I 2025 skal der findes en totalrådgiver til omdannelse af Slagteribygningen,
mens Øhavsmuseet håber at nå i mål med finansieringen af kæmpeudvidelse.

Planerne for udviklingen af slagterigrunden begynder så småt at materialisere sig, og i 2025 tager det for alvor fart, fortæller Faaborg-Midtfyn Kommune i en pressemeddelelse.

Målet med transformationen af Slagteribygningen er at omdanne den historiske bygning til et oplevelsesøkonomisk kraftcenter, der skal styrke Faaborg som en attraktiv by for bosætning, erhverv, handel og turisme. Slagteribygningen bliver et centrum for aktiviteter, mad, kultur og foreningsliv og skal blandt andet rumme fødevareproducenter, spisesteder samt bibliotek. Og allerede i anden halvdel af 2025 er vi forhåbentlig klogere på, hvordan transformationen af bygningen helt konkret kommer til at ske.

- Annonce -

I starten af 2025 skydes processen i gang med at finde en totalrådgiver, som skal bistå med netop dette. Vinderen findes i løbet af efteråret. Herefter kan arbejdet med lokalplanen gå i gang med dertilhørende borgermøde.

Rollen som bygherrerådgiver er også i udbud på nuværende tidspunkt.

Bygningen overdrages
De sidste underskrifter er netop sat på partnerskabsaftalen mellem Ejendomsfonden Slagteribygningen, Realdania og Faaborg-Midtfyn Kommune, der beskriver samarbejdet mellem aktørerne. Aftalen er også en forudsætning for, at selve bygningen nu overdrages til Ejendomsfonden Slagteribygningen, og projektet for alvor kan komme videre.

– Der er rigtig mange af de store, vigtige brikker, der falder på plads i disse og i de kommende måneder. Og når vi har fundet vores nye totalrådgiver, så begynder hele projektet at blive meget mere konkret, siger Christian Lauesen, der i 2024 tiltrådte som udviklingschef for Slagteribygningen.

På den kulturelle front venter også spændende projekter. Slagteribygningen har netop modtaget tilsagn om 1 mio. kroner til bygningsintegreret kunst fra Statens Kunstfond.

Derudover er der opnået tilsagn om støtte fra Øernes Kunstfond samt William Demant Fonden til et lydformidlingsprojekt, som skal realiseres i samarbejde med Genhør.

Museumsudvidelse på trapperne
Også på Øhavsmuseet ser man ind i 2025 med både spænding og forventning. Der er nemlig dialog med nogle store fonde, som man håber, vil være med til at finansiere næste skridt i udvidelsen af museet.

Planerne for udvidelsen blev præsenteret for et år siden, og når udvidelsen er gennemført, vil museet være omkring tre gange så stort, som det er nu. Pt. har Øhavsmuseet 23 mio. kr. i hus, men mangler yderligere 30 mio. kr. før udvidelsen er finansieret.

– Håbet er, at hvis fondene melder positivt tilbage, så falder finansieringen på plads i første halvår af 2025. På den måde er der rigtig meget på spil på den positive måde for Øhavsmuseet i det kommende år. Vi glæder os rigtig meget til at skulle realisere et projekt, som vi har arbejdet på i så mange år, siger museumsdirektør Peter Thor Andersen.

Hvis finansieringen falder på plads som ventet, kan entreprisen sendes i udbud efter sommerferien 2025. Byggeriet kan derefter begynde i 2026, og det udvidede museum forventes at kunne åbne i 2027.

Både Slagteribygningen og Øhavsmuseets nye bygning indgår i stormflodssikringen af Faaborg, som politikerne skal træffe endelig beslutning om i løbet af 2025.