- Annonce -

Smilene er ekstra store i Vester Åby denne tirsdag.
Her til morgen stod det nemlig klart, at de nødvendige to millioner kroner i kampen for at få en købmand tilbage til Vester Åby var indsamlet

24. februar 2023 var mørk dag i Vester Åbys historie. Her havde Dagli’ Brugsen sidste åbningsdag i landsbyen. Var det ikke for en stor flok ivrige ildsjæle, så var byen blevet endnu en i rækken af mindre landsbyer, der ikke har nogen indkøbsmulighed, men folk i Vester Åby ville det anderledes, og i dag blev målet nået, og økonomien sikret for en ny købmand -“Min Købmand”.

En af dem der har knoklet på projektet det sidste halve år, er Bjarne Christoffersen.
Han har i hele perioden været en del af styregruppen, der er gået forrest i kampen.

- Annonce -
Bjarne Christoffersen har boet i landsbyen siden 1975, og har været en del af styregruppen

– I dag er jeg sindsyg glad, men det har også været et hårdt halvandet år, hvor vi flere gange har måttet minde hinanden om, hvor vigtigt det var at føre det her i mål. Det har været et langt forløb, og nogle er faldet fra undervejs, men vi har været en virkelig god gruppe, der har stået distancen, og nu er det bare fedt, konstaterer han overfor Det Rigtige Faaborg.

Kigger han tilbage, så ser han et tydeligt vendepunkt i forløbet.
– Den 28. maj i år havde vi et virkelig godt borgermøde med flot fremmøde, god opbakning og noget konkret materiale alle kunne forholde sig til. Her var gejsten der, og vi lavede en kort deadline for at skaffe de nødvendige midler, og i dag er vi i mål. Jeg er bare så stolt af min by, fortæller Bjarne Christoffersen, der har boet i byen siden 1975, og ikke kan forstille sig Vester Åby uden en købmand. – Vi må også bare sige, at hele byen kom på banen, da det strammede til. Hallen lavede en kæmpe fællesspisning, kunstneren Ulrik Møller donerede to flotte værker til en auktion, MS Vinduspuds kom med en stor donation, ligesom flere andre lokale virksomheder bakkede op, der kom bare vind i sejlene, konstaterer han.

Hvornår åbner den nye købmand så?
– Det næste der sker, er vi skal have stiftet en klientkonto hos en advokat, og så sendt regninger ud, så der kan komme nogle penge ind. Så skal der laves en bestyrelse, renoveringen af den tidligere Brugs-bygning skal i gang, der skal installeres helt nyt inventar, så mit bedste bud er, at “Min Købmand” åbner i slutningen af 2024, slutter en glad Bjarne Christoffersen.

En anden der er særdeles begejstret for udsigten til atter at få en lokal købmand, er Jørgen Gundertofte, der bor i Vester Åby, og har fulgt kampen for en lokal indkøbsmulighed tæt.

Jørgen Gundertofte er stolt over opbakningen til projektet i Vester Åby

– Vi har kæmpet i halvandet år for det her, og jeg må indrømme, at jeg syntes, at det så noget sort ud i starten, men pludselig kom der alligevel skred i tingene, og det var som om, at stemningen for alvor vendte på et borgemøde den 28. maj, hvor vi kunne mærke, at vi stod sammen om det her, fortæller han overfor Det Rigtige Faaborg

Hos Carsten Olsen, der driver C/O Elektronik lige ved siden af bygningen, hvor den kommende købmand slår dørene op, er stemningen god ved udsigten til mere liv i byen.

Carsten Olsen der driver C/O Elektronik, glæder sig til mere liv i byen

– Jeg har naturligvis fulgt processen, og synes, at det er flot, at der er lykkedes for folkene bag projektet. De mennesker der bor i Vester Åby, kan jo samtidig glæde sig over, at det er godt for værdien af deres huse, at der kommer en indkøbsmulighed i byen igen. Nu håber jeg bare, at budgettet for renoveringen af ejendommen holder, så der ikke venter nogle kedelige overraskelser, slutter han.

Niels Krogh ser frem til atter kunne snuppe cyklen til købmanden

I løbet af den seneste tid har alle interesserede kunne følge indsamlingen på en stolpe ved den tidligere brugsbygning. Her har Niels Krogh dagligt opdateret den røde streg, der indikerede, hvor tæt man var på målet, som lød på to millioner kroner. Han var naturligvis glad for, at han tirsdag morgen kunne føje den sidste røde maling til stolpen.

Sådan ser stolpen ud, som Niels Krogh sirligt har malet en rød stribe på

– Det er fantastisk. Vi får en helt anden by, når vores købmand vender tilbage. Det bliver også nemmere at sælge sit hus, og det bliver også mere attraktivt at flytte hertil. Vi har skulle køre til Ulbølle eller Faaborg for at handle, så det betyder virkelig noget for os her i Vester Åby. Tænk sig, at vi inden længe igen kan sige, at vi lige “render til købmanden”, smiler Niels Krogh, der i øvrigt har stor tillid til den kommende samarbejdspartner Dagrofa. – De kommer med et godt sortiment og gode priser, så jeg er meget fortrøstningsfuld, slutter han.