- Annonce -

Den 1. juni får Slagteribygningen en udviklingschef med godt lokalkendskab og høje ambitioner for  både Slagterigrunden og Faaborg-området.  

Der sker ting og sager på havnen i Faaborg, og den tidligere fabrikshal Slagteribygningen skal frem mod 2027 transformeres til et bæredygtigt samlingssted for kultur, gastronomi og oplevelser til glæde for både lokale og besøgende.  

I den forbindelse har Slagteribygningens bestyrelser netop ansat 48-årige Christian Lauesen som udviklingschef, fortæller kommunen i en pressemeddelelse. Christian Lauesens opgaver bliver først og fremmest at sikre fremdrift for en bæredygtig og  fleksibel transformation af bygningen og skabe et stærkt partnerskabsnetværk inden for erhvervs-, kultur- og  foreningslivet i samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune.  

- Annonce -

Christian Lauesen har de seneste otte år stået i spidsen for det nye, danske designbrand inden for møbler og interiør Ro Collection med base i Faldsled. Tidligere har han været involveret i større udviklingsprojekter i  ILLUM og Københavns Lufthavne, og været forretningsudviklingsdirektør for designvirksomheden Georg  Jensen. 

Og nu gælder det så Slagteribygningen – et projekt han glæder sig over at blive en del af.

Sådan kan Slagteribygningen måske se ud i fremtiden

– Siden min hustru Tine og jeg for godt syv år siden flyttede til Faldsled, er jeg kun blevet mere forelsket i  vores dejlige område. Og da vi driver Birkelygaard Bed & Breakfast, har kendskabet til den sydfynske turisme  også sneget sig ind i min hverdag. Jeg kan, når jeg møder vores gæster, mærke den oprigtige begejstring, som  de besøgende heldigvis også føler for områdets mange muligheder, fortæller Christian Lauesen og  fortsætter:  

– Da muligheden opstod for at være med til at skabe yderligere udvikling af området med den ambitiøse  vision, som Faaborg-Midtfyn Kommune og Slagteribygningens to fonde har, var jeg ikke i tvivl om, at det var lige noget for mig. Jeg vil i samspil med lokale ildsjæle skabe de rigtige rammer for flere aktiviteter og et  større kulturudbud med udgangspunkt i Slagteribygningen. Det tror jeg vil gavne hele Faaborg og omegn, og  jeg håber bl.a., at områdets små og mellemstore fødevarevirksomheder vil lege med. Jeg vil gøre mit for, at  Slagteribygningen bliver et sted, som de lokale kan være stolte af, som turisterne er nysgerrige på, og som  styrker Faaborgs fællesskaber og øhavs-turismen. 

– eg vil gøre mit for, at Slagteribygningen bliver et sted, som de lokale kan være stolte af, som turisterne er nysgerrige på, siger den kommende udviklingschef (arkivfoto)

Det høje ambitionsniveau har Gyrithe Saltorp, formand i Ejendomsfonden Slagteribygningen, også  bemærket. Hun har været med til at ansætte Christian Lauesen.  

– Christian er meget ambitiøs på projektets vegne, og har som mål at skabe aktivitet hurtigt. Også selvom vi  ikke har bygget om endnu. Det er ikke nyt for ham at få noget til at gro – han er medstifter af Ro Collection i Faldsled, har været med til at starte Faldsled Vandsport og har også gennem tiden været en del af teamet  bag flere store festivaler som Roskilde Festival og Tinderbox, fortæller hun.  

Kim Munk, formand i Fonden Slagteribygningen, er også begejstret for de nye kræfter, der bliver tilført  projektet med ansættelsen af Christian Lauesen.

– En af de ting, vi særlig har bidt mærke i, er Christian Lauesens rigtig gode netværk, som både er lokalt, på hele Fyn og i hele landet. Samtidig kan han tale og arbejde med alle typer mennesker. Han er derfor et stærkt bud på en udviklingschef til Slagteribygningen. Hans solide erhvervserfaring, stærke kommercielle baggrund og mange års iværksættererfaring er optimal for at skabe et dynamisk og entreprenant miljø i  Slagteribygningen, forklarer Kim Munk.  

– Nu ser vi frem til at få Christian godt om bord, så vi kan skrue op for både aktiviteter og den solide  planlægning af byggeriet, som vi skal igennem, før alle ved selvsyn kan se, at Slagteribygningen kan noget  helt særligt,” tilføjer Gyrithe Saltorp. 

Fakta: 

I 2016 lukkede Tulip i Faaborg efter mere end 120 år med slagteri og produktion af middagsretter. Tilbage  stod de tomme fabrikshaller som et ”still-billede” på industrialiseringen i Faaborg.  

Projektet er en vigtig brik i transformationen af Faaborgs havneområde, og skal være et eksempel på,  hvordan man kan binde by og havn sammen og på et bæredygtigt grundlag give nyt liv til den industrielle  bygningskultur. 

Slagterigrunden og Slagteribygningen på Faaborg Havn skal omdannes til et levende byrum og en  oplevelsesbygning, der skal være et bæredygtigt samlingssted for kultur, gastronomi og oplevelser for  byens borgere og besøgende. 

Projektet er iværksat med støtte fra den filantropiske forening Realdania og Nordea-Fonden og afsatte  midler i Faaborg-Midtfyn Kommune. 

Der er etableret en ejendomsfond og en driftsfond, som står for udviklingen og driften af  Slagteribygningen.  

Fra 1. juni 2024 ansættes Christian Lauesen som Udviklingschef for udviklingen af Slagteribygningen.