Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Jørn Ungstrup
Siden foreningen Helios Teatrets Biograf blev stiftet i april 2012, er byens borgere fortsat med at vise vilje og energi til at drive Helios som byens biograf, kulturhus og mødested. Mere end 130 frivillige sikrer, at foreningen er levedygtig, og her kan du få et indblik i, hvorfor så mange vælger at bruge deres fritid i Faaborgs kulturelle epicenter.
Stort set på daglig basis arbejder de frivillige i Helios på at sikre gode, kulturelle oplevelser for byens borgere. På denne blæsende efterårsdag arbejder repertoiregruppen oppe på førstesalen med at programlægge juletidens fremvisninger, mens dagens operatør lægger vejen ind forbi maskinrummet, hvorfra alt det tekniske styres. Ved indgangen er billetsælgere ved at starte computere og sliksalg, mens cafégæster rejser sig for at fortsætte aftenen i de bløde biografsæder.
Kalendergymnastik
På bordet på førstesalen flyder det med store ark papir og post-it-sedler i forskellige farver. December står der øverst på et datonummereret skema, hvor filmtitler er klistret på med post-its, så der let kan rykkes rundt. For det er ikke altid let for repertoiregruppen at få film-kabalen til at gå op. “Vi køber rettighederne til en film for en periode, og nogle gange er der bestemte krav til en film. Fx skal premierefilm vises 11 gange, og hvis ikke vi viser filmen på premieredagen, skal vi vente en uge, inden vi viser den,” siger Annette Nielsen.
Men inden de overhovedet kan planlægge datoerne, skal de blive enige om, hvilke film, der skal fremvises i december. I dag består repertoiregruppen af Søren Welander, Marianne Bækgaard og Annette Nielsen.
“Vi har The Old Oak, den lod vi vente, den kunne være god til december,” foreslår Annette Nielsen, mens Marianne Bækgaard foreslår filmen Maestro og drejer sin skærm om mod de andre. “Hvad syntes I om den? Jeg var meget begejstret, se lige den trailer her.” De andre kigger med og byder ind med meninger. Søren Welander påpeger, at der er en dejlig sorgløs stemning i traileren.
Nattevagten 2 er selvskrevet til december, er alle enige om, men de er ikke i mål endnu.
“Vi skal bruge seks film i december, så vi mangler lidt endnu. Lærerværelset, den har vi liggende, plus Kald mig Lucy,” siger Søren Welander.
“Så er der Falling Leaves, det er en finsk film om to ensomme mennesker, der mødes,” siger Marianne Bækgaard, “den fik en jurypris i Cannes. Lad os se traileren, smæk den igang.”
Helios støtter bevidst gerne nordiske film, men denne gang må den finske film vente, til der er bedre plads i programmet. “Vi giver den et mærke, et lille ja. Når vi får bedre tider, så tager vi den,” siger Annette Nielsen.
“Lærerværelset kan vi have i baghånden, så programmet hænger sammen. Og Lee – den skal vi ha! Det er med Kate Winslet. Den udkommer 25. december, så måske til januar,” foreslår Marianne Bækgaard.
“Hvad med den der med Wonka, den tror jeg mere på end Lærerværelset – det er med Johnny Depp, og måske er det mere en familiefilm,” siger Søren Welander.
Der former sig så småt et overblik over december, og gruppen begynder at sætte de små lapper på det store skema. Det er altid spændende for dem at se, om de har valgt rigtigt, men indtil videre går det godt med at sælge billetter til de valgte film.
Helios sælger for cirka 100.000 kroner om måneden i billetter. Den seneste måned er der solgt for 134.500 kroner, og det må da helt sikkert skyldes repertoiregruppen, lyder det samstemmende fra bordet.
Udover de fremmødte består repertoiregruppen også af Sara Raviv, Margit Hindsgavl og Ingrid Hvid.
Frivillighed som inklusion i fællesskab
Mens decembers film falder på plads på førstesalen, er der begyndende aktivitet i stueetagen. Her er Sofie Find og Jette Møller mødt ind til deres vagt i billetsalget. Sofie Find har været frivillig i mange år, men er ny i billetsalget og er derfor under oplæring: “Husk altid at genstarte systemerne til at starte med, og opdatér altid, når den beder om det. Dankortmaskinen starter af sig selv,” forklarer Jette Møller, der er tovholder for de godt tyve frivillige i billetsalget.
Jette Møller er gået over for at åbne slikskabet, og mens hun hænger farvestrålende hariboposer op, nærmer aftenens første kunde sig. En stamkunde tilmed. Lise kom til Faaborg for 17 år siden og har fundet et godt fællesskab som biografgænger. Hun har netop nydt sin aftensmad på Soze, og skal nu ind i den lille sal og se filmen Love Life.
“Stemningen i caféen gør meget for biografen, det er dét, vi hører fra folk,” siger Jette Møller, og mens Sofie Find nikker samtykkende, hilser de begge på Lykke Debois, der også er frivillig og i dag skal være billettør. “Er der solgt nogle billetter til lille sal?” spørger hun i forbifarten.
Men den smalle, japanske film har ikke solgt mange billetter, hvorimod genfremvisningen af Bille Augusts Pagten trækker mange ind i store sal.
Lykke Debois har gennem sine mange år som frivillig prøvet nærmest alle funktioner, lige fra rengøring til repertoiregruppen:” Det giver simpelthen en god energi. Folk tager ejerskab for deres opgaver, alle er små direktører. Vi holder et tovholdermøde hver måned, så alt hænger sammen,” forklarer hun.
Mange af de frivillige i Helios er nye i byen, og derfor er Lykke Debois ikke bange for at kalde frivilligheden i kulturhuset for Faaborgs bedste inklusion for nytilflyttere.
Én af de nytilflyttere, der netop valgte det frivillige arbejde som en måde at skabe bekendtskaber i byen, er Erik Nørkjær, der flyttede til byen for seks år siden: “Jeg startede i Helios og kom til at kende en masse mennesker. Nu kan jeg gå ned gennem gågaden og hilse på folk, og det er en berigelse. Tidligere i livet var omdrejningspunktet børn og arbejde, nu er jeg pensionist, og det er fantastisk at møde så mange, jeg kender,” siger Erik Nørkjær.
Denne aften fungerer Erik Nørkjær både som operatør, altså den, der gør filmene klar til fremvisning, og billettør i store sal: “Alt er gjort klar oppe i operatørrummet, så det er bare at trykke på knappen,” forklarer han.
Tidligere sad Erik Nørkjær med i bestyrelsen, men han trives bedst med at gå og lave lidt praktisk og meldte sig ind som operatør. “Det foregår meget professionelt med oplæringen, og vi er nok 30-35 personer i gruppen. Vi har 4-5 vagter på en måned og kan bytte internt.”
Succes avler succes
I alt er der 133 frivillige i Helios, og formand Lars Kensmark er ikke i tvivl om, hvorfor foreningen lykkes med at tiltrække så mange frivillige kræfter: “Det er fordi, alle gerne vil være med til en succes. Og biografen er skam en succes. Vi har flere film og flere events end nogensinde før, og vi har både overlevet corona, oversvømmelser og recession med stigende priser. Biografen er et sted, hvor man med stolthed kan sige, at man støtter et godt og vigtigt formål.”
De mange events understøtter foreningens ønske om at at være både en biograf og et kulturhus: “Biografen giver os brød på bordet. Kulturhusdelen giver os smør på brødet. Helios kan godt leve med biograf alene, men kulturdelen kan ikke leve uden en biograf,” forklarer Lars Kensmark.
Foreningen ønsker at styrke det kulturelle tilbud endnu mere i årene fremover: “Kulturdelen betyder mere og mere for os. Film er færdigpakket kultur, som man køber sig til, mens vores kulturdel er noget, vi i højere grad selv skaber, former og tilpasser. Jeg vurderer, at kulturdelen bliver det, som Helios grundlæggende vil blive kendt for i fremtiden. Ikke bare i Faaborg og omegn, men i hele landet. Om det er sådan, vægtningen bliver, vil tiden vise,” siger Lars Kensmark.
Der er bl.a. kommet flere oplæg, koncerter og stand up-shows i Helios, og bestyrelsen afprøver hele tiden nye tiltag: “Vi kan godt lide at lade tingene vokse stille og roligt på en organisk måde, hvor virkeligheden viser os vejen. Det er det, der er dejligt ved en frivillig organisation. Vi har ikke ejere eller aktionærer, der ånder os i nakken. Vi lader tingene blomstre som en have med frugter og blomster,” siger Lars Kensmark.
Som frivillig formand lægger Lars Kensmark mange timers arbejde hver uge for foreningen, og det gør han med glæde: “Jeg møder hundredevis af søde, kloge og engagerede mennesker, hvis evner, omhu og dedikation jeg beundrer og respekterer dybt.”
Det er lige så vanskeligt for den filmelskende formand at vælge en yndlingsfilm, som det er for forældre at vælge et yndlingsbarn, så vi lander et kompromis med en top-tre: “Metropolis af Fritz Lang, fra 1927, specielt scenen hvor videokommunikation bliver introduceret 70-80 år før sin tid. Rocky 1 med Sylvester Stallone og Apocalypse Now.”
Det sker løbende, at der er plads til en ny frivillig, og Helios har altid åbne døre til at tage en samtale, om hvordan man kan passe sammen, da det skal være en god oplevelse for både den frivillige og fællesskabet i Helios. Du kan kontakte Helios på 007@heliosteatret.dk, hvis du vil høre mere.