hun som præst oplever, at hun gør en forskel for sin menighed, stopper ordstrømmen et øjeblik, før hun ydmygt spørger, om det virkelig er hende selv, som skal besvare det spørgsmål. Men svaret må være, svarer hun, at kirken repræsenterer et vigtigt rum, hvor det er muligt at markere de dage, der løfter sig over de andre. Leverpostejdagene, kalder hun dem. Et rum, hvor samtaler om noget større, noget uhåndgribeligt, kan finde sted.
– I kirken har man både et sprog og et rum for at sige de store ord, det kan fx være i forbindelse med dåb, ægteskab eller begravelse, og det hjælper vi præster med. Mange giver sig ikke tid til at tale sammen eller til at undre sig over det, der sker mellem himmel og jord, og det kan være nemmere at udforske sammen med præsten, fx ‘hvad giver mening i mit liv’. I kirken får man et sprog for det, der er større, et sprog, man ikke altid møder andre steder.
I SORG OG LYKKE
Rikke er glad for præstegerningens mangefacetterede arbejdsopgaver, både de rituelle opgaver med børn og unge som fx ved dåb og konfirmationer, og de mere eksistentielle samtaler med ældre eller mennesker i sorg.
– Jeg kan bare godt virkelig godt lide mit arbejde. Det er meningsfuldt. Når mennesker er sammen, giver det mening. Jeg kan også godt lide at gøre det filosofiske aspekt mere jordnært og tilgængeligt.
I juletiden rykker mange sammen som familie, og her kan det for nogle blive tydeligt og sorgfuldt, hvis der ‘er huller i familen’ af den ene eller den anden årsag, forklarer Rikke. Uanset, hvad årsagen måtte være til et tungsind, så står hun altid klar til at tage en såkaldt sjælesorgssamtale.
– Jeg afholder sjælesorgssamtaler året rundt, og det kan være med alle mulige mennesker. Det kan fx være et menneske, jeg møder i børnehaven eller til et forældremøde, eller én jeg møder i en kø i Netto. Jeg tror, det er vigtigt som præst at være tilgængelig, uanset hvor man møder folk.
De fleste tager dog mere klassisk kontakt og skriver en mail eller ringer og spørger, om de kan tale med deres præst. De eksistentielle samtaler kan også opstå i andre sammenhænge, hvor præsten møder sine sognebørn, som fx samtaler i forbindelse med vielser eller begravelser.
De tunge samtaler kan sætte sig i præsten, men hun har efterhånden lært at passe godt på sig selv. For hun kender sig selv godt og ved, at hun kan klare cirka to tungere samtaler om dagen. Er der tunge perioder, måske med mange begravelser, så slider det. Her sørger Rikke for at skærme sig ved at blive mere indadvendt et stykke tid og sikre, at hun ikke får for mange indtryk.
– Det kan være, jeg bruger naturen eller sørger for at have alenetid. Jeg har også en kollega, jeg bruger som supervisor, med hende kan jeg gå en tur og vende ting i fortrolighed. Hvor meget, man kan rumme som præst, afhænger også af, hvor man selv er i livet. Fx blev jeg meget påvirket, hvis der var børn, der døde, da mine egne børn var små, og da jeg mistede min far, kunne begravelser være svære. Men jeg mister aldrig min empati, og jeg vil altid blive ked af det til en begravelse.
HÅB GENNEM HELE LIVET
Når et lille barn skal døbes i én af Rikkes kirker, så mærker hun i særlig høj grad, at det giver mening at være præst. For hende er dåben nemlig et kerneområde, hvor man sender det lille barn, det lille menneske, afsted med håb, og det hele bliver yderst meningsfuldt. Men også i livets anden ende står hun klar til at indgyde håb.
– Begravelse er også vigtige, for her har mennesker typisk en anderledes åbenhed på grund af den nedslag i livet, de har oplevet. Det skaber en situation, hvor folk er åbne og lydhøre, og jeg er meget taknemmelig over at være en del af, hvordan de kommer videre, når de har oplevet mørket.
I tiden mellem dåben og graven kan vi også som mennesker læne os op ad Gud, forklarer Rikke, især i det budskab, som julen bringer. Her får vi at vide, at Guds egen søn, altså det største af det største, fødes i en fattig stald, hvilket virker som en stor modsætning.
– Det kan lære os, at man ikke behøver at være perfekt som menneske. Du skal ikke præstere noget for at nå Gud. ‘Den mindste skal være den største’, står der i Bibelen, og selv de allermindste er elskede i Guds øjne. Det er et vigtigt budskab, som jeg gerne vil formidle i forbindelse med julen. Vi mennesker måles og vejes livet igennem, men i Guds øjne er vi gode nok. Det er dét, der plager mange i dag, de tvivler på, at de er gode nok, og det er hårdt at blive dømt hele tiden.
Uanset, hvor du befinder dig i livet, kan du rette henvendelse til din sognepræst og bede om en samtale, understreger sognepræsten, der i år skal fejre jul på Præstegården med familien.
PRÆSTENS EGNE JULEMINDER
Når sognepræst Rikke Gotfredsen mindes sin barndoms juletid, så er det mest forventningens glæde, hun hæfter sig ved. “Det var bare helt vildt fantastisk spændende at skulle åbne kalenderen 1. december. Hver søndag kunne vi tælle ned. Søndag efter søndag. Og på selve dagen var jeg ved at springe i luften. Det var rå glæde, og jeg havde ingen tanker om julesorg, men har bare en masse gode jule-hygge-klippe-klistre-minder. Jeg husker det som en anderledes tid, der løftede sig over alt det grå.”
JULENS OPRINDELSE
Julen har oprindelse i en hedensk solhvervsfest, hvor man holdt en ceremoni til ære for frugtbarhedsguden, Frej. I 300-tallet blev ceremonien overtaget af den kristne kirke som en fest for Jesus fødsel, og i 354 blev den fastsat til den 25. december. Det var også dagen, hvor man fejrede solen i Rom. Oprindeligt fejrede man den oldnordiske jul i januar. Grunden til, at vi i Danmark fejrer juleaften den 24. december, er, at det ved store kirkefester var skik, at man vågnede natten før for at forberede sig åndeligt, og dermed blev den 24. til juleaften. Julen varer ifølge kirken fra advent til helligtrekongersdag.
DET KRISTNE KORS
Korset er det mest kendte af de kristne symboler. Et kors er en opretstående pæl med en tværbjælke, der blev anvendt som henrettelsesredskab af blandt andet perserne og romerne. Korsfæstelse var en særdeles smertefuld og meget vanærende straf, der blev tildelt oprørere, slaver og ikke-romerske statsborgere. Korsets linjer, der skærer hinanden, er også symbol på mødet mellem det himmelske og det jordiske. Dét sted, hvor Jesus hang og døde. Den lodrette bjælke symboliserer det himmelske, det guddommelige og det evige, mens den vandrette bjælke symboliserer det jordiske, det menneskelige og det endelige. “Korset er et meget stærkt symbol på Guds nærvær overalt – både i vores helt eget 1:1 med Gud og i dét, der er på færde imellem os mennesker. Gud virker på mange måder,” siger Rikke Gotfredsen
