Den 23. december 2024 bliver sidste dag, hvor du kan få en ekspedient til at række dig et friskbagt rugbrød eller en kage til kaffen hos Wendorff i Faaborg. Her lukker butikken på Svendborgvej 92, nemlig som du kender den.
– Det har været en svær beslutning. Det var jo her, at det hele startede, så det er med stort vemod at butikken lukker, fortæller bagermester Preben Wendorff, der i dag driver store og succesfulde bagerier i Svendborg og Odense med en samlet årsomsætning på den anden side af 50 millioner kroner.
Bagerbutikken der har haft Preben Wendorff ved røremaskinen siden 1996, bliver dog ikke brødløs i fremtiden, men åbner i stedet som: “Wendorff Click & Collect” allerede den 27. december.
– Konceptet bliver udelukkende med salg via nettet. Så kan man i ro og mag sidde derhjemme og via siden mitbageri.dk, bestille vores gode rugbrød, andre brød og et udvalg af kager. Bestillingen kan så hentes i butikken dagen efter fra kl. 13, hvor man selv kan lukke sig ind og hente sine varer med en udleveret kode, når det passer ind i ens dagligdag, forklarer Wendorff om det nye koncept.
Om årsagen til beslutningen om at drosle ned i Faaborg, lyder det.
– Vi er et fag, hvor det er svært at finde faglærte hænder. Der bliver simpelthen ikke udlært så mange bagere som tidligere, og dem der er, bliver ældre. Udfordringen med at få vagtplaner og bemanding til at hænge sammen er blevet sværere, så nu er det tid til at samle kræfterne og fokusere på det område, hvor min passion ligger, nemlig i produktionen, siger Preben Wendorff om beslutningen, der på ingen måde er truffet hen over natten.
– I år har jeg holdt ferie for første gang i fem år. Det gav mig ro til at tænkte over fremtiden. Hvad vil jeg med alt det her? Mine børn har selv gang i gode karrierer, og viser ikke umiddelbart interesse i at overtage forretningen. Nu er virksomheden blevet så stor, at der ikke bare kommer en bagersvend ind fra gaden, der kan overtage 95 ansatte, en årlig omsætning på over 50 millioner og fire butikker. Derfor har jeg besluttet mig for, at forsøge at koncentrere mig om at dyrke min passion for det gode håndværk og bruge min tid i bageriet, og give mere ansvar til de daglige ledere i butikkerne, så jeg kommer væk fra det administrative, og måske kan nærme mig en normal arbejdsuge. Det må ikke opfattes som piberi, for det er det ikke. Jeg elsker det, jeg laver, og jeg trives med det, men jeg bliver 60 i starten af det nye år, så derfor synes jeg også, at det er rettidig omhu, at passe lidt på mig selv og mine ansatte der også har været spændt meget for, siger han.
Det faste fuldtidspersonale i butikken på Svenborgvej i Faaborg er alle blevet tilbudt at komme med til butikken i Svenborg, og det har flere takket ja til, slutter Preben Wendorff