Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / privat
I 1986 ankom mange unge tamilere til Danmark efter flugt fra krigen i Sri Lanka. Det var svært for de fleste at lande i en ny kultur, men for mange tamilere i Faaborg var det en anderledes, god oplevelse. For her mødte de hjertevarme hos Gerda og Henry, som var nysgerrige på den nye kultur. Det danske par valgte også at blive kontaktforældre til en ung mand, og den relation har knyttet stærke bånd mellem flere generationer.
EN GOD BESLUTNING
Kalenderen viser den 17. december i 1986. Det er søndag formiddag, og Henry får sig en kop kaffe, mens han læser avisen. Her læser han, at der er kommet 60 tamilere til byen. Efter et kort ophold på Nakkebølle, er de nu indkvarteret på Fiona og Søgaard, og selvom de er i gang med at lære sproget og lære den danske kultur, føler de sig ikke velkomne i byen. På Saugstedgårdsvej tager Henry og hans hustru, Gerda med det samme initiativ, og sammen med deres nabo sætter de sedler op, hvor de inviterer alle de nyankomne hjem til julehygge.
-Det var juletid, og der var ingen tvivl, vi gjorde det bare, for de skulle da se juletræet. Første aften kom der 30 mennesker til kaffe, siger Henry Kraght.
De unge tamilere havde en dansk kvinde og en tolk med, men alligevel foregik det meste af kommunikationen med fagter – og gennem musik.
– Det var nogle musikalske gæster, for de havde taget trommer med, og det blev en fantastisk oplevelse. Vi skulle synge og spille lidt, og det blev en festaften, siger Henry Kraght.
Henry genkalder sig en forundring fra den første aften, for de unge tamilere brugte helt enorme mængder sukker i kaffen, og de måtte i køkkenet efter mere. Så der var rigeligt sukker på bordet, da de en uge senere atter inviterede de unge tamilere på besøg. Besøgene medførte gode relationer og mange flere sammenkomster.
– Det var en festlig tid. Men vi følte også, at vi lærte meget af deres måde at agere på. Jeg kan huske engang, altså, de var så sorthårede, at der blev helt mørkt i stuen. Det fik vi meget sjovt ud af, for det viste sig jo, at det intet var galt med lyset, smiler Henry Kraght.
Sammenkomsterne medførte gode relationer, og Gerda og Henry fortsatte med at være involveret i at hjælpe tamilerne med at få en god tilværelse i Faaborg.
– Det var dejligt at lære om en helt anden kultur og at kunne respektere hinandens måder at være på. Vi blev naturligvis mere knyttet til nogle end andre, og vi blev kontaktforældre til Varathakaran, som vi hjalp med kontakter i det danske system, en dialog om løst og fast, dansk kultur og måder at leve på, siger Gerda Kraght.
Senere kom der flere kontaktfamilier i Faaborg, hvor andre tamilere kunne finde hjælp og sparring til deres nye livssituationer.
FAMILIEFORØGELSE
Der var snart et helt tamilsk netværk i byen, og mange af de unge kom helt naturligt i hjemmet hos Gerda og Henry og hængte ud. Men blandt de øvrige unge i byen mødte tamilerne ikke samme åbenhed. Igen tog Henry handling på sagen og skrev et læserbrev i avisen, hvor han opfordrede danske unge til at være mere imødekommende overfor de nye.
– Vi havde en stor interessere i at støtte dem. Vi har en generel interesse for mennesker, og det er en skam, når de ikke føler sig godt tilpas, siger Gerda Kraght.
Rollen som kontaktforældre for Varathakaran bragte mere med sig, for få år senere var han gift med Mala, og i 1994 ankom deres første bonusbarnebarn, Sabina, til verden.
– Det var en stor oplevelse, at hun blev født. Jeg kan huske, at vi havde hende med i Svanninge Kirke til hendes første julegudstjeneste, hvor hun lå i sin lift. Hun har sådan en dejlig væremåde, og lige fra starten var hun som et barnebarn for os, og både hende og hendes forældre er med på familiebillederne, siger Henry Kraght.
Fire år senere kom endnu et barnebarn, Divya, til verden og blev helt naturligt medlem af Gerda og Henrys familie, hvor deres egne fire børn uden tøven accepterede den udvidede familie.
EN AFGØRENDE BETYDNING
I dag er Sabina 29 år og uddannet antropolog. Når hun kigger tilbage på sin barndom med sine danske bonusbedsteforældre, så står det klart, at det har betydet meget, at hele familien er blevet taget godt imod og har oplevet støtte og kærlighed gennem alle årene.
– Mine bedsteforældre har altid været en del af mit liv. De fylder meget, når jeg tænker tilbage på min barndom og opvækst. Jeg kan slet ikke huske, at de ikke har været der. Vi var selv en lille familie, og der var ingen onkler, kusiner m.m. i Danmark, for de var flygtet til forskellige lande. Gennem mine danske bedsteforældre har jeg fået lov til at opleve kærlighed i en udvidet familie. Jeg forstod allerede som barn, at det var specielt, og jeg følte mig heldig, siger Sabina Appia.
Med de danske bedsteforældre havde den lille familie altid nogle at invitere med til fødselsdage, og der var mange invitationer begge veje. Ved de tamilske fester blev Gerda og Henry præsenteret for mange nye indtryk, fx serveres der ingen spiritus, og så er gæsterne iført meget farverige klæder.
– Det ser utroligt smukt ud, når der kommer en flok kvinder gående i sari. Men en dag ville de klæde mig ud i deres traditionelle tøj, og jeg har aldrig været så sur. Jeg ser sur ud på alle de billeder, der blev taget den dag, griner Henry Kraght.
Gerda og Henry er gennem årene også blevet præsenteret for en helt anden madkultur, og de vil gerne prøve at smage alle de nye ting, men dog ikke, hvis der er for meget chili i, understreger de, og så er de aldrig blev helt fortrolige med den særlige rulleteknik, som tamilerne bruger, når de spiser maden med fingrene.
For Sabina har hendes livsvilkår som barn af flygtninge haft betydning for den måde, hun voksede op på.
– Jeg var den eneste i klassen, der skilte mig ud med mit udseende, men det har aldrig været noget problem. Jeg var klar over, at der også var forskel i velstand i forhold til mine klassekammerater. Det havde betydning for, hvad jeg turde ønske mig derhjemme, men det gjorde også, at jeg følte mig enormt taknemmelig for det, jeg fik. Vi havde måske ikke mange penge, men der var kærlighed, siger Sabina Appiah.
I dag er den erfaring blevet til en taknemmelighed og værdsættelse af de mindste ting, både materielle ting, men også immaterielle ting som bl.a. tilhørsforhold og dannelse.
– Det helt utroligt heldigt, at valget faldt på os, siger Sabina Appiah.
HJULPET GODT PÅ VEJ I VERDEN
Gerda og Henry var meget imponeret over, hvor gode tamilerne var til at tilegne sig de danske skikke, og de har aldrig oplevet udfordringer med at være kontaktfamilie.
– Der var ingen problemer, nej, der skulle bare være kærlighed. Naboerne har måske grinet lidt ad os til tider, smiler Gerda Kraght.
Gerda og Henry har set det som deres fornemste opgave at støtte tamilerne i at blive danske, og den dag i dag har de fleste af tamilerne job og familier, og desværre meget travlt, så det bliver ikke til helt så mange besøg længere.
– Vi har haft mange gode år med tamilerne, og de er kommet godt videre og er blevet danske. Vi glæder os over, hvor godt de har klaret sig med sprog, uddannelse, hus og hjem. De er gode eksempler, og jeg har ofte beundret, at de har klaret sig så flot. Jeg tror, vi har lært af hinanden, siger Gerda kraght.
Det med at lære af hinanden kan Henry nikke genkendende til.
– Det har været en god oplevelse for os. Vi har fået et godt menneskekendskab, mødt et helt andet folkeslag, og det har været spændende og beriget os meget. Det har også været med til at opdrage os. Det har rykket ved hele vores levemåde og vores måde at tænke på. Jeg synes, vi har lært meget, og så har vi fået så ufatteligt mange gode minder, siger Henry Kraght.
For Sabina og hendes familie har det været altafgørende at blive godt integreret. Varathakaran har gennem mange år arbejdet på Faldsled Kro som opvasker, mens hans hustru, Mala, har arbejdet i kantinen på Øhavsskolen. Foruden de gode muligeheder for at integrere sig, så har det også betydet enormt meget at have Gerda og Henry som kontaktfamilie og bonusbedsteforældre.
– Jeg føler mig slet ikke adopteret af dem, men helt beslægtet, siger Sabina Appiah.
For her hos Gerda og Henry er døren altid åben, til kaffe eller en snak om livet, og oplevelsen med at blive taget godt imod har haft stor betydning for Sabinas valg af uddannelse som antropolog.
– Jeg ville gerne lære at forstå det, hvorfor vi mennesker handler, som vi gør, og hvad kultur er for en størrelse. Og i mit eget liv, hvad vil det sige at have et ben i begge lejre, at kunne vælge til og fra og skabe min egen livspakke. Jeg har fået smukke værdier med fra Gerda og Henry, bl.a. gæstfrihed og pligten til at hjælpe andre. I sidste ende handler det om, at vi alle er mennesker og værdige – uafhængigt af vores vilkår og skæbne, siger Sabina Appiah.
