Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen

På de brune værtshuse eksisterer der et særligt fællesskab, præget af hygge, nærvær og åbenhed. Folk fra forskellige baggrunde samles for at slappe af, dele historier og nyde hinandens selskab. Stemningen er afslappet og uformel, og der er plads til alle, og uanset, hvem man er, kan man føle sig hjemme. Dette er første artikel i vores nye serie om byens brune værtshuse. Velkommen indenfor på Gåsetorvets Gjæstgiveri, bedre kendt som: Gåsen.

Biler holder parkeret så tæt på indgangsdøren som muligt, en elcykel og en lilla damecykel med cykelkurv står lænet op ad muren, mens skiltene ude foran viser, at en fadbamse skal koste dig 45 kroner. I anledningen af påsken inviteres forbipasserende til at ‘kyk ind’, og mens jeg nærmer mig de grønne skodder, der flankerer indgangsdøren, stiger lyden af flasker, der klinker mod hinanden, lyden af terninger, der slås ned i borde, mens en snert af tobaksrøg finder vej til næseborene.

- Annonce -
Faaborg Bilpleje - Læs mere her

Både lyde og lugte tager til, mens jeg går ind i vindfange og træder de to trin ned til værtshuset hjerte, baren.

TIRSDAGSKLUBBEN
Bag bardisken står Christina og snakker muntert med gæsterne, både dem, der har indtaget de høje stole foran baren, og gruppen af gæster, der kalder sig tirsdagsklubben og sidder fordybet i terningespil, mens tobaksrøg og øregas fylder luften over bordet.

På bordet ligger flere kasketter, og foran klubmedlemmerne er øl hældt op i glas; en almindelig grøn Tuborg, en alkoholfri Carlsberg og en enkelt påskebryg i anledning af højtiden. Ét askebæger er fyldt med cigaretskodder, mens et andet er fyldt med ølkort, som er den gevinst, vinderen kan stikke i pungen og tage med hjem. Ved raflemåtterne er et ølkort stukket ind under det ene hjørne, og der er meget på højkant, for indsatsen er tre ølkort pr. mand, og alle er dybt engageret i spillet.

“Argh, syv. Nej, ingenting – HA!” “Nej, jeg vil ikke have den, jeg bliver stående.” “Du skal bare slå én, der er lidt højere … nej 16.” Hanne placerer sine terninger på toppen af bægeret. Hun er ude. De andre fortsætter.

“‘Hopsasa. Nå, nu rumler det noget i kasketten.” “Ej, det er skidt, det her.” “Puha, det var lige Kajs de to, det var meget frisk holdt.” “Ja, især med den alder, han har.” Alle griner og finder så koncentrationen frem igen, mens et nyt raflebæger rammer det bløde underlag.

Mellem de godmodige drillerier har tirsdagsklubben fået for vane at titulere hinanden på kryds og tværs i bedste Olsen Banden-stil, og uden det er møntet på én bestemt, tiltales medspillere som både socialdemokrater, hundehoveder og hængerøve.

Bent Aage råber højt på Christina efter en omgang mere, og uden at spørge nærmere ind, ved hun, hvad de hver især drikker. Kort efter kommer hun hen til bordet med flasker og hultang. Flaskerne fordeles foran flokken, og tangen klipper i en rutineret bevægelse huller i ølkortene.

Tirsdagsklubben har spillet sammen et år eller to, det forbliver uklart. Men ét er sikkert, det var herrerne Kaj, Henning og Flemming, der startede klubben op. De tre er lige gamle, forklarer de, og de har tilmed fødselsdag i samme måned: “Vores alder er hygge og halvtreds,” griner de.

Senere kom Hanne med i klubben. “Vi lokkede hende, og det var nemt med vores udseende,” griner Kaj. “Argh, den kan vi vist godt lade ligge,” returnerer Hanne smilende.

Bent Aage er den senest ankomne i klubben, og måske derfor har Christina glemt en ny omgang til ham: “Christina, hvor bliver min af? Den er da vist gal med hørelsen,” brøler Bent Aage gennem lokalet. Christina returnerer bryskheden med et lige så højt: “HVAAA?”

Med den nye omgang på bordet fortaber forsamlingen sig atter til spillet og drillerierne: “Ej, den kunne du ikke slå Henning, det var syyyynd.”

Tirsdagsklubben er ikke i tvivl om, at deres fællesskabet er vigtigt.

“Vi mødes, fordi det er hyggeligt. Men vi smiler bedst, når vi vinder. Ej, vi kan godt lide at bytte løgnehistorier og drille hinanden lidt. Så mødes vi klokken 15 eller lidt før og spiller et par timer,” siger Kaj.

Bent Aage er kommet på Gåsen siden 70’erne. Her boede han på Østerbrogade sammen med sin hustru, og de kom sammen på værtshuset. “Dengang var der sand på gulvet. Det har alle dage været hyggeligt at komme her,” forklarer han og tager en slurk af den alkoholfrie øl, som han for længst er slået over på.

ALLE HAR EN GOD HISTORIE
På de høje barstole sidder nogle af de faste kunder. Her hænger en ternet skovmandsskjorte side om side med en nærmest selvlysende refleksjakke og demonstrerer stedet uhøjtidelighed.

Christina har indtaget pladsen bag baren igen, hvor hun har arbejdet det seneste år. Hun elsker kontakten med forskellige mennesker og at høre folks historier. “Jo flere mennesker, jo bedre, og der er et godt samspil med stamkunderne. Det her er ikke noget, man kan lære, man skal bare ville have, at folk er glade. Min mand kalder det mit pleaser-gen,” siger hun smilende. Med et blik over på tirsdagsklubben og nogle flagrende hænder i luften tilføjer hun: “Ja, man skal også kunne tegnsprog. De fingre viser antal, og at det er de små, der er tale om.”

Carsten, der overtog værtshuset i 2020, er kommet hen ved siden af Christina. De to deler vagterne bag baren, og de nyder begge samspillet med gæsterne. “Vi lægger ører til alt, og det er så hyggeligt. Vi får de vildeste historier, og vi får så meget med hjem i rygsækken,” siger Carsten Jensen. “Ja, det er sjovt at være på arbejde, men man skal kunne holde til at stå og lytte på dårligdomme. Vi skal både være socialkontor, psykologpraksis og en levende google, når spørger om forskellige ting. Mange får også hjælp til praktiske ting, som fx hjælp til MitID,” siger Christina Krum Kristensen.

De fleste kunder er stamgæster, selvom flere og flere turister har fået øjnene op for det hyggelige værtshus, hvor det også er muligt at sidde udenfor i sommermånederne. Stamgæsterne kommer måske ikke så mange andre steder, forklarer Carsten, og så er det her, de får drøftet nyhederne, eller hvad der nu har stået på tekst-tv. På Gåsen kan de rumme alle og snakke med alle. “Vi oplever heller ingen ballade hernede, selvom de færreste bliver klogere af at drikke alkohol, og det er nok, fordi vi forsøger at være i øjenhøjde med alle,” siger Christina. “Hehe, ja, vi lever måske af andre folks usunde interesser, men når vi går hjem, så har vi haft en god dag og gjort en forskel for andre og lagt øre til nogen,” siger Carsten Jensen. Som relativt ny i bar-ejer-rollen har Carsten gjort sig den erfaring, at hvis han blot sørger for at læse avisen, inden han møder ind, så er der altid noget at snakke om.

FRA HESTENS EGEN MULE
Chylle, som er ejeren af den ternede skovmandsskjorte, er én af stamkunderne på Gåsen. Han startede med at komme, da han var bare femten år gammel, fortæller han: “Men da sagde Inge, som alle kaldte Trunte, ‘du er ikke gammel nok, du får én alligevel, men jeg kender din far og mor.’ Hun var sgu en dejlig tøs, selvom det ikke gik så stærkt til sidst, men så blev vi bare kommanderet om bag disken og kunne betjene os selv.”

Trunte, der var Gåsens tidligere servitrice, kendte alle stamkunderne, som efterhånden var godt oppe i årene. Da Carsten overtog forpagtningen, var der kun sparsom med de oprindelige stamkunder tilbage: “For mange af stamkunderne ligger derovre bag den røde mur,” forklarer Carsten og peger over mod kirkegården på den anden side af gaden.

Der har efterhånden opbygget sig en ny gruppe af stamkunder, og det er netop på grund af det fællesskab og kendskab til hinanden, at Chylle næsten hver eneste dag tager på Gåsen: “Her er mennesker, og vi kan snakke om alt. Vi kan også svine hinanden til og være lige gode gode venner dagen efter. Der har sgu været mange sjove timer hernede.” “Ja, Chylle, han sidder sgu bare og sviner folk til,” lyder et muntert tilråb fra den anden ende af baren, og Chylle er enig: “Ja, jo grovere, jo bedre, det nyder jeg.”

Det har ikke været muligt for Chylle at finde fællesskab igennem fx sport, da han lider af både dårlige knæ og skuldre, og han er nu nærmest blevet fast inventar på Gåsen: “Jeg er kommet her i mange år, jeg fylder faktisk 60 om lidt. Jeg kommer hver dag, når de åbner, så går jeg hjem og spiser, og så kommer jeg igen. Det har været mit andet hjem i mange år, og jeg nyder det.”

Fra barens anden ende byder en anden gæst ind med endnu en anekdote fra gamle dage: “Du skulle have se engang, lige derinde i krogen, der lavede Trunte grillkyllinger med pommes frites eller forårsruller, og hvis vi kom ind på vej hjem fra byen, så lavede hun gerne mad til os. Men det er slut nu, så nu må Chylle tage hjem og lave mad, men så lærte han da det.”

Der passerer en kendt skikkelse forbi vinduet. En skikkelse, der går let foroverbøjet og med stok – med retning direkte mod indgangsdøren. “Se, nu kommer murermesteren, og bare se om lidt, så møver han sig ind på sin faste plads i krogen. Han er den sidste af de gamle stamkunder.” Nærmest inden stokken er sluppet, og bagdelen rammer bænkekrogen, er Christina henne ved murermesteren, for hun ved præcis, hvad han skal have. Han tager imod flasken med et nik og sidder stille og holder øje med tirsdagsklubbens rafleturnering. “Jeg gider ikke rafle, det er rigeligt at se på dem der. Jeg kommer her, fordi det er nemt for mig. Jeg bor lige rundt om hjørnet og har altid boet tæt på, så jeg kommer nærmest hver dag,” forklarer murermesteren.

Efter flere anekdoter, grin, eder og ukvemsord opløses tirsdagsklubben. Nogle takker af for i dag, mens andre rykker tættere på murermesteren og fortsætter snakken i en ny konstellation. Dagen går sin vante gang, indtil Gåsen lukker ned for serveringen klokken 19.00.

Navnet Gåsetorvets Gæstgiveri stammer fra 1824, hvor stedet var et gæstgiveri. “Tidligere var Østerbrogade den vej, man kørte til Svendborg, og der må være foregået handel derude, når diligencen stoppede på sin vej forbi. Stedet åbnede i 1975, så næste år er der 50 års jubilæum.