Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
For fyrre år siden ændrede Morten Andersens liv sig radikalt, da han traf en beslutning om at sætte sig bag rattet i en bil med alkohol i blodet. Til alt held var det kun ham selv, og ikke de to venner, som også var med i bilen, der kom til skade, og det lykkedes ham at skabe et godt liv på trods af de begrænsninger, ulykken gav ham. Nu har han udgivet en bog om tiden efter ulykken, og hans opfordring til unge mennesker er klar: tænk jer om, inden I sætter jer bag rattet!
DEN 28. APRIL 1984, BJERNEVEJ, FAABORG, KLOKKEN 23.15: Da politi og redningsmandskab kommer frem til ulykkesstedet, er det er voldsomt syn, der møder dem. En Lada er kørt frontalt ind i en bunke sten på marken, hvorefter den er rullet rundt og er knust til ukendelighed. Der er ikke mere end 40 centimeter mellem taget og gulvet i bilen, hvor tre unge mennesker havde befundet sig, da bilen forulykkede. De tre unge mennesker bliver kørt med Falck til Faaborg Sygehus, hvor de to på forunderlig vis kun har pådraget sig knubs. Den tredje er kommet værre til skade og køres videre til Odense Sygehus.
EN LIVSOMVÆLTENDE BESLUTNING
De unge mennesker var samlet til fest, for om søndagen fyldte Morten Andersen 18 år, og det skulle fejres. Ud på aftenen sætter Morten og to af hans venner, en 16-årig pige og en 20-årig mand, sig ud i bilen for at høre musik. Her opdager de, at nøglen sidder i tændingen, og de træffer et dumt valg. Med Morten bag rattet kører de i beruset tilstand en tur ud til Svendborgvej og tilbage igen. Uden seler og med meget høj fart.
Da de næsten er tilbage ved festen, går det galt. I en blød venstrekurve lige før Margrethevang rammer bilen kantstenen, det ene dæk sprænger, og Morten mister herredømmet over bilen, der nu har retning ind over marken, hvor den brager ind i en bunke kampesten.
– Vi burde have været slået ihjel alle tre. Hvordan kunne jeg være så heldig?
OPVÅGNING TIL EN NY VIRKELIGHED
Da Morten kommer til bevidsthed på Odense Sygehus, efter at have ligget i kunstig koma i tre uger på grund af sin alvorlige tilstand, ved han ikke, at de to venner slap fra ulykken med relativt overfladiske skrammer.
– Da jeg vågner op, ved jeg godt, at det her er ikke godt. Jeg troede, jeg havde slået mine to venner ihjel. De tanker, jeg havde, drænede mig for energi. Det var det værste ved ulykken, og så var min egen tilstand småting ved siden af.
Mortens tilstand er alvorlig, for ryggen er brækket, og kroppen er lammet fra brystkassen og nedefter. Efter tre ugers sengeleje ser kroppen også meget anderledes ud, end den sædvanligvis gør, for Morten er en aktiv gymnast, men det er langt fra en muskuløs og veltrænet krop, han får øje på i hospitalssengen.
– Jeg kan huske, da jeg vågner op og kigger på min overarm, så er den på størrelse med mit håndled. Alle kræfterne var forsvundet, og jeg så pænt medtaget ud.
Morten husker ikke meget fra fasen med at vågne op fra den kunstige koma og få beskeden om, at han har mistet førligheden i en stor del af kroppen. Traumet og medicinen har sløret hukommelsen. Det, han husker tydeligst, er de tanker, han gjorde sig om handling og konsekvens.
– Det er det første, jeg husker, at jeg tænkte, at det er meget naturligt, når man dummer sig så meget, at så må der være konsekvenser – og at jeg egentlig var heldig. Det var jo vilkår, jeg ikke kunne gøre noget ved. Men det er da underligt at få en så epokegørende besked, og så ikke kan huske det. Det er nok sådan, kroppen reagerer på et traume.
FRA SPRINGGYMNAST TIL KØRESTOLSBRUGER
De to venner kendte Morten fra et blandet rytmisk springhold, han gik på, og det var netop gymnastikken, der fik han til Sydfyn i første omgang.
For oprindeligt er Morten fra Kolding, men kom til Svendborg på efterskole, og her opstod der store drømme om et aktivt liv. Han havde planer om at komme på gymnastikhøjskolen i Ollerup, og så ville han gerne ind til militæret og senere uddanne sig ved politiet.
Derfor blev Morten på Fyn, hvor han fik arbejde på en gård i Bjerne og levede et helt almindeligt ungdomsliv.
– Jeg var en bydreng og anede intet om landbrug og traktor. Men jeg skulle tjene penge til gymnastikhøjskolen, så jeg tog jobbet. Jeg stod tidligt op, passede køer og arbejdede i marken. Om aftenen var jeg til gymnastik, tog en løbetur eller vi tog til Sinebjerg for at spise en is.
Med gymnastik som en altoverskyggende interesse trænede Morten på tre forskellige hold, og det var derfor en 180 graders omvæltning at vågne op med en delvist lammet krop og en bevidsthed om at have forårsaget skade på sine venner.
Men da Morten efter et stykke tid fik besøg af de to venner, kunne han begynde at fokusere på sin egen genoptræning, der efter et par måneder på Odense Sygehus fortsatte på Hornbæk Fysiurgisk Hospital.
– Jeg kunne ingenting og trænede for at få balance i kroppen og få kræfterne tilbage. Efter ti måneder i Hornbæk begyndte jeg at kunne bevæge mig ude, og jeg fik en lille prøvelejlighed.
Som blot 18-årig bliver Morten udskrevet, hvor han flytter til Kolding i en lejlighed, der er ombygget til en kørestolsbruger.
OPTIMISME BEVARET
Morten er tvunget til at blive voksen i rekordfart, og ret hurtigt beslutter han sig for at blive journalist. Han havde mødt en legendarisk journalist i Hornbæk og begynder derfor at bedrive selvlært journalistik.
– Jeg begyndte at lave lokalradio i Kolding, og jeg skrev lidt for ugeavisen og senere dagbladet. Jeg var utrolig heldig at have mødt mennesker, der ligesom mig selv ikke har set begrænsninger.
Efter nogle år blev Morten tilbudt et job med at lave TV, og det er den eneste gang, han har overvejet, om hans fysiske begrænsninger var en hindring.
– Jeg tænkte: ’Kan du nu også det, Morten?’ Men hvis de turde tilbyde mig jobbet, så turde jeg godt sige ja til det.
Morten blev reporter og senere nyhedschef og har igennem sit arbejdsliv haft mange sjove oplevelser – alt sammen fordi han formåede at bevare en ukuelig optimisme på bagkant af ulykken.
– Jeg tror, jeg har kunnet bevare optimismen, fordi jeg er mig. Jeg er ekstremt heldig med at være skruet sammen, som jeg er. Jeg har bare gjort det – hvor svært kan det være? Det, man ikke kan, det må man finde en løsning på.
På samme optimistiske vis har Morten også haft et helt almindeligt liv på privatfronten, med hus og have, kærlighed og skilsmisse, og hvad der ellers hører sig til.
– Mit liv har givetvis haft begrænsninger, men det er ikke noget, jeg går og tænker over. Vi har alle vores begrænsninger. Livet ville være kedeligt, hvis man skulle græde over det, så det har jeg ikke gjort.
ET OPRÅB TIL DE UNGE MENNESKER
Her fyrre år efter ulykken har Morten udgivet en bog, der beretter om tiden lige efter ulykken og frem til han blev udskrevet fra hospitalet. En fortælling, han håber, andre unge mennesker kan tage ved lære af.
– Jeg håber, de unge mennesker læser den og tænker: ‘Wouw, det har jeg ikke lyst til. Det vil jeg gerne undgå.’ Mit budskab til de unge mennesker er – lad nu være at udfordre skæbnen.
Heldigvis har samfundets holdning og kulturen omkring spritkørsel flyttet sig meget siden dengang i 1984, men der er desværre fortsat unge mennesker, som kommer ud for alvorlige ulykker, og til dem har Morten også er vigtigt budskab.
– Med bogen vil jeg gerne vise, at hvis ulykken er ude, så er der også et liv bagefter. Det skal nok gå, du skal bare lige igennem det her. Mange unge kommer galt afsted i trafikken, men historien fra min ulykke og til, at det går godt igen, skal være med til at åbne øjnene for, at vi skal leve livet, men ikke udfordre skæbnen. Jeg håber, det kan være med til, at unge tænker sig om.
