Tekst: Pernille Pedersen
Foto: Henrik Poulsen
Den nystiftede forening ‘Sjældent Tæt På’ har skabt et nyt koncept. Et passioneret musikfællesskab, hvor musikere og tilhørere kommer helt tæt på hinanden. De har fundet den perfekte ramme om oplevelserne, og med et imponerende musikprogram for sæsonen har de allerede mødt massiv interesse og opbakning.
Med en formålsparagraf om ikke at ville vækste, placerer Faaborgs nystiftede musikforening sig allerede fra starten uden for boksen. De vil den anden vej, ind til det nære, det intime. De vil helt tæt på. Tæt på musikken, tæt på kunstneren og tæt på den interaktion, der opstår netop dér.
Et musikfællesskab fødes
De tre af foreningens stiftende medlemmer, David, Jesper og René, kender hinanden fra deres unge dage, hvor det netop var musikken, der knyttede dem sammen. Lige siden Rus & Riller åbnede, har den sorte sofa blandt vinylerne været omdrejningspunkt for fredagsøl og samtaler om musik.
Men i den lille vinylbiks er det nærmest en umulighed ikke at komme hinanden ved i en fælles begejstring for musikken, og de tre mænd faldt snart i snak med Leif, hvis passion for musik sjældent lader sig skjule for hans omgivelser.
Det er ikke den gængse hitlistemusik, der fanger deres interesse, det er mere musik, der har lidt kant, og i den sorte sofa opstod en undring, der førte til handling.
– Det er masser af musik i Faaborg, men vores musiksmag er ikke så stærkt repræsenteret, og vi talte ofte om, hvorfor ingen gjorde noget eller arrangerede noget. Men så tog vi beslutningen om, at det gør vi selv! fortæller Leif Schou.
Snart var der dannet en forening, og der var enighed om både indhold og rammer.
– Vi blev ret hurtigt enige, vi ville lave anderledes koncerter, hvor der ikke kan være så mange, så det bliver en fed oplevelse for både tilhørere og kunstneren. Alle i bestyrelsen har haft et instrument i hånden og kender til det at have et gig og have nerver på. Især hvis der ikke kommer et øje. Så vi har en forståelse for, hvordan det er at være kunstner, siger David Becker.
Alt for mange gange har de selv oplevet, at der til de mere skæve koncerter på de større spillesteder er halvtomme sale, og derfor ville de gerne skabe et rum, hvor lokalet er fyldt med interesserede publikummer, og hvor kunstneren dermed kan have fokus på nærværet.
– Vores koncerter skal være af skiftende genrer, og vi lavede hver en liste over kunstnere. Vi vil lave koncerter, der ikke er mainstream, og som vi selv gerne vil gå til. Og så må det gerne være noget, der kradser lidt, siger Leif Schou.
Der var fra starten en god interesse for det nye musikkoncept, og til den første koncert med Bisse den 18. april blev de 30 billetter udsolgt på bare to timer.
Mulighedsrum for musikoplevelser
Bestyrelsesmedlemmerne er begejstrede for, at der i Faaborg findes et sted, hvor passionen for musik lever, og hvor musikfællesskaber opstår og blomster. De havde længe efterlyst, at der i Rus & Riller fx kunne afholdes koncerter, musik-quizzer eller film-aftener, men indehaver Connie Mikkelsen kunne ikke få det til at hænge sammen med at drive butikken alene.
Men da sofasnakken ledte hen imod at danne en forening, var Connie klar til at bakke om.
– Jeg var lidt med i de indledende drøftelser, hvor vi talte om, hvordan det kunne fungere for begge parter, og det virkede fornuftigt at holde det lidt adskilt. Men det er jo en fantastisk håndsrækning, som jeg ikke havde set komme – overhovedet. Det glæder mig, at de er så glade for stedet, og jeg sagde supermeget ja – med store bogstaver, fortæller Connie Mikkelsen.
Bestyrelsen afgjorde hurtigt, at alle deres koncerter kommer til at foregå i vinylbutikken.
– Rus & Riller burde ikke kunne eksistere i en by som Faaborg, og det er jo gået over al forventning. Det er et flagskib for Faaborg, og nu kommer vi og skubber bagpå, for det her sted, det skal bare blive. Det er som med meget andet – støt op eller dø, griner Leif Schou.
Mens foreningen støtter op om vinylbutikken, så går støtten også den anden vej, for Connie lægger lokale til koncerterne uden beregning, ligesom hun gerne bidrager med ideér og indspark.
– Det var netop idéen – at skabe en ny type samlingssted, det var der brug for i byen – et sted, hvor man mødes på kryds og tværs og falder i snak, og nye venskaber opstår. Det er lige præcis dét, der er sket, og det er fantastisk at gå og være vidne til i det daglige. Der kan ske mange ting i det lille lokale her, smiler Connie Mikkelsen.
Den trange plads betyder, at der maksimalt kan være 30 tilhørere til hver koncert, og det ligger fint i tråd med foreningens formålsparagraf, der netop angiver, at de ikke vil vækste. Sjældent Tæt På tilbyder bevidst et alternativt koncept for musikoplevelser, og det skal holdes helt intimt.
– Kunstneren og tilhørerne kommer helt tæt på hinanden, og der er direkte feedback, så kunstneren vil ikke være i tvivl om, at de går igennem. De vil føle sig set og hørt på en anden måde, og vi ved, at de kunstnere, vi har inviteret, kan komme ud over scenen og skabe nærvær, siger David Becker.
For bestyrelsen betyder deres koncept også, at de selv komme tæt på de inviterede kunstnere. Med 30 billetter og en billetpris på maks 250 kr er budgettet stramt, og der må tænkes i alternative baner.
– Når Jomi Massage ankommer med toget, så henter vi hende i Nyborg, og så laver vi selv mad til hende. Charlotte Stiller (indehaver af Hotel Faaborg, red.) bakker også op, og hun tilbyder dobbeltværelse og morgenmad til kunstnerne, så kan de lige gå hen over brostenene og op på Torvet efter koncerten, siger Leif Schou.
Foreningen nærmer sig de 100 medlemmer, og der er fortsat stor interesse fra hele landet.
– Det lader til, at vi har ramt lige ned i en stor, tør plet med en vandkande – eller med en kold øl, griner Leif Schou.
MUSIKARRANGEMENTER I RUS & RILLER
Sjældent Tæt På præsenterer:
20. sept. Jacob Bellens
12. okt. Peter H. Olesen
Vinylmutter Connie Mikkelsen præsenterer:
10. juni DJ Søren Vammen med ‘Færgegården re-visited’
+ meget mere