“Jeg har taget springet!” Det er en sætning jeg ofte synes man hører, når det drejer sig om iværksætteri. Folk der er gået all in, har hævet deres pensionsopsparing og investeret ALT i deres forretning, for NU skal det briste eller bære.
Men hvad nu hvis man ikke er en udspringertype? Hvad nu hvis man mere er dyppe tæerne-typen, der lige skal mærke hvordan vandet føles, inden man måske bevæger sig længere ud? Måske stopper man op når vandet når knæene og mærker efter: ”føles det her godt, har jeg lyst til at fortsætte eller skal jeg lige bevæge mig sidelæns et stykke tid, for at gøre mig klar til næste etape?”
Jeg tror du forstår mit billede.
For et år siden stod jeg ved en skillevej. Jeg var på den sidste etape af verdens vigtigste job. Jep, jeg var på barsel og inden min mand overtag stafetten og omsorgsarbejdet for vores søn og samfundsborger in spe, følte jeg mig i vildrede over hvad der skulle ske med mig.
Jeg jokede med at jeg havde en identitetskrise, men der var en vis sandhed i det.
For skulle jeg lede efter et fuldtidsjob der passede på den uddannelse jeg havde færdiggjort, inden jeg gik på barsel med førnævnte samfundsborger in spe?
Eller skulle jeg gå efter mavefornemmelsen og forsøge at stable noget på benene i eget regi, eftersom jeg over længere tid har følt mig som sådan en fri fugl-type, der gerne vil have alt det lækre det selvstændige liv kan byde på: fleksibilitet, frihed og mulighed for at hente børn tidligt fra institution (jeg ved godt disse ting kun er én side af sagen, bare rolig).
Efter at have kæmpet med at lade være med at have en plan – som meget af livet ellers lægger op til, tog jeg springet ud (høhø) ud i ledighedslandet, for at tage mig tid til at finde ud af hvad der skulle ske.
Men det spring blev så også det eneste.
I mine første bekendtskaber med både jobcenter og A-kasse blev jeg nemlig mødt med et “godt for dig, husk at overveje hvornår det giver bedst mening at starte rigtigt op med CVR-nummer og den slags”, da jeg proklamerede at jeg altså ville være selvstændig.
Hvad sevan? Et system der bad mig om at tage mig den tid jeg havde brug for? Det var ikke lige det jeg havde forestillet mig at blive mødt af.
Jeg havde nærmere trukket mine ærmer godt op og forberedt mig på en mindre slåskamp mod et system, der gerne ville have mig til at passe ned i en kasse, jeg ikke havde lyst til at komme ned i.
Oven på den solstrålehistorie, har jeg brugt efteråret på at gå på iværksætterkurser, udvidet mit netværk, sparret med dygtige mennesker og grublet over hvordan i alverden jeg skruer mit selvstændige liv sammen. Jeg har ikke fundet den gyldne opskrift endnu og er blevet i tvivl om jeg nogensinde gør det, eller om jeg bare skal asfaltere mens jeg kører – i hvert fald, så har jeg haft mulighed for at dyppe tæerne, i stedet for at føle mig tvunget ud på en vippe for at tage et spring jeg ikke ved om jeg ville synes om.
Og mens jeg står her i vandkanten, så vil jeg sige dette: lad ikke de klassiske iværksætterhistorier skræmme dig. Vi er mange der ikke tager springet, men i stedet står og nyder udsigten og processen, mens vi dypper vores tæer og forbereder os på de næste skridt.
