- Annonce -

Sidste sommer startede Thomas Pedersen jagten på en mulig aftager eller partner til restauranten Det Hvide Pakhus i Faaborg. Nu er eftersøgningen indstillet, da den rette er fundet, og fremtiden er på plads for det populære spisested

– Jeg er virkelig glad for den løsning, vi nu er nået i mål med. Det har på alle måder været ventetiden og arbejdet værd, fortæller Thomas Pedersen, der samtidig afslører, at han fra 1. marts får en rigtig Faaborg-dreng som kompagnon, med det sigte, at han skal føre restauranten ind i fremtiden.

Manden, som nu træder ind i køkkenet og driften af Det Hvide Pakhus, hedder Kristian Thegen Vikkelsø er 31 år gammel, og kender både restauranten og området særdeles godt.

- Annonce -

– Det er et fantastisk match både for mig og stedet her. Kristian startede i køkkenet som 16-årig, hvorefter han stod i lære her, og vi arbejdede sammen i en årrække. Siden har Kristian været ude at rejse og prøvet forskellige drømme af, senest i spidsen for Steensgaard Madhus, men nu vender han ”hjem”, og planen er, at han skal overtage Det Hvide Pakhus, siger Thomas Pedersen.

Kristian Thegen Vikkelsø bor i Svanninge sammen med sin kæreste Caroline. Fritiden bruger han blandt andet i den bakkede natur ved hjemmet, men ellers er det passionen for vin og mad, der fylder rigtig meget hos den nye mand på Pakhuset.

I første omgang vil de to drive restauranten i fællesskab, og fra 2025 overlader Thomas Pedersen, så tøjlerne til Kristian Thegen Vikkelsø.

– Det er virkelig stort for mig at være tilbage her på kanten af Faaborg Havn. Lige her hvor det hele startede, da jeg som ung knægt fik lov at være en del af det travle køkken på Pakhuset. Noget der gav mig så meget blod på tanden, at jeg fik læreplads her, og derfor kender jeg køkken, koncept og Thomas helt i dybden, og ved, hvad jeg går ind til. Jeg er stolt over, at det bliver mig, der skal videreføre Det Hvide Pakhus, lyder det fra Kristian Thegen Vikkelsø.

Han kommer til at lave små justeringer hen af vejen, men ellers er han tryg ved at træde ind på en restaurant, hvor han ved, at tingene virker.

– Allerede da jeg stod i lære, havde jeg drøm om, at det her sted en dag kunne blive mit, så det er lidt af en mærkedag for mig i dag, smiler den unge kok.

Siden han forlod Det Hvide Pakhus, har han blandt andet høstet erfaringer som kok og køkkenchef i Australien, Norge og på Steensgaard Madhus, men nu gæder det altså atter Det Hvide Pakhus i Faaborg.