Tekst: Mette Marie Elmelund
Foto: Henrik Poulsen
På Byfogedtoften i Faaborg ligger byens mindste, men meget charmerende, kolonihaveforening. Det er her, tyske Hans Peter Detlefsen i over 58 år har passet og plejet sit lille grønne paradis, som han overtog fra sine svigerforældre tilbage i 1966. Men nu er tiden kommet til at sige farvel. Det er med en vis vemod, at han har besluttet at sælge kolonihaven, som har været hans fristed i over et halvt århundrede.
Haven, der er lige omkring 400 kvadratmeter stor, er fyldt med farverige, velduftende planter og en overflod af friske afgrøder. En flagstang står med flaget hejst, drivhuset rummer både agurker og tomater, og rundt om i haven er der hyggelige kroge med havemøbler – perfekte steder til en pause i solen.
I haven står også et lille rødt hus, som Hans Peter har døbt “Glück”. Navnet betyder lykke på tysk, og det er et ord, der rummer både Hans Peters tyske baggrund og den glæde, haven har givet ham gennem årene.
STOLT KOLONIHAVEEJER
Når man træder ind i haven er det tydeligt, at der er lagt mange timers arbejde og kærlighed i hver en kvadratmeter. En af havens hyggelige skyggeområder er under et stort kirsebærtræ, som Hans Peter selv har dyrket frem. Træet har givet ham en masse frugt i årenes løb. Et år plukkede han hele 60 kg kirsebær fra sit træ, som han delte med venner og familie.
Året rundt har Hans Peter dyrket sine afgrøder med stor omhu; kartofler, rødbeder, gulerødder, salat, bønner, agurker og tomater.
– Jeg bruger ikke kunstgødning. Det skal være øko, siger den stolte kolonihaveejer, og al ukrudt fjerner han nøjsomt med sine hænder.
– Det er et arbejde at have en kolonihave, men det er en dejlig fornøjelse. Du ved, hvad du spiser, for du har dyrket det hele selv, understreger han.
I begyndelsen brugte Hans Peter fuglenet, for at forhindre at fuglene gik i bærene. Det stoppede han dog med, efter han så en fugl, der var ved at blive stranguleret. Alle er velkomne i Hans Peters have – også fuglene. Der er dog én uønsket gæst, som han gerne havde været foruden – nemlig dræbersneglene. Der har været rigtig mange i år, og de har spist af mange af havens afgrøder.
– Det har aldrig været så slemt som i år, beklager Hans Peter.
KØBTE KOLONIHAVEN FOR 5 KR.
Hans Peter havde ikke altid ønsket sig en kolonihave. Som barn i Tyskland “voksede han op i en kolonihave”, idet hans forældre havde to kolonihaver, som de brugte til at servicere spisende gæster.
“Jeg skal aldrig nogensinde have en kolonihave, for der er så meget arbejde i det”, sagde han til sig selv som barn. Som 11-årig kom han i skole med vabler på hænderne, fordi han havde arbejdet ude i haverne. Men da han som 24-årig kom til Danmark og så sine svigerforældres have i Faaborg, blev han straks forelsket. Ikke kun i haven, men også i området og livet, der fulgte med.
For blot 5 kroner – og et håndtryk med kassereren – blev kolonihaven hans. Og lige siden har den været hans hjertebarn.
Den friske luft og lyden af fuglene, der synger, betyder noget helt særligt for Hans Peter. Det er lig med frihed og afslapning. Han nyder at være i haven, både når han knokler med havearbejdet og, når han sidder og får sig en øl med en kammerat. Der er i tidens løb også blevet tid til at fejre fødselsdage og dele særlige stunder med børn og børnebørn i haven.
Når han tænker tilbage på en af mange gode stunder fra kolonihaven, kommer han i tanke om sin hængekøje.
– Men dén skal jeg ikke lægge i mere – ved du hvorfor? For så falder jeg i søvn, siger han og griner.
KNOKLEDE FRA TIDLIG MORGEN TIL AFTEN
Hans Peter har aldrig været arbejdsløs. Hans arbejdsopgaver spænder bredt fra svejser til pedel på en skole. Han startede sit første job som væver, da han kom til Danmark – før han kunne sproget. Med hjælp fra svigerfamilien fik han en jobsamtale og efterfølgende job på plads, og herfra gik det stærkt med at lære det danske sprog.
Senere arbejdede han i 10 år på et slagteri, hvor de hårde løft og lange dage tog på kroppen. Arbejdsdagen startede klokken fire om morgenen, og når det endelig var blevet fyraften for ham og hans kollegaer, stoppede hans dag ikke der.
– Når de andre sagde, at nu skulle de hjem og ligge på sofaen og slappe af, så sagde jeg nej, ikke mig. Jeg skal skifte tøj og så ud i min kolonihave, fortæller Hans Peter. Det gjorde han glædeligt hver dag, indtil kl. 19-20 stykker om aftenen, hvor han måtte hjem og sove lidt inden næste dag.
Men nu kan Hans Peter desværre ikke være i haven så meget mere. Efter flere operationer i både skuldre og knæ, er hans krop ikke, hvad den har været.
– Det er slitage efter mange års hårdt arbejde, konstaterer han med et blik mod sit opererede knæ.
FREMTIDEN SER LYS UD
– Når jeg ikke kan holde haven ren og pæn som den plejede, så kan jeg ikke mere, siger Hans Peter bedrøvet.
Det bliver et stort savn for ham, at skulle undvære sin kolonihave. Han er vant til at gå ude i haven i op til 8 timer om dagen hver dag, men nu har kroppen sagt stop. Den har været i gang fra morgen til aften de sidste – i hvert fald – 58 år. Hans Peter skal dog ikke helt undvære en have fremover, da han stadig har sin egen “hygge-have” hjemme, hvor han bor.
– Jeg skal også have nogle af stauderne med mig hjem – bare et lille minde fra dengang, smiler han.
30
Han har da også lovet de andre i kolonihaveforeningen, at han stadig vil komme forbi fremover og hilse på, og måske nyde en øl i ny og næ i den friske luft til den beroligende lyd af fuglene.
Fremtiden ser dog stadig lys ud. Udover tiden i sin egen have, har Hans Peter købt en ny scooter, så han kan komme ud og opleve mere af verden. Og selvom han ikke længere kan bruge otte timer om dagen i sin kolonihave, er han klar til at nyde livet på en anden måde.
