Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Mads Holdgaard
På Blækhuset flyder øl og samtaler lystigt på tværs af alle samfundslag og aldersgrupper. For det centrale, traditionsrige værtshus er et sted med sjæl, der for stamgæsterne føles som en forlængelse af dagligstuen, mens stedet for turister hver sommer opleves som en oase af liv og stemning – der er placeret lige midt på gågaden. Kom med ind på værtshuset, der i år har fejret deres 50 års jubilæum.
Det er torsdag eftermiddag på gågaden, og glade stemmer og lyden fra raflebægre flyder ud ad de åbne døre ind til Blækhuset. Bordene er fyldt op med gæster i alle aldre, og fælles for de fleste er, at der er rafleturneringer i gang, for på Blækhuset er torsdag lig med rafledag, forklarer stedets indehaver, Lotte Glasdam.
ET STED MED PLADS TIL ALLE
Lotte har drevet Blækhuset de seneste 10 år, og hun elsker at være sammen med andre, der kommer herinde, lige fra morgenholdet, der møder ind ved 10-tiden, eftermiddagsholdet, der lige skal have fri fra arbejdet, inden de kommer, og alle de andre, der dumper ind i løbet af en dag.
– Her kommer alle mulige mennesker, og jeg holder meget af de snakke, der opstår. Nogle skal måske lige have lidt hjælp til noget eller til at komme en tur i banken. Er der én, der bliver væk, som plejer at komme, så ringer jeg op. Men det ved folk, og de er gode til at give besked til andre, som så kan fortælle, hvorfor den person ikke er kommet som sædvanligt, forklarer Lotte Glasdam.
På sin faste plads tæt på bardisken sidder én af stamgæsterne på Blækhuset, og han forklarer om årsagen til dagens mange gæster: ‘Når jeg er her, så vælter det ind med damer, jeg er hele byens casanova!’ griner Bjarne Herhold.
Bjarne er kommet på Blækhuset de seneste fyrre år, og han har således kunnet følge med i bodegaens udvikling gennem årene med stedets forskellige ejere.
– Det har været spændende at se atmosfæren herinde gennem årene, og jeg kommer næsten dagligt, nogle dage ved middagstid, andre dage ved fyraftenstid, fortæller Bjarne Herhold.
Selvom der officielt ikke er faste pladser, så sidder Bjarne altid på den samme plads, der tilmed er polstret med et lammeskindstæppe, og det får naturligvis en kommentar med på vejen af de omkringsiddende. ‘Alle letter røven, for at Bjarne kan få sin plads,’ griner én, mens en anden supplerer: ‘Jeg gør sgu ikke.’ Bjarne returnerer rutineret: ‘Det er, fordi du er for tung i røven.’
Øjnene spiller drillende, og alle griner lidt af det indbyrdes mundhuggeri, som er en ufravigelig del af jargonen på Blækhuset. På hverdage går snakken meget på nyheder, og hvad der rører sig lokalt, nationalt og internationalt, igen som en forlængelse dagligstuen og de samtaler, som oftest foregår der. Noget anderledes lyder jargonen på rafletorsdage.
TERNINGER SOM BINDELED TIL FÆLLESSKAB
Ved et af bordene sidder et fast sammentømret hold på fire personer. Da journalisten sætter sig ved bordet, går spillet i stå, og samtalen forstummer: ‘Vi må jo lige høre, hvad hun vil spørge om, og jeg kan sgu ikke spille samtidigt.’ Her sidder bl.a. ægteparret Jan og Maj-Britt, der er tilflyttere til byen, og som langt de fleste torsdage mødes til en omgang 541, hvor de spiller sammen med Hanne og Lotte.
– Det er søde folk, der kommer her, og vi har det bare godt med at komme her, og jo flere her er, jo bedre. Så kender man flere i byen. Vi støtter også op om koncerter og quizzerne, og de er gode til at tage imod tilflyttere her på Blækhuset, siger Maj-Britt.
Spillet går i gang igen, og alle falder ind i den vanlige jargon: ‘Hvad er det for noget skrammel, så slår jeg kræfteddeme igen. Her er ikke en skid.’
Pludseligt går Hulken gennem lokalet, bærende på en flaske rødvin, og ved det bageste bord skænker han op til sin mangeårige musiske kompagnon, Løven. Kælenavne synes at flyde lige så let på Blækhuset, som øl, godmodige eder og forbandelser gør det.
Løven sidder sammen med sit faste slæng: Bedste, Banan-stableren, Fremmedarbejderen og Simonsen, og denne dag har de besøg af afløseren, Glasdam, der er Lottes søn, som ofte giver en hånd med. Slænget har raflet sammen, siden Lotte og René overtog stedet i 2015, og de ser fremtid deres snarlige tiårsjubilæum. ‘Det gode er, at vi kan håne hinanden og få lidt øl,’ siger Bananstableren, ‘ja, og lidt sladder. Argh! Sikke et pisslag!’ udbryder Simonsen. Næste slag rammer raflepuden og får vanen tro et par ord med på vejen: ‘Ej, fik du kun to Bedste, det var syyynd.’ Der ses et smil og lyder en munter bemærkning fra Fremmedarbejderen, og de øvrige bemærker på sædvanlig facon hans gode humør: ‘Hvad fanden, har du kæresten på besøg, er det derfor, du er i så godt humør?’
Stemningen på Blækhuset er et varmt og indbydende kaos, hvor ord og udtryk blander sig frit og ubesværet i takt med den dæmpede baggrundsmusik. Den kollektive samhørighed føles nærmest håndgribelig, hvor enhver kommentar bliver en del af en større samtale, og hvert grin synes som en fælles hyldest til øjeblikkets ubekymrede glæde.
‘Hvad har vi her – syv og et!’ fastslår Løven. ‘Så følg dog med,’ dundrer Bananstableren. ‘Jeg er ude. Der er ikke flere kæppe tilbage,’ konstaterer Bedste. ‘Ja, tak for hjælpen, jeg er jo ikke dement,’ griner Fremmedarbejderen. ‘Den her skal jagtes, Simonsen. Har du tid eller er du på mobilen?’ Siger Løven. ’Nej da, men der er lige nogen, der sender et hjerte til mig,’ griner Simonsen retur, ‘og nu skal du se her, vupti,’ han slår bægeret i bordet og løfter, ‘der er jo ikke en skid, så tabte jeg alligevel, satans!’
MUSIKALSK TILLØBSSTYKKE
Siden corona-epidemien slap sit tag og lod mennesker mødes, indførte Lotte en ny tradition på Blækhuset, nemlig en pubquiz.
– Vi har pubquiz én lørdag hver måned, og så er her som regel helt fyldt, og så er det de lidt yngre mennesker, der kommer, fortæller Lotte Glasdam.
Det er Lottes svigerinde, der er quizmaster, og det fryder alle, at det er lykkedes Blækhuset at få fat i det noget yngre klientel igen, da det giver stedet en god dynamik.
Foruden den populære quiz, er Blækhuset også kendt som et sted med god livemusik. Det kan være Hulken, der spiller solo, eller måske har han taget nogle af vennerne med – for der er ofte musik i det atmosfærefyldte lokale.
Det helt store tilløbsstykke udspiller sig om sommeren, når Hulken og Løven spiller op til fællessang og dans i gågaden. Det forklarer Hulken, også kendt som Per Halken
– Vi spiller hver vinter på Gran Canaria, og alle, der kender os derfra, kommer rejsende til Faaborg. Der kommer mere end 200 personer, og så er der tætpakket i gågaden. Mange booker deres overnatning et år i forvejen, så alt overnatning i byen er lejet ud. Det er en turistmagnet, smiler Hulken.
Deres sommer-optræden, som ligger fredag og lørdag i uge 30, er en gammel tradition, der startede, i forbindelse med at træskibene ankom til Faaborg, men da skibenes ankomst flyttede til onsdage, rykkede de deres optræden op på gågaden ved Blækhuset, en aftale som de indgik med René Glasdam, som desværre ikke er blandt os længere.
Turister, der opdager Blækhuset og stedets mange glæder, kommer ofte igen, og de udtrykker ofte, at det er et rigtigt hyggeligt sted. Nogle turister opdager stedet, nå de er med på byens vægtertur, forklarer stamgæstjubilaren Bjarne.
– Det er en fast tradition om sommeren, når vægterne er på deres rundtur med et hold af turister eller lokale, så stopper de op foran Blækhuset og fortæller om husene samt andre historier. Her kommer så én af tjenerne ud med en fadøl i hånden til vægterne, og traditionen tro bliver denne indtaget i én slurk – til stor morskab for turisterne, siger Bjarne Herhold.
Får du lyst til at mærke stemningen på Blækhuset kan du besøge dem alle ugens dage, og du kan se åbningstiderne på deres Facebook-side: Blækhuset Faaborg.
EJERE GENNEM ÅRENE
Kirsten og Leif Wolder – 12. marts 1974
Niels og Tove Boye – August 1975
Eivind og Birthe Andersen – Marts 1983 (Palle Petersen medejer i en kort periode) Flemming Hansen – 1988
Peter Horn – Maj/juni 1990
Carsten og Grethe Madsen – 1. november 1998
Michael og Lotte Prætorius – 4. august 2003
Torben og Jane Christensen – 1. september 2009
René og Lotte Glasdam – 1. januar 2015
