Politikerne har 40 mio. kroner mindre at drive kommune for end forventet i 2025 på grund af fejl i grundskyld og kommunal udligning. – Vi håber og tror, at nogen lytter og handler, når vi påpeger urimeligheden, lyder det fra borgmester Hans Stavnsager i en pressemeddelelse.
Forslagene til budget 2025 er i dag blevet offentliggjort og kan findes på www.fmk.dk/budget. Offentliggørelsen af forslagene er startskuddet på forhandlingerne om det kommunale budget i Faaborg-Midtfyn Kommune for 2025.
Og det er en vanskelig opgave, der venter politikerne. Som det ser ud lige nu, står politikerne nemlig med cirka 40 mio. kr. mindre til budgettet end forventet.
Samlet set mangler kommunen nu 33 mio. kroner i grundskyld i forhold til det oprindeligt udmeldte, lovfastsatte grundskyldsprovenu for Faaborg-Midtfyn Kommune fra marts 2023. Mod forventning, og som det ellers var lovet af regeringen, er indtægtstabet ikke kompenseret i den kommunale udligning. Der er også færre indtægter end forventet fra indkomstskatter, som heller ikke kompenseres i udligningssystemet.
– Vi står i en overraskende og alvorlig situation med en uvant stor ubalance skabt af statslige systemer, som ikke virker efter den politiske hensigt. Derfor har vi en forventning om at få hjælp. Fejlene i de statslige systemer betyder samlet, at Faaborg-Midtfyn kommune har 77 mio. kr. mindre til velfærd. Vi er i kontakt med flere ministerier for at holde dem op på løftet om, at vi skal kompenseres for grundskyldstabet, og vi har også søgt puljen for vanskeligt stillede kommuner. Så der bliver arbejdet hårdt på, at billedet er mere positivt, inden vi når målstregen, siger borgmester Hans Stavnsager.
Hvis situationen forbliver uændret, begynder forhandlingerne sidst i august med en bundlinje på 55 mio. kr. i underskud.
Færre penge til velfærd
Ved indgåelse af økonomiaftalen mellem regeringen og KL lød meldingen, at der i det kommende år ville være flere penge til kommunal velfærd.
– Derfor er det overraskende for os, at realiteten er, at vi står med markant færre penge til velfærd. Hvis udligningsreformen og kommuneaftalen havde fungeret efter de politiske hensigter, havde vi haft mange millioner mere at lave velfærd for, end de tal, vi står med
Det er svært at tolke det anderledes, end at tilskuds- og udligningssystemet er brudt sammen, siger borgmester Hans Stavnsager.
På det specialiserede socialområde i Faaborg-Midtfyn Kommune stiger udgifterne væsentligt også i 2025, da flere børn og unge har et øget behov for hjælp. Udgifter som desværre ikke fuldt ud er blevet dækket i økonomiaftalen mellem KL og regeringen.
Faaborg-Midtfyn Kommune har desuden en stor andel af ældre, som naturligt har behov for pleje mv. samt stigende udgifter til børnehavebørn og skoleelever.
Faaborg-Midtfyn Kommune har i år søgt 50 mio. kr. fra §16-puljen, som er en særlig tilskudspulje til særligt vanskeligt stillede kommuner.
Først i slutningen af august bliver det afgjort, om Faaborg-Midtfyn får del i puljen, og hvor stort et beløb, der i så fald vil være tale om.
Høring frem til 21. august
I årets budgetforslag, der netop er offentliggjort, findes forslag til besparelser og effektiviseringer for godt 20 mio. kroner, forslag til ny drift for ca. 18,3 mio. kroner og anlæg for ca. 107,4 mio. kroner. Der er allerede budgetteret med 5 mio. kr. til ny drift samt 89,8 mio. kr. til anlæg.
Dertil kommer forventet udmøntning af besparelser på administrationen fra Økonomiaftalen for 2024 på 6,3 mio. kr. Hertil ligger der ligeledes et besparelsesforslag på administrationen som opfølgning på Økonomiaftalen for 2025 på 2,2 mio. kr.
– Vi har valgt at holde fast i et råderumskatalog over effektiviseringer og besparelser på godt 20 mio. kroner, som oprindeligt planlagt. Vi håber og tror, at vi får hjælp udefra til at afhjælpe konsekvenserne af de fejlslagne statslige systemer. Men hvis situationen forbliver uændret, vil vi være nødt til at gennemføre yderligere besparelser for at få et budget i balance, siger Hans Stavnsager.