- Annonce -

Beboerne i otte lejligheder i Vestergade 8 og 10 i Faaborg måtte natten til den 3. juni 2021 evakueres i forbindelse med en voldsom brand forårsaget af et lynnedslag. Flammerne gnavede sig igennem de historiske ejendomme Plougs Gård og Wedels Gård, hvor lejlighederne blev ødelagt af ild samt store vand- og sodskader.

I august i år, mere end to år efter branden, startede genopførelsen af de fredede ejendomme, og fredag formiddag var de genhusede beboere inviteret på rundvisning, i det der på et tidspunkt skal blive deres hjem igen.

For nogle af beboerne var det første gang siden branden, at de for alvor fik mulighed for at færdes i de ødelagte bygninger, og med egne øjne se de første små skridt af den store renovering, de historiske bygninger står overfor.

- Annonce -

– Vi har nu fået støbt alle fundamenter, og har pakket alt ind i afdækning og vintermåtter, så vi kan fortsætte arbejdet henover de kolde måneder. Som det ser ud nu, så er vi omkring fem uger forsinket i forhold til den oprindelige tidsplan, så målet er, at levere et færdigt projekt i foråret 2025, HVIS der ikke dukker flere uforudsete opgaver op, fortæller byggeleder John Legaard Sørensen fra Guldfeldt, der har entreprisen på den store opgave.

For Kristine Bilberg Lykke Nielsen var det både spændende og bevægende, at være tilbage i resterne af den bygning, der med lynnedslaget natten til den 3. juni 2021 ændrede hendes liv. – Jeg boede deroppe sammen med min søn og vores hund. Lynet slog ned lige ved siden af min lejlighed, og jeg har fået varige mén af episoden. Jeg har mistet 40 procent af min hørelse, og er stadig påvirket af oplevelsen. I dag er det okay at være her, men om jeg flytter tilbage, det kan jeg endnu ikke sige, fortæller hun på stilladset, der omgiver byggeriet.

Kristine Bilberg Lykke Nielsen var en af de beboere, der havde takket ja til en rundvisning på byggepladsen, selvom det var hårdt at være tilbage.

En anden af de tidligere beboere, Anders Rehde Nielsen, er overbevist om, at han ikke vil bestille flyttebil og rykke tilbage i sin tidligere lejlighed på 2. sal i Vestergade, når den røde snor er klippet, og renoverigen er afsluttet. – Jeg er blevet dårligere gående i de to år, jeg har været væk herfra. Jeg ser det ikke som en mulighed at vende tilbage. De mange trapper op til min lejlighed, er for meget for mine gamle knæ, og der er jo ikke udsigt til elevator, smiler den tidligere museumsinspektør.

Anders Rehde Nielsen er faldet godt på plads i en anden lejlighed, og har ikke umiddelbart planer om at flytte igen

Nogle andre der er helt sikre på, at de vender tilbage til deres “gamle” lejlighed er Jonna Rose og Poul Helge Pedersen. – Lige nu står vi i vores stue, derovre er vores entré, og min kone står ude i badeværelset, fortæller Poul Pedersen, mens han viser rundt i den endnu væg-løse ejendom, hvor kun fundamentet er på plads. – Min kone er allerede godt i gang med indretningen, smiler han, mens Jonna Rose i selskab med byggeleder John Sørensen vil sikre sig, at vask og afløb placeres præcis som tidligere i lejlighedens badeværelse. – Det er et meget kompakt rum, og der skal være en bestemt symmetri i herinde, forklarer hun.

Der er lang vej til målet, men nu er fundamentet støbt, og genopbygningen er for alvor i gang

Længere oppe i ejendommen står Nick Dalskov, i det der på et tidspunkt bliver til hans lejlighed igen. – Jeg var ikke hjemme, da branden brød ud, så jeg har ikke haft samme voldsomme oplevelser, som de øvrige beboere. Jeg blev ringet op i mit sommerhus, da det hele stod i flammer, og som du kan se, så er der ikke meget tilbage, siger han, og lader hånden føre blikket rundt i det store tomme rum, der kun brydes af et par svedne vinduesrammer. – Her kommer jeg til at lave mad på et tidspunkt, lige her var mit køkken, men jeg kan kun kende det på grund af vinduernes placering, lader han forstå.

Det er kun dele af den rå ydermurmur, der står tilbage af Nick Dalskovs lejlighed

Formanden for ejerforeningen Gustav Paludan har været i ejendommen et utal af gange siden branden, har haft en tæt dialog med både arkitekt og bygherre, og er begejstret over, at der nu for alvor er skred i tingene. – Dialogen med Slots- og Kulturstyrelsen har været en sej omgang. Bygningen er fredet i klasse A, så styrelsen er jo inde over alt, men nu er vi i gang, og jeg er faktisk fortrøstningsfuld i forhold til tidsplanen. Vi har jo hele tiden vidst, at det bliver en lang proces, og min kone og jeg ser frem til at vende tilbage til vores lejlighed, fortæller han.

Formand for ejerforeningen Gustav Paludan har erfaret, at en fredet ejendom kræver enorme kræfter at genopføre

Næste vigtige element i genopbygningen er i øvrigt netop ankommet fra Sydtyskland. En stort læs af kraftigt tømmer, der kommer til at være bærende elementer i de historiske ejendomme i forhåbenligt flere hundrede år.

Sådan ser noget at det meget tømmer ud, der netop er landet på byggepladsen.