Stemningen er trykket i de ellers altid hyggelige rammer hos Connie Mikkelsen i vinylcaféen Rus & Riller ved den Voigtske Gaard i Faaborg.
– Til den første har jeg ét valg, som det ser ud nu. Jeg kan vælge at betale huslejen her i butikken, eller jeg kan vælge at betale huslejen i min lejlighed. Jeg har nemlig ikke råd til begge dele, forklarer en tydelig berørt butiksejer overfor Det Rigtige Faaborg.
Stamkunder i den populære pladeforretning og café fik sig lidt af et chok onsdag aften, da Connie Mikkelsen lavede nedenstående dystre opslag på butikkens facebookside:
Den omtalte likviditetskrise er altså så akut, at noget skal ske nu, hvis byen skal beholde deres vinylcafé. Derfor har Connie Mikkelsen valgt at være åben omkring, hvor svært det er at få økonomien til at hænge sammen i enkeltmandsvirksomheden med hendes navn på bankkontoen.
– Sommeren har ikke givet mig den økonomiske buffer, jeg har været vant til fra tidligere år, og så er det bare umuligt at stå imod i de mørke måneder, hvor omsætningen ikke er ret høj. Nu kan bare jeg se, at der er for lang tid til, at vi rammer min primetime, der starter i maj måned, forklarer hun, og understreger samtidig, at hun ikke har kastet håndklædet i ringen, selvom de søvnløse nætter er mange i øjeblikket.
– Det her er mit hjerteblod. Det er mit liv. Derfor kan jeg ikke bare slippe det. Nu gør jeg noget, og mit opråb har allerede resulteret i flere konstruktive henvendelser. For eksempel har en økonomikyndig tilbudt at kigge regnskaber og budgetter igennem, og skabe det nødvendige overblik. Andre vil lægge frivillige kræfter i at støtte kampen for overlevelse, mens nogle har åbnet en dialog om delt ejerskab af butikken. Nu tager jeg en snak med de forskellige venner af huset, og finder ud af, om jeg har købt forkert ind, har prissat forkert, eller hvad i al verden der er gået galt. Samtidig har jeg i forbindelse med Black Friday startet et vinyl-udsalg med store rabatter, ja helt op til 100%, smiler hun.
Men hvorfor forærer noget væk, når hun er økonomisk i knæ?
– Det er mit eget lille oprør mod Black Friday, men jeg håber da også, at det vil være med til at føde nogle nye vinyl-entusiaster her i området, der kan starte samlingen med et par fede compilations fra mine hylder, siger hun.
Connie Mikkelsen understreger, at der ikke bliver tale om en konkurs, uanset hvad fremtiden bringer. – Nej, jeg skylder ikke nogen noget, og har ingen gæld. Det er udelukkende min husleje og min egen løn, jeg skal dække ind, fortæller den trængte butiksejer, der endnu ikke har sat en deadline for en afklaring.
– Jeg håber at finde en løsning, så en lukning ikke kommer på tale, men det ville da være fedt, hvis folk i området der gerne vil bevare en pladebutik i byen, kommer forbi og handler til mine nedsatte priser, og husker at købe julegaven hos mig, hvis der står vinyl på ønskesedlen, slutter hun.