- Annonce -
FFV Varme A/S sænker varmeprisen fra 0,98 til 0,83 kr. pr KWh fra den 1. juli 2024. Den gode udvikling skyldes, at vi er kommet på den anden side af energikrisens økonomiske efterslæb og fortsat ser stabile el- og naturgaspriser. Det betyder, at din varmeregning bliver mindre, fortæller FFV i en pressemeddelelse.

FFV Varme har gennem hele 2023 arbejdet hårdt for at indhente energikrisens økonomiske efterslæb og skabe rammerne for en stabil og driftssikker varmeforsyning. I begyndelsen af 2024 kunne man derfor reducere varmetaksten til kr. 0,98 pr. KWh, og nu kan FFV Varme med glæde meddele endnu en reduktion.

Efter en grundig gennemgang af regnskabet for første kvartal 2024 reduceres  fjernvarmetaksten med 15 %. Dette betyder, at prisen pr. KWh sænkes fra kr. 0,98 til kr. 0,83 (inkl. moms), gældende fra 1. juli 2024.

– Det er en nyhed, vi har set frem til at dele. Vi har tidligere stillet vores forbrugere i udsigt, at taksten ville blive sænket i løbet af 2024, hvis el-og gaspriser ikke ændrede sig negativt. Vi har holdt øje med udviklingen, og det er meget glædeligt, at vi nu kan sætte taksten ned igen, fortæller Dennis Arnsfeldt Pedersen, Afdelingschef for Vand/Varme og Spildevand.

- Annonce -

Stabil og billigst mulig varme

Som fjernvarmeværk er det et lovkrav, at indtægter og udgifter balancerer. Vi skal hverken have overskud eller underskud, hvilket er gavnligt for vores forbrugere, da det sikrer, at priserne altid afspejler de faktiske omkostninger. Derfor kan man som fjernvarmeforbruger stole på, at vi justerer priserne nedad, når det er muligt. Det er de seneste prisnedsættelser et godt eksempel på.

– Vi er da stolte over at kunne overholde dette løfte – og fortsætter selvfølgelig med at overvåge markedet nøje for at sikre, at vi nu og i fremtiden leverer den bedst mulige service til den lavest mulige pris, siger Dennis Arnsfeldt Pedersen.

Vi arbejder konstant på at reducere omkostningerne og forbedre vores tjenester til vores forbrugere. Det er vores mål her hos FFV Varme at sikre, at man som forbruger får stabil og pålidelig fjernvarme til de bedst mulige priser.

Den gode udvikling skyldes også akkumuleringstanken, som vi tog i brug sidste år. FFV Varme bruger primært varmepumpe til vores varmeforsyning og kraftvarme som nødforsyningsanlæg. Akkumuleringstanken bidrager til vores varmeproduktion ved at lagre varme: Vi kan dermed producere varmt vand, når elprisen er lav, og sende dette billige varme vand ud til kunderne, når el- og gasprisen er høj.

På den måde kan vi producere mere stabil og billigere varme ved at veksle mellem kraftvarmen, varmepumpen og akkumuleringstanken.