Billedhuggeren Keld Moseholm er pludseligt død, 87 år.
Alderen til trods var han i fuld vigør helt til sin død, og han har netop færdiggjort en stor skulptur i sin sædvanlige arbejdsform: Han arbejdede dagen igennem og vågnede op om natten, med en ny ide eller med lyst til lige at sikre sig, at skulpturen holdt – og så måtte han op og ud i værkstedet og tjekke, før han kunne gå i seng igen.
For de fleste er navnet Keld Moseholm uløseligt knyttet til de små, tykke mænd, han brugte som billede på så at sige alle sider i os mennesker. Men han var langt mere end det: Han var også en fremragende naturalistisk billedhugger, præget af sin lærer fra Kunstakademiet, professor Gottfred Eickhoff, og dertil også tegner.
Mange kender Keld Moseholms arbejder. Hans byporte i Vordingborg, hans ”Legende børn” og ”Lisa” i Billund, skulpturen ved 3F’s hovedkontor i København og en række skulpturer på hjemegnen, bl.a. i Nr. Lyndelse, Ringe, Svendborg, Odense og Faaborg. Han er også stærkt repræsenteret i udlandet, fx har han udstillet på Biennalen i Sao Paulo i Brasilien og år efter år har han deltaget i den internationalt anerkendte udstilling ”Sculpture by the Sea” i Australien. I 2010 blev han der tildelt prisen for årets bedste kunstværk for skulpturen ”Spejling”, og året efter – da udstillingen blev vist i Aarhus – vandt han publikumsprisen. ”Spejling” står nu i Botanisk Have ved Utzons operahus i Sydney.
Lige før sin død var det aftalt, at han i år skal bidrage med skulpturen Square Root.
Keld Moseholm var landmandssøn fra Freltofte på Fyn. I familien vidste de godt, at han ikke kom til at overtage slægtsgården. Han tegnede hele tiden. – Jeg tegnede på væggen i stalden. Jeg tegnede med tjære på ensilage-beholderen, inden den blev tjæret helt over. Jeg tegnede i fritiden under militærtjenesten, illustrerede satiriske blade, tegnede den lille oversergent, kendt som ”den overskårne” – og jeg tegnede i festsalen til fastelavnsfest, skrev han i bogen ”Croquis”, der udkom i forbindelse med en stor udstilling på Faaborg Museum ved hans 80 års fødselsdag. I bogen fik han både dokumenteret, at han er en habil tegner, og vist sammenhængen mellem tegningerne og skulpturerne.
Glæden over at tegne bevarede Moseholm livet igennem. Gennem årene har han tegnet hundredvis af studier af mennesker.
Han var sin egen gallerist, og hans kunst befinder sig i private samlinger i Europa, USA og Australien. Han var også en efterspurgt omviser i eget værksted og i egne udstillingslokaler, når mange hundrede årlige besøgende fik et indblik i hans kunstneriske univers og arbejdsmetode.
Privat var Keld Moseholm et elskeligt menneske, der helst ikke gjorde meget væsen af sig. Folk kan se på hans arbejder og more sig, græmmes, betages af hans kærlighed til de, der kommer i klemme. Man er aldrig i tvivl om, hvor Keld Moseholms sympati ligger.
Han boede sammen med hustruen Bente på Bjerne Gl. Skole nær Faaborg på Sydfyn med bolig, værksted, udstillings-center og en smuk skulpturpark.
CV
Keld Moseholm gik på Det Fynske Kunstakademi 1958-62 ved Kai Kylborg og Det Kgl. Danske Kunstakademi 1965-70 under professorerne Gottfred Eickhoff og Helge Bertram (pædagogik).
Han har vundet priser og hædersbevisninger og solgt værker i en lang række lande og til museer og anerkendte samlere.
Han arbejdede i høj grad på den internationale scene og har bl. a. udstillet i Australien, USA, Japan, Brasilien, Italien, Indonesien, Tyskland, Schweiz, Bulgarien og hele Skandinavien.
Han var medlem af Kunstnersamfundet, Billedkunstnernes Forbund og International Sculpture Center i USA samt Den Fynske Forårsudstilling.