#selvstændigesofie
Efter en juleferie, hvor både jeg, min mand og mine to små børn på skift var lagt ned af feber, kvalme og generel sløjhed, så var det ikke ligefrem på en ‘new year, new me’-måde, vi entrerede 2024 på. Men selvom vi allerede er bagud fra første blad i den nye kalender, så oprinder hverdagen jo før eller siden. Så da mine gutter igen var i institution og min mand var taget på arbejde, var jeg alene hjemme for første gang i 14 dage og var mere end klar til at sætte mig med en kop (varm!) kaffe og være ligeglad med hvor meget huset sejlede, for halle-fucking-luja, fred og ro (indsæt selv “aaaah” kirkeagtigt, helligt musik).
Indtil det ringede på døren og mine planer blev spoleret. Et uanmeldt besøg af en sød kvinde fra vores lille landsby. I et splitsekund overvejede jeg at lave pandekagemanøvren. Du ved, den hvor man smider sig ned på gulvet og gør sig så flad som muligt, i håbet om at man ikke er blevet spottet og dermed afsløret i at man faktisk er hjemme.
Ulempen ved pandekagemanøvren er bare, at selvom man i et øjeblik kan ånde lettet op fordi man slap for at møde et andet menneske i dette øjeblik, så vil sindet ikke altid slippe risikoen for at man faktisk BLEV set mens man lå der på gulvet og kravlede rundt som en pandekage der aldrig var helt flad. Faktisk minder man mest om den allerførste pandekage man bager. Lidt krøllet, kejtet og måske lidt fedtet (i hvert fald hvis man ligger på vores gulv efter førnævnte hus efter en juleferie fuld af sygdom).
Som du nok kan regne ud, så overvandt jeg fristelsen for at forsøge mig med pandekagemanøvren og åbnede døren for det uanmeldte besøg, på trods af den skam der fulgte over at lukke hende ind i et sammensurium af legetøj og bleer (også brugte, intet mindre) spredt ud over gulvet, et bord der ikke var blevet ryddet efter morgenmaden (og gryderne fra gårsdagens aftensmad) og generelt et visuelt indtryk de fleste ville krumme tæer over at invitere andre indenfor til.
Jeg kunne selvfølgelig ikke dy mig for at undskylde overfor den søde kvinde fra vores landsby, da jeg inviterede hende ind at drikke en kop kaffe midt i vores ragnarok og da hun kvitterede min undskyldning med et; “jeg sætter da bare pris på, at du viser mig den tillid”, så faldt der en sten fra mit hjerte.
Nogle gange skal vi nemlig turde vise det der ikke er poleret, pænt og pakket ind i perfekte klæder.
Og det er netop min hensigt med denne klumme. Her får du et indblik i alt det der ikke emmer af Løvens hule, kold kanvas og benhårde facts om break-even og skaleringspotentiale.
Til gengæld får du et indblik i min proces med at skabe min enkeltkvindesvirksomhed. Jeg lover dig at det bliver ærligt, autentisk og nok også en smule rodet – men du skal være så hjerteligt velkommen.
Kh Sofie
