I mere end 50 år har der været solgt ost på hjørnet af Vestergade og Mellemgade i Faaborg, men den 30. november er det slut.

Jeppe Skov har selv valgt at lukke sin butik, da han har fået et tilbud, han ikke kan sige nej til.

– Jeg har igennem længere tid været i kontakt med Steengaard, og nu har vi lavet en aftale, der betyder, at jeg får et nyt job i den spændende koncern, der samtidig betyder, at jeg kan holde kontakten til mine trofaste kunder, fortæller Jeppe Skov om den store beslutning.

- Annonce -
Der har været solgt ost på hjørnet af Vestergade siden 1967, men inden længe er det slut

Når han lukker sin butik, så er det blandt andet for at blive sparringspartner med de fem eksisterende oste-butikker i Steensgaard-kæden, der blandt andet ligger i Middelfart, Odense og i Magasin i København, men også for at skabe en afdeling med et stort udvalg af populære oste i Steensgaard Slagteren i Torvegade i Faaborg.

– Nu har jeg drevet butikken siden 2016, og jeg har nydt hver dag. Samtidig må jeg også konstatere, at livet som selvstændig er så krævende, at jeg ikke kan se mig selv i det job mange år fremover. Det er fysisk hårdt, økonomien er usikker, jeg savner virkelig at have nogle kolleger, og nu har jeg chancen, for at stoppe mens legen er god, og fortsætte i et drømmejob, så derfor lukker jeg butikken, forklarer Jeppe Skov.

Han indrømmer dog gerne, at det bliver vemodigt, når han lukker døren bag sig for sidste gang.

– Butikken har ligget her i mere end 50 år, og nu bliver det mig, der skal slutte det kapitel og den historie, det gør da lidt ondt. Det bliver jo også et farvel, til det udtryk, den stemning og den butik jeg har brugt tusindvis af timer på at forme. Den del skal jeg lige vænne mig til, men når jeg sætter plusser og minusser overfor hinanden, så er det nu, at jeg skal videre, lyder konklusionen fra byens “ostemand”.

Hvad der skal ske med lokalerne, når Jeppe Skov og Barlebo Ost & Deli rykker ud, er endnu ikke fastlagt

Selvom det bliver et farvel til butikken i Vestergade, så understreger Jeppe Skov, at det hverken bliver et farvel til de trofaste kunder eller de gode oste.

– Nej, både jeg og mine oste får en plads hos Steensgaard Slagteren, og jeg synes, at det giver god mening at samle de to kvalitetsbutikker under samme tag. Vi kan jo også se, at mange af vores kunder er de samme, så derfor tror jeg på, at faaborgenserne nok skal finde mig, slutter Jeppe Skov.

Sådan så det ud, da butikken åbnede i 1967
Udvalget af de mest populære oste flytter med til Steensgaard Slagteren i Torvegade