De to heldige 18-årige fra Faaborg-Midtfyn, der skal deltage i Prins Christians 18 års fødselsdag, hedder Kristine Kajberg Melvej og Nicolai Holst.
Hoffet har valgt at invitere to 18-årige fra alle landets kommuner med til gallataffel på Christiansborg Slot. Her i kommunen har Ungdomsrådet ved lodtrækning fundet frem til de to heldige, der får del i den store oplevelse.
Dresscoden til festen er smoking, jakkesæt eller lang kjole, og for at Kristine og Nicolai ikke skal ud og investere i ny garderobe, har Faaborg-Midtfyn Kommune fået hjælp af Jim Lyngvild, der har sagt ja til at gå på jagt i Faaborgs genbrugsbutikker, for at finde noget som designeren kan tilpasse det unge par.
- Annonce -
Torsdag eftermiddag startede jagten på festtøjet i Røde Kors i Faaborg, hvor to små-nervøse og forventningsfulde unge mennesker havde sat Lyngvild stævne.
– Jeg synes, at det er fantastisk, at jeg har fået muligheden for at deltage i den her fest. Jeg glæder mig helt vildt, og er taknemmelig for at blive en del af en historisk oplevelse, fortæller Kristine Kajberg. Hun vil ikke beskrive sig selv som en decideret “kjolepige”, da hun befinder sig lige så godt i arbejdsbukser og t-shirt som i det store skrud. – Jeg fuld tillid til, at Lyngvild finder noget pænt til mig, griner hun.
Hendes ledsager til ballet på slottet, Nicolai Holst, var lidt mere betænkelig ved situationen.
– Jeg er ikke vant til at gå i jakkesæt, så jeg glæder mig også til at se, hvad Jim finder frem til mig. Jeg tror, at vi får en god aften, og glæder mig til at trykke hænder med Christian og ønske ham tillykke.
Det er langt fra en uvant rolle for Jim Lyngvild at klæde gæster på til royale begivenheder.
– Jeg har lavet tøj til flere politikere og kulturpersonligheder, der ligesom Kristine og Nicolai skulle til gallataffel. Dresscoden gør, at det er rimelig ligetil at finde et pænt sæt tøj til Nicolai, mens der gerne må lidt mere spræl i kjolen til Kristine. Jeg skal selvfølgelig nok holde mig inden for etiketten, lød det med et skævt smil fra den kreative spradebasse.
Inde i Røde Kors spotter Lyngvild hurtigt en række sorte jakkesæt, som bliver sendt i prøverummet med Nicolai.
– Neeeej, hvor er den skøn, udbryder Lyngvild, da han finder en champagnefarvet selskabskjole på en bøjlestang – pris 175 kr. – Den skal du prøve, lyder det mod Kristine, der med et smil svæver ind bag forhænget i genbrugsbutikken for at iklæde sig prinsessekjolen.
Nicolai er ikke helt tilfreds med pasformen på de udleverede jakker, og Jim giver ham ret.
– Nej, det duer sgu ikke. Jeg kigger lige igen, siger Lyngvild, inden han tager en ny runde i butikken, og kort efter vender tilbage med favnen fuld af nye muligheder.
Anderledes godt går det for kristine. – Det der, det er lækkert, konstaterer Lyngvild med lys i øjnene og nåle mellem læberne. – Den skal bare lige justeres lidt her, og strammes op i siden, så sidder den sgu godt på dig, lyder det bramfrit.
Nicolai finder ikke det rigtige tøj i Røde Kors, men et par lokale erhvervsfolk træder til med hjælp. Lars Pedersen i Mr. Isaksen og Michael Nielsen fra Vinbanken går sammen om at sponsorere et jakkesæt og en hvid skjorte, så Nicolai kommer til at stråle ved siden af Kristine på de bonede gulve.
Derudover har Røde Kors sponsoreret kjolen til Kristine, Erhvervsrådet giver sko og tilbehør, mens Lyngvild lægger tid og kræfter i projektet.
Nu er der bare at vente til den 15. oktober, hvor festen finder sted med middag, taler og dans på Christiansborg Slot.