Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
En tur rundt på Sundbakkerne bliver aldrig den samme, når først turen er taget sammen med biolog og naturformidler Lene Sanderhoff. Hendes begejstring for naturen smitter af, og dét er netop pointen, for kan hun først få mennesker til at være nysgerrige og begejstrede for naturen, så får vi mere lyst til at passe på den. Sidegevinsten for den enkelte er, at naturen gør en hel masse godt for vores mentale helbred. Kom med på tur i naturen.
Det er eftermiddag, og vi har sat naturformidler Lene Sanderhoff stævne på parkeringspladsen ved gymnasiet, hvor et lille skilt og en græssti markerer indgangen til Sundbakkerne. Her har Lene tilbragt de seneste arbejdsdage på græsmarkerne ved Sundet, der ligger højt hævet over havet med udsigt over hele byen.
– Jeg er ude og samle data for at udvikle materiale til undervisning, og så kigger jeg en del på møgbiller også, griner Lene.
Vi sætter retningen mod de grønne bakker, hvor Lene vil gøre os klogere på sin fascination af naturen.
Undervisning i naturen
Vi følger stien og bevæger os væk fra parkeringspladsen. Fjällräven-rygsækken på naturformidlerens ryg bevæger sig i takt med hendes raske skridt, og efter blot ganske få meter slår hun ud med armene og udbryder med et smil.
– Jeg føler mig så priviligeret som biolog at komme ud hver dag, og som formidler får jeg lov til at fortælle alle de fede historier, der er herude, om hvor fantastisk naturen er. Og jeg får lov til at få folk til at forholde sig til naturen.
Lene bevæger sig hjemmevant i området ved Sundbakkerne, for når hun ikke arbejder som selvstændig naturformidler, så underviser hun unge mennesker som projektansat hos Geo&Bio Science Center Syd, der har base på Faaborg Gymnasium, lige ved bunden af bakkerne.
Her forsøger den entusiastiske naturformidler at skabe større interesse for de naturvidenskabelige fag blandt børn og unge, og Sundbakkerne er helt ideelle, når de sammen skal udforske naturen og undersøge biodiversiteten.
– Her i Sundbakkerne er der folde med helårsgræsning, hvor der går dyr året rundt, folde med sommergræsning, og så er der marker helt uden dyr, men med høslæt, der slåes én gang årligt, og går man videnskabeligt til værks, opdager eleverne, at der er markant forskel på de tre slags marker.
Vi åbner lågen ind til den første fold på turen, og Lene kan ikke holde sin begejstring tilbage, da hun retter blikket opad mod en intens fuglefløjten.
– Ej! Se lige lærken dér – der er fuld knald på!
Naturens anekdoter
På rygsækken hænger en metalring og dingler, og selvom det ligner en simpel anordning, så udgør ringen en vigtig del af den videnskabelige tilgang til at undersøge naturen, som Lene forsøger at lære eleverne. Men inden hun når at forklare mere, end at der er tale om en Raunkjær-cirkel, der har en standardiseret omkreds og er en tiendedel af en kvadratmeter, bukker hun sig pludseligt ned og og fører den ene hånd gennem græsset på skråningen.
– Se her! Her er store plamager, hvor græsset er dødt. Jeg tror, det er gåsebiller. I dag blæser det, så de er her ikke, men de sidste par dage, har jeg set mange af dem. Det giver plads til de blomstrende urter, så det er ok i små pletter, så længe de ikke raserer hele området.
Tilbage til metalringen. Bevæbnet med den ring kan man indsamle videnskabelige data. Raunkjærcirklen skal kastes tilfældigt, allerhelst med lukkede øjne og efter et par snurreture på stedet, så det bliver aldeles tilfældigt, forklarer hun, men så fanger hendes rutinerede øjne pludseligt noget interessant. Lene går ned i knæ og får hurtigt tasken af ryggen og hiver kameraet frem.
– Jeg skal lige have et billede af den her bredpande. Måske er det én af de ikke-almindelige. Hov! Hvor blev den af? Dér!
Sommerfuglen kan ligne en natsværmer, og Lene er ikke helt skarp på sommerfugle, forklarer hun, så derfor er et billede godt. Her hjælper app’en iNaturalist hende med at identificere arten, og kort efter, hun har uploadet billedet, foreslår app’en, at der er tale om en marmoreret kløverugle.
Fokus føres tilbage, og Lene griber Raunkjærcirklen og kaster den. Hun skal nu identificere alle de forskellige arter, som befinder sig inde i cirklen, ligesom hun beder eleverne gøre, når de er med til undervisning i naturen.
– Vi artsbestemmer og tæller alle arterne, fx antal planter eller insekter, og vi beregner biodiversitets-indekset og ser, om der er nogle arter, der dominerer.
Med de forskellige typer folde i Sundbakkerne, kan eleverne tilmed få et ekstra lag på deres undersøgelser.
– Lige her har vi tre forskellige enge helt tæt på hinanden. De har nogenlunde ens jordbund, ens temperaturer og ens lysforhold. Men der er forskel på, hvordan vegetationen bliver behandlet, afhængigt af, om der fx går dyr.
Bevæbnet med en Raunkjærcirkel og en engageret underviser, kan eleverne nu øve sig i at observere, opstille hypoteser og diskutere potentielle fejlkilder i deres dataindsamling, og på den måde fanger de forhåbentlig en interesse i de naturvidenskabelige fag, eller blot en interesse i selve naturen.
Møghamrende interessant
Lene bevæger sig mod den kastede cirkel og lægger sig ned på knæ. I cirklen tæller hun mindst fire forskellige græsarter: fløjlsgræs, der er dejligt blødt, hundegræs, der ‘logrer med halen’, og de sidste to, skyder hun på, er engrapgræs og rød svingel.
Det er nemlig ikke afgørende at vide alt om naturen, understreger hun, det er mere vigtigt at blive nysgerrig på den.
– Eleverne skal også bare se, at der fx er tale om fire forskellige græsser, og måske opdager de, at der er forskellige detaljer. Vi laver også mange andre undersøgelse herude i naturen.
Foruden de mange græsser, så er cirklen landet oven en kokasse, som Lene straks går i gang med at undersøge. Her kan nemlig gemme sig mange spændende ting.
– Det er vist en gammel, tør én, næh, den er stadig lidt juicy indeni. Det er spændende at se, hvor mange huller, der er indeni, og hvilke biller der er. Jeg har lige oppet min viden på møgbiller, og hov, se, her er faktisk nogle af de små biller, møgkær og landkær. Det er sjovt, for ud fra hypoteser om dominans af artsgrupper, så kan vi nogenlunde bestemme lortens alder. Den her er nok kun to dage gammel, fordi det er så varmt.
Eleverne er sjældent begejstrede, når Lene præsenterer dem for kokasser og deres beboere, men ofte bliver de meget klogere.
– En kokasse udgør jo et helt økosystem, og eleverne gør sig mange erkendelser undervejs og får styr på nogle økologiske grundbegreber. Jeg kan huske engang, hvor et par piger pillede 844 biller ud af én kokasse, der var 7-8 forskellige arter. Det er helt sikkert, at eleverne aldrig glemmer den dag, hvor de rodede i kokasser. Møgbilleforløbet kan bare noget, jeg elsker det forløb.
Naturen som terapi
Hvor spændende kokasser ellers måtte være, begiver vi os videre. Fra det højeste sted, en såkaldt kaffeplet, hvor der er opstillet bord-bænke-sæt, er vi 50 meter over havets overflade, og mens øhavet åbner sig op med små-øerne som baggrund, så er Sundet nu helt forsvundet fra synsfeltet.
Vi bevæger os atter nedad, og langsomt kommer Sundsøen til syne igen, mens insekterne sværmer om fødderne på os på den solrige skråning. Lene samler to tilsyneladende ens, gule blomster op og begynder at forklare, hvordan man på detaljerne kan se, at der er tale om forskellige blomster, der blot ligner hinanden, nemlig almindelig kongepen og håret høgeurt, da hendes opmærksomhed pludseligt bliver rettet mod jorden.
– Hov! Der er en lille, vild bi. Se! Den har kæmpestore pollenbukser. Sådan en solrig skrænt her er et helt insekthotel. Og den dér, det er en blodbi, den er mindre og mere rød. Blodbien lister rundt og leder efter indgange, for den er ligesom gøgen, en parasit, der lægger sine æg i andres reder, og når den har gjort det, så stjæler den al pollen i hulen, æder bi-larven og forpupper sig.
Konstant er Lene opmærksom på bevægelser og lyde, og det er bl.a. dét, som hun sætter så stor pris ved naturen. Den spontane opmærksomhed.
– Når vi lægger mærke til detaljerne, er det er form for meditation. Her bruger vi en anderledes opmærksomhed, end når vi ser opslag på Facebook eller læser mails, og hjernen elsker de indtryk, naturen giver, og vi kan mærke, at det er rigtigt rart at komme ud i naturen. Samtidigt får vi oplevelser, der beriger vores liv.
I undervisningsforløbene tager Lene derfor også gerne eleverne med ud på en aftentur, hvor fagligheden bliver hjemme, og i stedet går de op på bakkerne, sidder i stilhed og nyder solnedgangen.
Fuglefløjt fra oven
Er man først nysgerrig på naturen og har lært at nyde at være i den, så er der stor sandsynlighed for, at vi bliver bedre til at passe på den, forklarer Lene, da hendes opmærksomhed atter forstyrres.
Denne gang er det et fuglefløjt, der afleder hende, for Lene er for nyligt begyndt at øve sig på at genkende fuglestemmer.
– Det var gøgen, kunne I høre det? Og den, der tæller, det er gulspurven. Den siger ‘en-to-tre-fire-fem-seks-syyyyv’. På Bornholm siger den anderleders, her tæller den faktisk til otte, for fugle har også dialekter.
Til at hjælpe sig med at identificere de mange fuglefløjt, har Lene downloadet endnu en app, Birdnet. Men de mest gængse som solsorten og musvitten har hun styr på uden brug af teknologi.
– Gransangeren siger ‘tjif-tjaf, tjif-tjaf’, og når man først har hørt det, så hører man den hele tiden, den siger ikke andet. Bogfinken siger noget i stil med: ‘dét, dét, dét, dét kan jeg sige lige så tit, det skal være.’
Vi er landet i bunden af bakkerne, på grusstien om sundsøen og sætter retning tilbage mod parkeringspladsen. Inden vi tager afsked, beder vi Lene om hendes allerbedste råd til at komme mere ud i naturen.
– Bare gå derud! Sørg for at have mad og drikke med på turen, så man kan hygge sig med det. Gå naivt og nysgerrigt til det. Børn synes, det er megafedt at gå på opdagelse i alt, der kryber og kravler. Det kan også være godt at forberede en fortælling hjemmefra, måske om egernet eller skovskarenbassen, så er det nemmere at vække fascinationen hos dig selv eller andre, der er med dig på tur.
Mangler du fortællinger om naturen, kan du finde inspiration på naturformidlerne.dk.
