- Annonce -

De knokler på livet løs i Vester Åby. Her er en 10-15 frivillige trukket i arbejdstøjet, og er blandt andet i fuld gang med at fordele hvid maling på væggene i de lokaler, der tidligere husede Daglig’ Brugsen, men inden længe bliver til områdets nye dagligvarebutik, Min Købmand. Åbningsdatoen er på plads. Landsbyen får sin købmand igen den 11. december kl. 10

Tekst og foto: Henrik Poulsen

Vi besøger den store tomme bygning på hjørnet af Svendborgvej 419 mandag formiddag, og her er flere lokale frivillige kræfter i fuld gang med at forskønne de lokaler, hvor de i februar 2023 gjorde deres sidste indkøb, inden skydedørerne definitivt gled i.

- Annonce -
Rammerne er stadig helt rå, men i starten af december åbner Min Købmand i lokalerne

– Vi har oplevet en overvældende opbakning til projektet. Det er helt vildt at se, hvordan byen og området bare står sammen om det her, forklarer Bjarne Christoffersen, der sammen Henning Nielsen viser rundt i bygningen, som er under hurtig forvandling.
De er begge en del af den midlertidige bestyrelse, der varetager de mange opgaver i opstartsfasen.

– Der bliver inden længe et valg til en permanent bestyrelse, så vores opgave er, at have alt klar til en overlevering. Pengene er i hus, købmanden er ansat, renoveringen kører på skinner, og tidsplanen holder, som det ser ud, så lige nu er vi meget glade, siger Henning Nielsen, og viser vej til personalekøkkenet, hvor Doris Lemming og Børge Henningsen er i fuld gang med pensel og malerrulle.

Doris Lemming og Børge Henningsen er trukket i arbejdstøjet, frisker den hvide farve på væggene op

– Når der er brug for hjælp, så træder vi gerne til. Vi meldte ind, tilbød at male, og nu er vi her for første gang i malertøjet, smiler parret, der er bosat i Vester Åby, og glæder sig enormt meget til at få deres lokale indkøbssted igen.

I rummet ved siden af, hvor den kommende købmand får sit kontor, er det Elmer Søsborg og Anders Weber, der er i fuld gang med at friske farven på væggene op, men det er blot en af flere opgaver, de har påtaget sig. – Vi leverer en totalentreprise, og gør bare hvad sjakbajsen beder os om, griner Elmer Søsborg og Anders Weber, der begge leverer frivillig arbejdskraft for at støtte op om genrejsningen af byens købmandsbutik

Elmer Søsborg er ikke meget for at stille op til foto. – Nu ser min kone jo, at jeg kan male, så blive jeg sikkert sat i gang, når jeg kommer hjem, griner han

Ude i den del af bygningen der skal huse vareindleveringen, passerer vi Bjarne Madsen fra Skovgårdens træ, jord og beton. – Ham skal du også lige møde, siger bestyrelsesformand Henning Nielsen. – Bjarne stiller sine timer og kompetencer til rådighed kvit og frit. Det er da imponerende, konstaterer han med et anerkendende nik i retning af den lokale håndværker, der er på vej ud af døren.

Han når dog lige at sætte et par ord på beslutningen om at donere sin arbejdskraft til ombygningen, inden han sætter sig i førersædet på sin gule varebil.

– Vi skal bare have en købmand igen. Jeg bor her selv, og har et par ejendomme i byen. Man siger jo, at husenes værdi falder med 10 procent, når indkøbsmulighederne forsvinder, så for mig er det helt naturligt at give en hånd med, fortæller han inden døren smækker, og bilen forlader parkeringspladsen.

– Lad nu være at stille dig med siden til på billedet, så dækker du jo hele dit logo på bilen, råber Bjarne Christoffersen drillende til Bjarne Madsen. Der hurtigt lover hævn på badmintonbanen for den kække bemærkning. Der er også plads til kærlige spydigheder i Vester Åby

Mens der arbejdes i alle kroge af den kommende butiksbygning, så er stillingen som købmand besat, fortæller Bjarne Christoffersen fra bestyrelsen.
– Vi har sat navn på hende, der skal tage imod kunderne, når åbningen finder sted den 11. december. – Vi har i samarbejde med Dagrofa, der står bag Min Købmand, ansat Katrine Vendelbo Andersen, som hende der skal står i spidsen for butikken. Det bliver så godt, slutter Henning Nielsen og Bjarne Christoffersen med et smil.