Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen / Jørn Ungstrup

Hvis du hverken har tid eller overskud til at tage på tur i Sundbakkerne eller Svanninge Bjerge og Bakker, så fortvivl ikke. For i Faaborg-Midtfyn Kommune er der masser af bynær natur og små, grønne oaser, der alle kan noget forskelligt. Men vigtigst af alt, så har selv de små, grønne pletter en positiv effekt på helbredet.

Læs med om byens naturperler og få inspiration til gode gåture med masser af grønt.

- Annonce -

På en bålplads i Hans Rasmussens have har Det Rigtige Faaborg sat Helle Mølgaard Christensen stævne. Hun er skov- og landskabsingeniør i Faaborg-Midtfyn Kommune og sidder med ansvaret for de kommunale, grønne områder. Vi har sat os for at kortlægge de bedste grønne områder i Faaborg, så både din sommer og hverdag kan blive lidt grønnere.

 

Naturmedicin
Gennem de senere år har kommunen haft fokus på en bæredygtig udvikling af de kommunale, grønne områder, som tager udgangspunkt i ”Udviklingsplanen for Grønne Områder – Sammen tager vi ud i det Grønne”.

– Det er interessant, for de grønne områder har en anden værdi, og forskningen viser, at hvis man bor inden for 300 meter af et grønt område, så er sundhedstilstanden bedre. Når vi kan snakke ind i sundhedsaspektet, så kan vi sagtens forsvare at bruge penge, siger Helle Mølgaard Christensen.

Der er mange, fine, grønne områder i Faaborg, eller bynære naturperler som skov- og landskabsingeniøren kalder dem. Hverdagsnatur og naturmedicin, som alle borgere frit kan bruge løs af.

– Hvis vi fx med attraktive, bynære, grønne områder kan forebygge tre tilfælde af stress, så er det en god investering. 30 minutter i de grønne områder, det er god medicin, siger Helle Mølgaard Christensen.

Derfor forsøger de også at skabe forskellige typer af områder, så ophold i de grønne oaser bliver for alle kommunens borgere.

– Vi vil gerne invitere til, at alle lige bliver fem minutter længere, lige som i Fakta-reklamen. Det gør noget godt lige at sætte sig, mærke og sanse – i stedet for at være ‘på vej’. Så vi håber, at uanset, om man er på tur alene eller som børnefamilie, eller som syg eller hundelufter, så er der mulighed for at gå på opdagelse i de grønne områder og mærke de forskellige oplevelser og stemninger på hvert sted, siger Helle Mølgaard Christensen.

En spektakulær legeplads
Gennem de senere år har kommunen haft fokus på at udvikle de grønne områder, bl.a. er der afsat 1 million kroner pr. år i fire år, hvor målet er at skabe fire spektakulære legepladser. Legepladsen her i Hans Rasmussens Have var den første i rækken.

Sigtet med millioninvesteringen i Hans Rasmussens Have har været at skabe et område med mange forskellige oplevelsesmuligheder. Der er velholdte områder med trimmet græs, og mere vilde områder med uslået græs. Det er steder for leg med rutsjebaner og gynger, og steder for ophold med bålsted og bordbænkesæt.

– For otte år siden var denne her legeplads bare græs. Vi har set på, hvad der var af kvalitetet i netop det område. Vi valgte bl.a. at genskabe det vilde, så åen er blevet åbnet op og naturgenoprettet for at skabe mere vildhed og natur. Nu er det ikke bare en legeplads, men et stort opholdssted, som pirrer til mange sanser, siger Helle Mølgaard Christensen.

Kommunen har brugt deres oplevelsesværdier (se boksen om Moseparken) til at definere det udtryk, som de ønskede, at legepladsen skulle have, og så har de også taget stedets placering og byens kulturhistorie i betragtning.

– Legepladsen er bygget op om Faaborg-malerne, da det ligger lige mellem byen og bakkerne. Her i spændfeltet fungerer legepladsen som en port mellem by og natur. Faaborgmalerne er repræsenteret ved de store pensler, der står ved stien hertil og ved indgangen til legepladsen, ligesom der også er pensler og Peter Hansen-maleriet Legende børn på Enghave Plads på skraldespandende, siger Helle Mølgaard Christensen.

I åen kan man finde en masse insekter og vanddyr samt ynglende havørreder, og det er tilladt at fange begge dele. I starten var mange bekymrede for åen, men Helle opfordrer muntert til, at man i stedet ser det som et succeskriterie for en god udflugt at få våde sko. Det er også tilladt at tænde op i et bål på det indrettede bålsted.

– Her er masser af mulighed for at lege og være – eller tænde et bål, som er en fantastisk aktivitet, der rører ved vores urinstinkt med varme og tryghed, siger Helle Mølgaard Christensen.

Legepladsen i Hans Rasmussens Have er blevet en stor succes, hvilket bl.a. ses på den store slitage, der er på stedet, hvor fx har været nødvendigt at forstærke underlaget under gyngerne flere gange.

Hver ting – sit sted
I alle deres nyanlæggelser og udvikling af eksisterende områder tager den ansvarlige afdeling, Infrastruktur, Ejendomme og Grønne Områder, udgangspunkt i oplevelsesværdierne. Nogle områder følger trenden med ‘vild med vilje’, mens andre steder, som fx Voigts Minde, ønsker de at værne om det velholdte. Andre steder er ønsket at skabe rum for restitution, mens andre igen skal pirre til noget helt andet.

– Vi skal turde fremhæve kvaliteterne for de enkelte steder. Vi vil gerne have mere vildt, men vi skal gøre det på de rette steder, i stedet for at ville det hele alle steder. Så det er en løbende udvikling med målrettet tænkning og en bevidst måde at gøre tingene på, siger Helle Mølgaard Christensen.

I de seks år, Helle har været ansat i kommunen, er der sket meget, og synet på de grønne områder har ændret sig voldsomt. Hvor folk tidligere kunne klage over græs, det ikke var blevet slået, klager mange nu over, at græsset bliver slået, og i dag kan kommunen sagtens lade en væltet træstamme ligge for at hjælpe biodiversiteten på vej, frem for at fjerne den og ‘rydde op’.

Med al ny forskning, der fremhæver naturens sundhedsfremmende virkninger, så ønsker kommunen nu at gøre borgerne opmærksomme på, hvor vigtige de her områder er, hvorfor de er vigtige, og hvorfor der er godt at gå derud.

– Vi arbejder med en bæredygtig tanke, hvor vi både kigger på, hvor vi kan gøre noget for naturen, og hvor vi kan gøre noget for borgeren. Vi skal gøre det klogt og med øje for driftsøkonomien, siger Helle Mølgaard Christensen.

Helle har et enkelt opråb til alle, der ønsker at færdes i den bynære natur – tag hensyn til andre! Det betyder bl.a. at hunde holdes i snor på offentlige arealer, at ingen har fortrinsret frem for andre, og at man husker at slukket igen, hvis man har tændt bål. Men ellers er hendes klare opfordring – kom ud og brug de bynære, grønne områder, slap af og vær sammen i naturen.

En hurtig brainstorm på fem gode ture i Faaborg – ifølge Helle Mølgaard Christensen:

• Klinten strand. En fantastisk fin gåtur langs Langelinie, forbi det flotte anlæg Voigts Minde, ud til Klinten, Blå flag-strand, Klinteparken med legeplads og grillområde – altid et besøg værd.

• Hans Rasmussens Have. Går man af stien fra rundkørslen ved ”kompasset”, kommer man først til Moseparken, forbi fårene og videre til den store, flotte legeplads i Hans Rasmussens Have. Her er der mulighed for masser af leg, bål og vandpjask i åen.

• Moseparken. Et hyggeligt parkanlæg, hvor der er arbejdet med at synliggøre 8 forskellige oplevelsesværdier. Oplevelsesværdier, der kan bruges til bla. at finde ud af hvilke kvaliteter ved et grønt område man har særlige præferencer for. En mulighed for at sanse og opleve på egen krop, hvad forskellige naturmiljøer gør ved os hver især.

• Sundsøen rundt, med en afstikker ind i Priceshaveskoven og/eller Sundbakkerne. Den flotteste udsigt over søen og byen. I skoven finder vi de mest fantastiske flotte gamle egetræer, et gammel fundament fra dengang, der lå en dansepavilion midt i skoven. Fra Sundbakkerne får man den mest fantastiske udsigt over byen, klokketårnet og øhavet.

• Byhaven, De hængende Haver, Adelgade 2. Den smukke blomsterhave, der giver adgang fra Torvet til havnen. Fra bænken kan man nyde udsigten over Øhavet.

MOSEPARKENS OTTE RUM
Blomsterbede: Anlagt bede med både stauder og vilde blomster, blandt andet til gavn og glæde for bier og andre insekter.

Historie og kultur: Skulpturer og de mere end 150 år gamle træer repræsenterer både historie og kultur.

Sanseoplevelser: Etablerede bede med spiselige urter, man kan smage på, og pladser, hvor man kan sidde og hygge sig og nyde, smag, dufte og se.

Nærhed: Afgrænsede rum, hvor man kan føles sig i en tryg ramme og bare slappe af og være.

Udsigt: Steder, hvorfra man kan have udsyn over hele området, blandt andet søen, plænerne og planterne.

Fordybelse: Små oaser, hvor man kan sidde i fred med sine tanker eller måske en lige.

Aktivitet: Områder, hvor børn og andre kan spille bold eller lege.

Vild natur: Områder, hvor træer, buske og andre planter i det store hele får lov at passe sig selv og give indtryk af uberørt natur.