Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

Gennem sit arbejde som skolelærer har Mette Willum oplevet mange børn, der ikke trives, og det har hun sat sig for at gøre noget ved med et helt nyt koncept, der skal hjælpe samtalen om følelser på vej. Hun brænder også for naturen og de helende kræfter, vilde planter byder på, og hendes allergivenlige hudplejeprodukter har vakt stor interesse blandt hendes kunder.

Som mange andre iværksættere, holder Mette Willum sig ikke til ét spor, når hun udvikler nye forretningsidéer. Hun følger sin intuition og sit hjerte, og det hjerte brænder for natur og børn.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

NATURLIG FLYVSK
I sit job som skolelærer har Mette en solid jordforbindelse, men når hun begiver sig ind i sit univers af spiritualitet og naturmedicin, så slipper hun gerne jordforbindelsen og bliver flyvsk.

Som en form for selvudvikling har hun uddannet sig i både clairvoyance og healing, og da der opstod mentale udfordringer i den nære familie, uddannede hun sig i NADA øre-akupunktur og som behandler med Bach blomster-remedier, der er en filosofi, hvor essenser i form af dråber fra bestemte blomster kan sammensættes til at mildne sindsstiltande og følelsesmæssige problemer.

– Blomsterdråber er en 100 år gammel filosofi, der er grundlagt af den engelske læge Edvard Bach. Man kan fx blande rescuedråber, som er sammensat af syv forskellige blomster. Lægger man dem på tungen, virker de spontant på fx eksamensangst og andre former for angst og uro, forklarer Mette Willum.

De 38 forskellige dråber repræsenterer hver deres sindstilstand, og Mette har været på flere kurser i plantemedicin og læst meget om de forskellige remediers virkning på kroppen.

– Vores krop reagerer på en bestemt behandling, afhængigt af vores følelser, dråberne repræsenterer følelser, vores ‘energikrop’. Fx virker perikon mod depression, og det er min filosofi, at man altid skal gå til naturen først, for der er andre måder at gå til sundhed på end den striks medicinske, siger Mette Willum.

Hendes interesse for hudplejeprodukter opstod for en otte-ni år siden, da hun oplevede at hun havde svært ved at tåle de cremer, hun kunne købe i de gængse butikker.

– Jeg lavede så en opskrift på morgenfrue-ansigtscreme og ændrede i den, så den ikke indeholdt kemi. Morgenfrue er mod rosacea, når huden reagerer på stress. Den virker antibakteriel og anti-inflammatorisk, og den er god til urolig hud, forklarer Mette Willum.

INGREDIENSER SAMLET I NÆRMILJØET
I sine produkter foretrækker hun at bruge danske og nordiske ingredienser. Hun bruger fortsat en anelse kokos, men det er meningen, at kokos med tiden skal væk fra ingredienslisten pga. hendes princip om bæredygtighed. Et princip, der også betyder, at emballagen oftest er lavet af glas, som kan genbruges.

Foruden cremer, så indeholder sortimentet også tinkturer med olier. Her går Mette ud i lokalområdet og finder planterne; perikon, røllike, vejbred, mælkebøtte mm. og laver et udtræk på olie, som hun bruger i produkterne.

– Jeg har også en muskelsalve mod spændingshovedpine. Der er enebær i, som løsner mælkesyrekrystallerne, så de øvrige ingredienser, som bl.a. peber og chili, kan gå ind og give varme, fortæller Mette Willum.

Aktuelt er hun ved at udvikle nye produkter, som fx en ansigtsmaske med ler og en scrub med hindbærkerner, som hun afprøver på både sig selv og sine kunder.

– Jeg starter med olier af nogle interessante planter og læser meget om det. Når produktet er klar, spørger jeg ud, om der er nogen, der vil prøve, og så vender de tilbage med deres erfaringer. Folk kan godt lide noget, de kender lidt, og så kan jeg snige noget nyt ind af de mere specielle planter, siger Mette Willum.

Mettes produkter adskiller sig ved at være håndlavede, og det giver mere energi i produkterne, forklarer hun, for når cremer mm. produceres på maskiner, smadres planternes oprindelige struktur og dermed meget af deres energi og virkning.

– Mine kunder sætter også pris på, at der er en person bagved, og at produkterne ikke indeholder e-numre. Der er kun ganske få produkter, hvor der er tilsat æstetiske olier, siger Mette Willum.

Det personlige touch skinner også igennem, når kunden modtager sin ordre, for ved hvert salg pakker Mette varerne selv og sender det ud med et lille, personligt kort til kunden.

SNAKKEN OM DE SVÆRE FØLELSER
I rollen som lærer har Mette oplevet, at det kan være svært for børn at tale om følelser, især de følelser, vi aldrig har lært at sætte ord på. Denne ordløshed kobler hun til den mistrivsel, hun ofte oplever hos børn, og derfor har hun nu kastet energi efter et helt nyt projekt, nemlig en børnebog, der skal udgives sammen med et sæt på 44 kort.

– Det er en del af et eventyr, der begyndte for et par år siden, hvor jeg skrev om røllike og brændenælde. Nu er sættet komplet med 44 vilde, danske planter, der hver især er tilkoblet en følelse. Man blander kortene og trækker ét og taler om følelsen, forklarer Mette Willum.

Hun har afprøvet spillet på sine elever i 2. og 3. klasse, og her oplevede hun, at de syntes, det var sjovt, og at eleverne var gode til at sætte ord på den følelse, de trak.

– Børn vælger de følelser, de er udfordret af. Spillet et godt for at få hul på samtalen, siger Mette Willum.

Når barnet har valgt et kort, læser den voksne, hvad enten det er en underviser eller en forældre, den historie i bogen, der passer til følelsen. På den måde bliver fortællingen en samtaleåbner.

– I fortællingerne er figurerne Fe og Gnom hovedpersoner. Bogen er skrevet i tredje person for at distancere det lidt, og det hele skulle gerne være en legende og let måde at få talt om hverdagsoplevelser på. Alt det, de ikke taler om i fx institutionen. De følelser hober sig op. Med snakken kan vi forløser følelserne, inden de slår knuder, så de ikke sætter sig senere i livet, siger Mette Willum.

For at koble de 44 planter med den rigtige følelse, har Mette gjort et stort og intuitivt forarbejde.

– Jeg har ligget med en plante på brystet og mediteret. ‘Sanset en plante’ og fundet den energi eller følelse, der passede til netop den plante, fortæller Mette Willum.

Aldersgruppen for spillet er 5 år og opefter, og Mette er spændt på modtagelsen af bogen. Den kommer til at indeholde flotte akvareller, som Mette selv har malet, og alle fortællinger foregår ude i naturen.

– For børn skal det føles som en leg, en sjov leg med naturen – og følelser. Der er i bogen ét eventyr til hver følelse. Mit hjerte brænder for natur og børn, og jo mere børn ved om naturen, jo bedre passer de på den. Der er en naturlig forbundethed, og børn dømmer ikke, der kan børn og voksne altid finde ro og en god ven, og det, tror jeg, er vigtigt at lære børn, siger Mette Willum.

Det er Mettes håb, at når man har læst eventyret, bliver man måske opsat på at gå ud og finde dyret eller planten i naturen.

– Jeg vil meget gerne pirre til nysgerrigheden, både i forhold til følelser og naturen, smiler Mette Willum.

Du kan læse mere om Mettes hudplejeunivers på www.naturebywillum.com