25Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Det er nok ikke gået de færrestes næser forbi, at vandmasser på det seneste har gjort Sundsøen større end sædvanlig og logistikken vanskelig for flere gående og cyklende. Men denne oversvømmelse er ikke det eneste hovedbrud, Sundsøen har medført for borgere og byråd i Faaborg gennem årene. Læs med om søens spændende historie.
Det er anslået, at i omegnen af 7.000 biler dagligt passerer Sundvejen, og for tiden kaster mange nok et ekstra blik ud over Sundsøen, hvor vandet har hobet sig op og oversvømmet tunneller og cykelstier.
Den høje vandstand skyldes en ubalance mellem pumpekapaciteten og tilbageløbet til søen. Når der ikke fordamper vand fra søen, og der kommer meget nedbør, så løber der vand til området omkring søen. Når vandet strømmer op ad kloaker, så skyldes det, at pumpesystemet er forbundet af rørføringer under Sundvejen.
Men den aktuelle oversvømmelse er blot én af mange episoder gennem tiden, hvor Sundsøen har tiltrukket sig opmærksomhed og givet byen hovedbrud.
INGEN SUND SØ
I middelalderen var ‘søen’ blot en snæver havbugt med Faaborgs første havn. Omkring år 1400 blev havbugten inddæmmet, og Sundsøen fungerede herefter som en mølledam for bymøllen. Vandmøllen blev måske anlagt til at male korn til mel, og munkene i Helligåndsklostret brugte den til mølledrift i 1500-tallet. I 1662, da møllen blev nedlagt, blev den beskrevet som en såkaldt stampemølle, der var i stand til at løse forskellige opgaver – lige fra bearbejdning af uldprodukter (valkning) til produktion af krudt.
I den senere renæssance-tid fungerede søen som opsamlingssted for borgernes beskidte spildevand og husdyrernes gødning. Vandet blev mere og mere beskidt og ildelugtende, og søbunden var dækket af dynd, hvilket gjorde vandkvaliteten så dårlig, at fiskeriet fra søen ophørte.
Der havde ellers helt op til 1800-tallet hersket en årelang stridighed mellem Faaborgs borgere og herregårdene Hvedholm og Finstrup (det nuværende Holstenshus), om hvilket gods, der havde rettighederne til at fiske i søen.
Efterhånden forurenede spildevand og udslip fra landbruget vandet så meget, at det udgjorde en decideret trussel mod borgernes sundhed, og højtstående, sundhedsfaglige personer mente, at der måtte gøres noget for at undgå sygdomsepidemier.
Derfor forsøgte man i 1850 at afhjælpe den dårlige vandkvalitet ved at rette afløbet fra søen og føre det ned til stranden, men der var fortsat problemet ved fx høje vandstande, tøbrud eller ved voldsom nedbør. Så i 1867 fjernede man en sluse og udvidede afløbet, hvilket virkede til at være en god løsning, for i den følgende tid sank vandstanden i søen.
FAABORG KØBER SUNDSØEN
En ny stridighed, denne gang over ejendomsretten til området, forhindrede dog yderligere afvanding af søen.
Der blev gjort et mindre forsøg på at afvande området i sommeren 1870, hvor udløbet blev oprenset, og vandet kunne løbe ud, men det var først i 1871, da embedslægen tog affære, at der atter var udsigt til en løsning. For tilstanden i vandet var decideret sundhedsskadeligt, hævdede embedslægen, og en udtørring af søen var nødvendigt. Det burde ikke skulle afvente en stridighed om ejendomsret, argumenterne han. Men forgæves.
For først i 1876, efter en afgørelse fra højesteret, kunne man komme videre i sagen. Afgørelsen betød, at byen kunne købe Sundsøen og de omgivende jorde, og i marts 1880 blev en købskontrakt underskrevet. Byen gik straks i gang med at forvandle området, hvor høstområderne blev bortforpagtet, og store arealer omkring søen blev plantet til med tagrør. Byen satte også gang i yderligere udtørring ved hjælp af en hollandsk pumpe-mølle, der fik navnet Sundmøllen. I starten af 1900-tallet begyndte man at forbedre vandkvaliteten i Sundsøen, idet byen blev kloakeret og spildevandet ledt ud til et rørlagt sund-udløb nedenfor den nuværende jernbane. Den forbedrede vandkvalitet fik atter liv i fiskeriet, hvor man nu kunne fange kæmpestore gedder, brasen og suder.
FORENING TIL SUNDETS BEVARELSE
Selvom en stor del af søen allerede var tørret ud, så var der stadig et mindre søområde tilbage, og her opstod der et usædvanligt fugleliv med bl.a. rørdrum og sortterne, ligesom botanikken i området blomstrede med sjældne arter som tæppegræs, orkideerne sumphullæbe og mygblomst samt rundbladet soldug og kær-fnokurt.
Ti år senere bevilligede byrådet flere penge til projektet, og der kom atter skred i planen om at udtørre søen helt.
Samtidigt blev der anlagt en såkaldt spadserevej ved søen, da stedet tiltrak jægere på jagt efter de mange fuglearter, der holdte til i området.
Det medførte en bekymring for en hård jagt på fuglene, og i 1910 oprettede bekymrede borgere, med overlæge Otto Helms fra Nakkebølle Sanatorium i spidsen, således Foreningen til Sundets Bevarelse, og det lykkedes dem at jagtfrede området. Foruden at passe på fuglebestanden, hævdede foreningen også, at den planlagte udtørring ville ødelægge områdets plante- og dyreliv og rekreative værdier. 30 år senere skulle det vise sig, at de fik ret.
SUNDSØEN BLIVER EN LOSSEPLADS
For i 1940 gav tyskernes besættelse af landet medvind til de fortsatte udtørringsplaner. Nu kunne byen nemlig søge statsstøtte til tørlægningen, og i takt med udtørringen forsvandt både odder, rørdrum og orkideerne fra området.
Den besværlige dyndjord skabte udfordringer for tørlægningen, og i 1941 oprettede byen en såkaldt afvandingskommission. Kommissionen brugte de næste fem år på at forhandle budget og økonomi på plads, inden søen i 1946 var helt tørlagt ved udpumpning af vand via den nuværende pumpestation.
Det viste sig desværre hurtigt, at området efter udtørringen hverken kunne bruges som landbrugsjord eller til byudvikling med byggegrunde, men udelukkende til afgræsning.
Så på den tørlagte søbund, opstod der enge, hvor græssende køer kunne holde bevoksningen nede, men efter få år, begyndte den dyndede søbund at synke.
Byen valgte derfor at oprette en åben losseplads i det sydvestlige hjørne af området, og stedet fungerede som losseplads frem til slutningen af 1960’erne. På det tidspunkt fyldte man jord på skraldet, og senere blev der etableret en fodboldbane ved Sundskolen, hvor eleverne kunne spille bold på en tydeligt gyngende grund.
SUNDSØEN GENETABLERES
Den dyndede søbund har vist sig at være genstridig, og knap 40 år efter afvandingen havde overfladen sat sig med 70 centimeter. Flere dræn var ødelagte, og siden 1980’erne er området ofte blevet oversvømmet vinter og forår på trods af pumpestationens stadige udpumpning af vand.
På den mere positive side tiltrak oversvømmelserne mange rastende ande- og vadefugle.
Udfordringerne med oversvømmelser og mulighed for statslig støtte til naturprojekter via en ny Naturforvaltningslov endte med, at kommunen opfordrede det daværende Fyns Amt til at undersøge, om søen kunne genskabes. Det kunne den godt – rådgivernes overslag lød i 1993 på 4,7 millioner.
– Men spildevandsfolkene sagde, at der først skulle ryddes op i den gamle fyldplads, før søen kunne etableres, og fyldpladsen skulle adskilles fra den nye sø med en membran, siger Erik Vinther. Således blev planerne om, at søen skulle gøres til en permanent sø, skudt i gang, og syv år senere, i 2000, havde Faaborg atter en permanent sø med en vandstand beliggende 1 meter under havets overflade og med en dybde på op til 1,3 meter. Sund-projektet kostede i alt 3,9 millioner, hvoraf de 1,3 millioner gik til oprydning i fyldpladsen. Amtet gav 1 million til projektet, kommunen stillede arealerne til rådighed, og staten betalte resten.
– Vi fik en sø på 31 hektar, men dermed var vi ikke helt færdige med projektet. For at forhindre, at søen blev grøn af alger, satte vi aborrer ud. Aborren er en rovfisk, og idéen var, at aborrerne skulle spise karusser mm. For karusser lever af dafnier og andre smådyr, som æder algerne. Så på den måde fik vi en ren sø, siger Erik Vinther.
I dag er Sundsøen klar og lugtfri, og det skyldes, at den kun modtager rent kildevand fra de omgivende områder, samt fra nedbør.
– Det giver gode vækstvilkår for vandplanter og gode ynglemuligheder for ænder, lappedykkere, vandhøns og sangfugle, og så er det en rasteplads for trækkende andefugle, siger Erik Vinther.
Erik Vinther har gennem årene spændt fulgt udviklingen i dyre- og plantelivet omkring søen, og i næste artikel fortæller Erik Vinther mere om de arter, du kan være heldig at finde på din vej rundt om Sundsøen.
Kilder til denne artikel:
Kjeld Hansen, Folk & fortællinger fra Det Tabte Land – bind 2, Øerne, Gads Forlag 2008
Erik Vinther, Sundet – et naturområde er genskabt, Stavn 2001: 72-77. Dansk Ornitologisk Forening, Sundet – Faaborg, DOF-basen
