- Annonce -

Der sker store ting hos Lægerne i Holkegade i disse dage. En omfattende renovering og ekstra 200m2 skal ruste lægerne Sarah Dalskov, Thorbjørn Haslund og Lars Kensmark til fremtiden og give patienterne bedre forhold.

Læge Lars Kensmark sad torsdag morgen for første gang sammen med sine kollegaer i det nye personalerum, som ligger i den tidligere apotekerlejlighed over lokalerne, der i dag huser Boutique Dorin.

– Vi står overfor tre måneder med store forandringer både for os og vores patienter. Det første helt stort skridt har vi taget i dag, hvor vi sådan for alvor er flyttet ind i de nye rammer i denne historiske lejlighed, hvor skiftende apotekere gennem Faaborgs historie har boet. Kigger du ud af vinduet der, så ser du Den gamle Gaard, og den vej Klokketårnet, fortæller Kensmark, mens en pegende finger agerer kompas for synsretningen. – Jeg synes, der er noget fint i, at vi ligger midt i Faaborgs historie, og tager del i den, pointerer han.

- Annonce -
Fra frokostbordet i det nye personalerum kan man nyde udsigten af Den gamle Gaard

Der er bogstavligt talt slået et hul i væggen fra klinikkens 1. sal og ind til de nye lokaler, der indtil nu har fungeret som beboelse.

– Det har krævet en del arbejde, at få de 200m2 lavet om til erhverv. Især de brandtekniske krav er store, forklarer Kensmark, mens han ruller en gulnet tegning ud på bordet foran sig. – Tegningen her er fra 1940, og her kan man se, at tankerne om at binde lokalerne på 1. sal sammen allerede blev sået her, men først nu bliver det til virkelighed. Det er da meget sjovt, smiler den garvede læge, der har holdt til i Holkegade, siden at han, sammen med sin kone Anne, købte den forfaldne tidligere hestestald tilbage i 2001 og åbnede lægepraksis.

Den gamle tegning over bygningen, der viser tidligere tanker om at lade bygningerne “smelte” sammen.

Siden starten har der været flere udvidelser og knopskydninger for at få plads til nye læger, mere personale og ikke mindst patienter, men udviklingen har gjort, at pladsen alligvel er blevet for trang. – Jeg tør dog godt sige, at Sarah, Thorbjørn og jeg med denne udvidelse har plads nok til fremtiden. Vi får måske en læge mere i huset, og generelt synes jeg, at det er rart med udfoldelsesmuligheder, så udviklingen ikke stopper. Vi skal blive ved med at følge med tiden, understreger Lars Kensmark.

Det er dog ikke kun den ekstra plads som brugerne af lægehuset i fremtiden kommer til at nyde godt af. Tilgængligheden bliver også væsentligt forbedret, da to lifte vil hjælpe gangbesværede med en problemfri entre fra den historiske port fra 1710 i Holkegade og videre til både stueplan og 1. sal.

Kensmark er glad for, at klinikken holder til midt i Faaborgs historiske gade, og er med til at gøre den levende.

Fra den 12. september bliver ombygningen for alvor mærkbar for patienterne. Her rykker lægernes konsultation nemlig ud i gården, hvor to store pavillonerne skal fungere som kliniker for Dalskov, Haslund og Kensmark, mens renoveringen står på.

– Pavillonerne er både isoleret, med varmekilder og bliver indrettet til formålet, så den del skal nok fungere. Men vi er bevidste om, at vi kommer til at kræve lidt mere af patienterne i den periode ombygningen står på, og man kan for eksempel ikke booke tid dagen før på nettet, så længe vi holder til i pavillonerne. Man bliver nødt til at ringe til os, men vi er sikre på, at det nok skal fungere, understreger Kensmark.

Sådan ser de ud. Pavillonerne hvor lægerne fra den 12. september skal tilse deres patienter.
Finder man det åbne vindue med sprosser på førstesalen, så kan man på billedet se lejligheden, hvor lægerne har udvidet med 200m2
Kensmark i den ene af de to pavilloner, hvor han inden længe skal tage imod sine patienter.
– Med udvidelse og ombygning er vi rustet til fremtiden, forsikrer Lars Kensmark
På den brændvarme sensommerdag knoklede flyttefolkene med at få skrivebordene på plads i lægehusets administration i de nye lokaler.
Et kig mod bylivet og Klokketårnet fra den tidligere apoteker-lejlighed.
Anne Kensmark sørger for, at kassen med vinglas når sikkert frem til den nye placering
Nye og lyse kontorpladser venter på administration og sekretærer.